|
Kære Venner!
En Pastor i Californien skrev netop følgende til A.'s kusine og mand:
-------------------------------
Kære R. og H.
Medens jeg skriver denne e-mail til jer er orkanen "Rita" direkte på vej mod Texas. Jeg så på trafikken ud af Houston på Nyhederen her til morgen. Og jeg kan ikke komme væk fra den kendsgerning, at noget, der ikke tidligere er sket for vort land, ER ved at ske i vor tid.
Hvad handler alt dette om? Hvorfor ser vi disse ting? Er der noget her, der går ud over det, der ellers peger på naturens elementer? Er det muligt, at Gud endnu engang forsøger at få vor opmærksomhed?
Ned gennem historien - fra tidens begyndelse, har Gud vist sin nåde gennem advarslerne, han sender, inden han griber ind med dom.
Tænk på det! Noa prædikede til sin generation i 120 år inden oversvømmelsen kom!
Når vi ser på vor afvisning af Gud's nåde til denne nation, så kan jeg ikke lade være med at undres! En ting ved jeg dog. Ingen generation af amerikanere har før gennemlevet tider som disse ............
----------------------------------
Jeg tror at Gud taler alvorligt - ikke kun til Amerikas befolkning, men til hele verden!
Hvilken vidunderlig anledning vi har som Kristi efterfølgere til at være budbringere af Hans nåde i sådan en tid.
Hvilket øjeblik - at kunne prædike om Guds nåde, at den stadig er tilgængelig.
Gud er ved at gøre noget. Må vi benytte tiden i bøn og søge Hans nåde for vor næste!
(Her er også indsat en kopi af en e-mail modtaget fra broder T., Indien om situationin i New Orleans.)
/A.
----------------------------------
Dato: Torsd., 8. Sep. 2005 13:39:26 +0800
Guds indgriben ødelagde New Orleans få dage inden "Sydligt forfald"...*)
PHILADELPHIA - Blot få dage før "Southern Decadence" ..*) - en årlig homo-
seksuel fejring, der tiltrækker titusindvis af mennesker til "French Quarters" - en bydel af New Orleans - ødelagde Guds indgriben byen.
"Southern Decadence" har en historie omkring dette at fylde "French Quarters" bydelen af byen med berusede homoseksuelle, der indlader sig i seksuelle handlinger på de offentlige gader og i barer.
Sidste år sendte en lokal Pastor videooptagelser af de sex-handlinger, der blev udøvet - direkte til Politiet, Borgmesteren, Byrådet og Medierne.
Byadministrationen ignorerede simpelt hen billeddokumentationen og fortsatte med at ønske den ugelange fejring velkommen, og roste den for at være en "spændende begivenhed".
Imidlertid har orkanen "Katrina" sat en stopper for den årlige fejring af synd.
På den officielle "Southern Decadence" webside (www.SouthernDecadence.com),
erklærer man, at den årlige event bragte "125.000 svirebrødre" til New Orleans sidste år. En stigning i tusindvis for hvert år fra "over 50.000 svirebrødre" i 1997.
Dette års 34te årlige "Southern Decadence" var sat fra onsdag, d. 31. august til mandag, d. 05. september. Men på grund af de massive oversvømmelser og ødelæggelser af orkanen, beordrede Louisiana guvernør, Kathleen Blanco alle til at evakuere byen.
De foregående tre borgmeste i New Orleans - inklusive Sidney Barhelomew, Marc H. Morial og C. Ray Nagin udsendte officielle proklamationer, der ønskede de besøgende til "Southern Decadence" - velkommen.
Derudover tilkendegav byrådet i New Orleans gennem andre proklamationer, at de anerkendte den årlige homoseksuelle fejring.
"Skønt tabene af liv er dybt bedrøvelige, så ødelagde denne indgriben af Gud en ond by" fastslog "Omvend dig Amerika"s leder - Michael Marcavage. "Fra 'Piger går amok' til 'Southern Decadence' så var New Orleans en by, der åbnede dets døre vidt op for den offentlige fejring af synd. Må den aldrig blive den samme!" fortsatte han.
New Orleans er også kendt for dets "Mardi Gras" fester, hvor tusindvis af berusede mænd svirer i gaderne for at bytte plastik smykker mod at berusede kvinder blotter deres bryster. Denne årlige event gav starten til video-serierne "Girls Gone Wild"
"Lad os bede for dem, der er ødelagte af denne katastrofe. Imidlertid må vi ikke glemme, at indbyggerne af New Orleans tolererede og bød ondskaben velkommen i deres by gennem så lang tid" sagde Marcavage. "Må denne indgriben af Gud forårsage os alle til at tænke over, hvad vi vil tolerere inden for vor bygrænse og få os til at bæve foran den almægtige Guds trone" konkluderede Marcavage.
"Gud sender regn over den retfærdige og den uretfærdige." (Matt. O5:45)
VOR FAR
Fadervor er en bøn, vi alle kender! Dengang jeg var en lille pige og gik i skole, oplevede jeg noget, som jeg aldrig har glemt.
En dag, da jeg skulle hjem fra skole, gik der en mand langt nede ad gaden. Jeg troede, det var min far, så jeg kaldte og løb for at nå ham. Han vendte sig slet ikke om! Endelig nåede jeg ham og sagde: "Far, hvorfor hører du mig ikke?" Men så vendte en fremmed mand sig om og sagde: "Lille ven, troede du, jeg var din far?" - "Undskyld!" sagde jeg, "men du ligner ham altså bare, så jeg tog fejl."
Siden dengang har det stået for mig, at vi må være helt sikre på, at Gud i Himmelen er vores far, og det kan kun ske ved, at man bliver født på ny! Først da er vi ægte børn og kan kalde ham vor FAR!
- Karen Nielsen
KORSET
- vi ikke vil vide af
Afsavn afskaffet
"Lad os æde og drikke, for i morgen skal vi dø!" Dette var allerede den holdning, der var på profeten Esajas' tid, en holdning, som fik ham til at sørge og klage. (Es. 22:13)
Brød og skuespil (panem et circenses) var kravet hos indbyggerne i Rom. Mere behøvede de ikke for at leve. I dag er det "cool" at lege med døden - ikke bare ved hasarderet bilkørsel. Den, der ikke har nogen fremtid, behøver heller ikke at holde sig til nogen regler. Normgivende er det, som er sjovt i øjeblikket. Allerede fra barnsben af lærer man, at ethvert behov straks må tilfredsstilles. det at måtte udholde nogen som helst form for afsavn forringer angivelig livskvaliteten. Vi kan få næsten alt, hvad vi ønsker os, uden anstrengelse. Dermed er det på forhånd klart, at vi bliver trætte af livet. Hvor fattige er vi ikke som mennesker, når vi har alt og mangler det vigtigste.
Denne holdning behøver vi ikke at undre os over, lige så lidt som vi kan skyde den fra os. Vi har alle bidraget til den. Baggrunden for denne indstilling er infiltration, som gennemsyrer samfundet, understøttet og drevet frem af erhvervsliv, reklame, massemedier, underholdningsindustri og politik - ja, til og med fra kirkelig side. Budskabet lyder: "Bare vi ikke må lide, bare vi ikke må ofre noget - penge vil vi have uden anstrengelse - nydelse uden at måtte angre, sex uden forpligtelser..." "Når en løgn bliver gentaget tit nok, bliver den til sidst anset for at være sandhed" - det var ifølge Joseph Goeppels, Hitlers propagandaminister, den succesfulde recept, han brugte.
Synden afskaffet
Men den store befrielse fra forbud, indskrænkninger og det at måtte give afkald på noget viser sig imidlertid at være fjendens store trick for at narre os. Denne fjende kalder Jesus for en morder og løgner fra begyndelsen (Joh. 08:44) Siden sidste verdenskrig har der i den vestlige verden vel aldrig været så megen elendighed, lidelse, ulykke, splittelse, opløsning og ødelæggelse på legeme, sjæl og ånd som i dag. Og hvad er grunden?
På alle områder er Guds bud blevet skubbet til side. Begrebet synd er afskaffet eller fordrejet til noget lystbetonet. Et eksempel fra den tørre sommer 2003: Syv nye ispindevarianter kom på markedet med navnet: "Syv synder". Først blev der sagt, at de kun skulle være i handelen i kort tid. Men siden februar 2004 kan "Vellyst" og "Dovenskab" igen købes, og fra Maj 2004 er "Frådseri" og "Misundelse" også tilbage. Til kundernes fornøjelse brænder en helvedesild under reklamen for isen.
Selv kristen forkyndelse forsøger at undgå det ubehagelige og gammeldags begreb synd. Vi taler hellere om svagheder og anlæg. Og som lægemiddel tilbyder vi opmuntring. For ordet "synd" klinger allerede diskriminerende, og da er vi jo på kollisionskurs med budet om næstekærlighed. Ubemærket er det gået i opfyldelse, som den polske filosof og satiriker Stanislaw Jerzy Lec (1909-1966) formulerede sådan i en af sine aforismer: "Hans samvittighed var ren - han brugte den aldrig." Mere og mere bliver samvittigheden bragt til tavshed. Dermed bliver den så svag og ufølsom, at den til syvende og sidst ikke reagerer på noget som helst: godt er ondt og ondt er godt - alt har samme værdi, alt er lige gyldigt - er ligegyldigt. Det, som giver sig ud for at være en befrielse fra synd, fører til, at vi bliver syndens slaver.
Korset afskaffet
På samme måde som begrebet synd er blevet afskaffet, sådan er begreberne lidelse og kors også fjernet. Et symptom på denne udvikling er, at korset til og med visuelt skal fjernes fra vore øjne. Under påskud af tolerancekravet hævdes det, at det er urimeligt at holde fast ved dette "henrettelsesinstrument og torturredskab" i et multikulturelt samfund. Vi mindes krucifiksdommen i Tyskland den 16. maj 1995. "Det at hænge et kors eller krucifiks op i et undervisningslokale på en af de af staten ejede skoler, hvor skolepligten kan afvikles, men som ikke er knyttet til nogen bekendelse, strider mod grundlovens paragraf 41." For nogle år tilbage reflekterede en tysk kvindelig biskop over, hvad der ville være sket med kirken, hvis den havde valgt den "mere venlige" krybbe til sit vigtigste symbol i stedet for korset, som vi forbinder med død og undertrykkelse. Her rammer hun netop tidsånden i vor tid, som hellere end gerne definitivt ville tage afstand fra korset som kristent symbol for at undgå det anstødelige i dette torturredskab.
Den russiske filosof og tidligere ateist Tatjana Goritschewa beskrev engang sin bekymring over livet i vesten på denne måde: "Her i denne lystbetonede verden skiller man livet fra lidelsen, man gemmer lidelsen et eller andet sted i et højhus, på et plejehjem, på et sygehus. Eller man drukner den i alkohol, fortrænger den med narkotika... Man har endnu ikke opdaget, at lidelsen beriger mennesket, får det til at søge det åndelige liv, gør mennesket menneskeligt... Man har ikke forstået, at korset er forbundet med glæde og lykke. Gud skjuler lykken i lidelsen, og den, som siger ja til lidelsen, oplever midt i lidelsen også Guds nærvær på en speciel måde, der langt overgår al anden lykke."
Midt i den åndelige situation vi befinder os i, sker der nu noget helt uventet og usædvanligt: Netop i en tid, hvor synden afskaffes, og korset fordrives fra vort liv både på det indre og ydre plan, står dette tegn på ny foran os på en måde, som gør, at vi alle må se det. Og det sker midt i en sekulariseret verden, som bare er vant til blasfemi. Helt til jordens yderste grænser bliver det set...... Tænk blot på "The Passion of the Christ!"..........
(Uddrag af "Aktuelt" - De Evangeliske Mariasøstre,
v. Mona Højland, Roskildevej 229 A, 4300 Holbæk)
ER der videnskabeligt bevis for BØNNENS KRAFT?
Det fortælles, at en kendt ateist og en stor amerikansk videnskabsmand arbejdede med atomenergiens skjulte hemmeligheder. For at bringe klarhed heri prøvede han nye metoder, som indtil da var ukendte.
Herunder kom han til at gøre vidunderlige opdagelser, der fuldstændig forandrede hans livssyn. Han beskrev det således:
"Jeg var en kynisk ateist. Jeg troede, at Gud bare var for de troende, og at Han kun var til i deres indbildning og fantasi. Jeg troede ikke på en kærlig og alvidende Gud.
I vort videnskabelige arbejde kom vi til at opleve opsigtsvækkende prøver på menneskehjernens virksomhed. Vi lagde mærke til, at hjernen virkede som en radiosender. Vi prøvede at finde dens bølgelængde, og vi fandt den! Ja, vi fandt meget mere. Vi fandt menneskehjernens bølgelængdekanal.
Inden for kanalens grænser var der plads for hver enkelt bølgelængde. Hver enkelt menneske har sin egen bølgelængde, og de adskiller sig klarere fra hinanden, end den enkeltes fingeraftryk. Jeg begyndte at tænke som så: Dersom vi - som videnskabsmænd kan måle menneskehjernens virksomhed, skulle Gud da ikke evne at registrere vore tanker?
Vi havde lyst til at gøre et forsøg med hvad der sker i hjernen, når mennesket dør. Vi valgte en kvinde til vort forsøg. Hun var troende kristen, og vi vidste, at hun snart skulle dø. Uden hun vidste af det, riggede vi vort videnskabelige apparat til ved siden af hendes hospitalstue således, at vi - uden hendes vidende kunne følge hendes sidste stund.
Vi var fem videnskabsmænd, som fulgte det, der nu ville ske. Jeg var den hårdeste og mest hårdnakkede ateist. I værelset havde vi en måler, som vi ville måle den døende kvindes tankekraft med.
Måleren havde midt på skalaen et 0 punkt. Til højre havde den 500 grader + (positiv side). Mod venstre havde den 500 grader - (negativ side).
Tidligere havde vi målt en af USA's store radiostationers sendeeffekt med den samme prøve, medens den udsendte sit program jorden rundt. Den viste 9 grader til den positive side på vor måler.
Da den døendes sidste stund nærmede sig, begyndte hun at takke og love Gud. Hun bad om Guds nåde og tilgivelse over sine fjender, og hun var sikker i sin tro på syndernes forladelse. Hun glædede sig og takkede Gud for, at hun snart skulle flytte fra denne jammerdal til det himmelske hjem.
Vi videnskabsmænd var så grebet af alt dette, at vi helt havde glemt vore videnskabelige måleinstrumenter. Vi så på hinanden, og så tårer i hinandens øjne. Jeg var så grebet, at jeg græd.
I et nu hørte vi at der klingede en lyd i måleren. Da vi så på den, viste den 500 grader i positiv retning, og viseren prøvede at komme højere op, men resultatet var, at den faldt ned til højeste registreringstal: 500 grader.
Vi så med forundring på hinanden, og vi var stærkt bevægede. For første gang i menneskehedens historie havde vi målt en troendes bedende kraft. Den var 55 gange større end kraften i en af USA radiosendere, og vore målere var endda for små til at måle den.
Hele min ateistiske livssanskuelse begyndte at falde i grus. Vi var alle dybt grebne af det, vi havde set og prøvet.
En tid senere bestemte vi os til en ny prøve. Denne gang var vort objekt en gudsfornægter, som led af en svær sygdom. Efter at vi havde gjort instrumenterne i orden, fik vi det arrangeret således, at en sygeplejerske begyndte at diskutere med ham. Manden blev hidsig. Han forbandede Gud og mennesker. Vi så på vor måler. Viseren begyndte at falde til den negative side. Da manden stadig forbandede Gud, gav måleren en lyd fra sig, idet viseren slog mod yderkanten - 500 grader i den negative retning.
Vi havde nu videnskabeligt målt og fastslået onde tankers, hadets og forbandelsens kraft. Da kom den tanke til mig med stor kraft: Dersom vi videnskabsmænd kan måle tankens indhold og kraft, skulle Gud da ikke kunne læse vore tanker og samtidig tage imod et budskab som vor hjerne sender med større effekt, end de største radiostationer?
På den måde stod jeg ansigt til ansigt med den alvidende og alseende Gud. Ateismen faldt fuldstændig sammen. Som en ærlig videnskabsmand kunne jeg ikke fornægte sandheden. Nu er jeg en lykkelig kristen.
Som videnskabsmand tror jeg, at den glorie, der er malet om Jesu hovede på malerierne ikke kun er fremkaldt af kunstnerens fantasi, men jeg ved nu, at Han i sandhed ejede den, og at der fra Ham strålede frigørende, åndelig kraft.
Aksel Timm, Risskov
Bed om frugtbarhed
Vore menigheder er ofte så fuld af synd. Vi ser på den etablerede kirke, hvor inflydelsesrige gallionsfigurer prædiker deres egne idéer og tolerer, ja opmuntrer til onde gerninger. Vi ser lokale forsamlinger optage vaner fra de mennesker, der er omkring dem, og gøre næsten alt det, som IKKE-troende gør. Det ser ofte ud som om, der ikke er nogen nævneværdig forskel mellem dem, som tror på Jesus og dem, som ikke gør det.
Vi er et udvalgt folk. Gud har sat os til side til sig selv, og har givet os nåde, så vi kan bære frugt for ham. Han ønsker, at vi skal blive "formet efter Hans Søns billede" - ikke for at bukke under for fristelsen til at være lige som alle andre omkring os.
Hvordan bliver mennesker som Kristus? De lever efter ordet. Mens skødesløse kristne undersøger Bibelen, lader seriøse kristne Bibelen undersøge dem. De læser eller lytter i den hensigt at indrette deres liv efter sandheden - enten de kan li' det eller ej.
Jeg længes efter at se hellighed blandt troende - den form for renhed, som der var vidnesbyrd om i den første kirke. Liv bliver forvandlet, når Guds Ord berører dem. Ordet er beskrevet som ild, en hammer og et tveægget sværd. Det blæser, ryster og sønderriver. Jeg vil se Ordet have den slags indflydelse på vore menigheder i dag, så jeg beder om, at Ånden vil salve bibelsk bøn, trænge ind i menneskers hjerter og "overbevise dem om synd og om retfærdighed og dom".
Gud salver bestemte kristne til, når der er vækkelse, at bringe Hans Ord ud med speciel autoritet og kraft. Da apostlen Peter talte på pinsedagen, blev 3000 mennesker "skåret i hjertet" og frelst. (Eng. overs.)
David sagde: "Dit folk møder villigt op på din kampdag". Når Gud kommer i kraft, behøver du ikke at tvinge folk til at komme til bedemøderne. De vil strømme til, og du behøver ikke at kalde frem til forbøn, for de ligger på deres knæ længe inden budskabets slutning.
Hvis vi vil se Ordets gennembrud i den enkelte persons liv, må vi have en vision for salvet, kraftfuld prædiken og bede sammen med Salmisten: "Dine hvæssede pile sidder i hjertet på kongens fjender, folkene falder omkring dig"
Ovenstående er uddrag af lektion 30 i Oasis af Mike Bickle udgivet af Scandinavia, Dk.
Kun de, der vandrer i hellighed,
vil opleve sand glæde
Jerry Bridges
DEN, som Gud påskønner.......
Mennesker igennem tiderne har værdsat ting, som er irrelevante for Gud. De religiøse ledere på Jesu tid elskede penge, men gjorde nar af Jesus, da Han satte dem over for et valg: "Det er enten Gud eller Mammon." Hans prioriteter fandt ingen plads i deres hjerter, og de hadede Ham.
Et af kirkens store behov idag er at blive i stand til at værdsætte det, som Gud værdsætter og afsky det, som Gud afskyr. Mange kristne fejler i dette. De ser en indflydelsesrig leder og idealiserer Ham, men de opdager ikke det kødelige bag hans budskaber. Hvad de ser som vidunderligt, udspyr Gud af sin mund.
Den tidlige kirke havde problemer med verdslige enkeltpersoner. Judas skrev: "Der har sneget sig nogle mennesker ind. .. der er ugudelige, de misbruger vor Guds nåde til tøjlesløshed" (Jud. v. 4a). "For Guds nåde. .. opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster" (Tit. 02:11-12) Men der er mange, som prædiker nåde på en sådan måde, at det giver os sikkerhed, mens vi fortsætter med at synde. Verden priser dem; Gud er frastødt af dem. Nogle gange lader de troende simpelthen deres menighedsledere, eller andre, være den øverste chef i deres liv. Så når du ønsker at vide, om det er godt nok, det du laver, spørger du blot dem, de giver dig deres mening, og du tager deres ord for det. Du behøver ikke engang at arbejde på din egen felse mere, andre kan gøre det for dig!
Det er også blevet moderne at sammenligne sig selv med andre. "Jeg har en meget større standard end Jens," tænker vi. Apostlen Paulus vovede aldrig at sammenligne sig selv med nogen og sagde, at de som gjorde det, var "ikke Vise". Han vidste, at den eneste ros, som er værd at få, er den, som Herren giver.
På den sidste dag vil vi alle stå foran en, som ikke vil vurdere os ud fra, hvad andre siger, men ud fra Hans evige Ord (Joh. 12:48). Hvor godt lever vi op til Bibelens standard, da dette nu er tilfældet? Skælver vore hjerter ved tanken om, at vi en dag vil blive dømt på dette grundlag?
Mange kristne må vurdere deres liv påny. De har fulgt andres råd og har ikke set, at Gud afskyr det, de gør. Bibelen er vor prøvesten. Hvis vore meninger ikke er i overensstemmelse med den, tilpasser vi dem ikke, vi kasserer dem. Ønsker du Guds værdsættelse? Vær da ydmyg og angerfuld i din ånd og skælv ved Hans ord.
Til eftertanke:
Vi må leve af Guds Ord.
. .."Lykkelig den, hvis færd er fuldkommen, og som vandrer efter Herrens lov for øje. .. jeg vil holde din lov til stadighed, evig og altid. .. uden tøven iler jeg for at holde dine befalinger. .. hvor jeg elsker din lov. .. styr mine skridt ved dit Ord, lad ingen uret få magten over mig. .. giv mig indsigt efter dit Ord" (Fra Salmernes bog)
---
Hele formålet med vor frelse er, at vi skal "stå hellige og uden fejl for Hans ansigt" (Ef. 01:04). At fortsætte med at leve i synd som kristen er at gå imod hele Guds formål med vor frelse. (Jerry Bridges)
Ovenstående er uddrag af lektion 10 i Oasis af Mike Bickle udgivet af Scandinavia, Dk.
Der skal komme trygge tider for dig..... (Es. 33:06)
Hvordan skal det nye år blive? Der er mange, der spørger sådan, og de gør det med rette for verdensbarometeret står på storm. Der har aldrig været så uroligt i verden, som der er i dag. Det er kun Guds børn, der kan gå fremtiden i møde - uden at frygte det, som kan komme.... (Se også Salme 112)
Vor Himmelske Far har sagt, at der skal komme trygge tider for dem, som hører Ham til. Og når Han har sagt det, behøver vi ikke at tvivle. Det er aldrig sket, at Han ikke har holdt det, Han har lovet....
Det kan ikke andet, end at gå godt for alle som har Gud til at hjælpe sig. Det kan nok se broget ud ind imellem, men selv i en orkan er der et stille sted! Og klippen skælver ikke selv om bølgerne bruser omkring den. Den har givet redning og glæde til mange havarister, og sådan er det - åndelig set - også:
Den, der klynger sig til det Gud, har gjort, behøver ikke at frygte. Det er i grunden alene disse, der kan se hen til et godt Nyt År. De andre kan håbe på det, men det er et svagt håb. De har bygget huset på sandgrund, og det vil falde sammen til sidst.
Tro på Gud og på det Frelseren har gjort, og du vil da få et godt Nyt År - ligeså sikkert som du allerede er gået ind i det........
(Fra norsk ved NPF)
Et forkert gudsbillede forkvakler din bøn
Vi kan ikke nå længere i bøn, end vort gudsbillede rækker. Hvis vi opfatter Gud som et strengt og koldt væsen langt borte, vil vi aldrig være i stand til at nærme os Ham i bøn.
Læg mærke ti, at Jesus i begyndelsen af sin undervisning om bøn åbenbarer Gud som en familiegud - som vores "Fader". Et sådant begreb blev opfattet som blasfemisk af jøderne. De ville ikke engang have udtalt navnet "Gud" (Jahve) for slet ikke at tale om "Fader". At opmuntre til en sådan intimitet i bøn gjorde ikke Jesus populær.
Læg mærke til, at det altid var de religiøse mennesker, som følte sig forulempet af Jesus! Det var syndere, toldere, prostituerede og de udskudte i samfundet, som blev draget til Ham, for i Ham så de relevante svar på de problemer, de stod overfor i livet. Jesus kom for at vise dem Gud og bringe dem ind i et personligt forhold til Ham.
Sig bare Far
Mange taler i deres bønner til Gud, som om Han var et fjernt væsen i stedet for "vor Fader". Gud vil, at vi skal udvikle os fra det at have et forretningsmæssigt forhold til Ham og til at få samme fortrolighed til Ham som i en familie. Jesus kom for at åbenbare Guds faderkærlighed til os.
Forestil dig min egen fars reaktion, hvis jeg mødte ham med ordene: "Oh, du velsignede elektriker". Selv om det ville være sandt og beskrive hans arbejde, vil hans navn for mig altid være "Far".
"Thi alle, som drives af Guds Ånd, er Guds børn. I modtog jo ikke en Ånd, der giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I modtoge en Ånd, der giver barnekår, og i den råber vi: "Abba, Fader!" Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger. Rom. 08:14 - 17a.
Den ordrette aramiæiske oversættelse af ordet "Abba" er "Farmand" og ikke det modne "Fader". "Abba" ville være blandt de første ord, som et hebræisk barn ville lære.
Vær naturlig
Jeg tror, at Herren ønsker at føre os tilbage til barnlig enkelhed i bøn. Jesus underviser os om, at vi ikke "skal lade munden løbe", og at vi heller ikke vil blive "hørt" for vore mange ords skyld. At tillægge sig en unaturlig stemme, et højt toneleje eller tale med et gammeldags højtideligt sprog kan være en religiøs tradition. Men det er ikke med til at opmuntre mennesker til at udvikle en naturlig vandring med Gud, og det er heller ikke et tegn på åndelighed.
Det er interessant at lægge mærke til, at ud af alle de sprog - visse religiøse sprog inklusive - som var til rådighed , arrangerede Herren det sådan, at Det Nye Testamente oprindeligt blev skrevet på "koine" græsk - det dagligdags sprog blandt almindelige mennesker. Det var til sådanne mennesker, Han bragte de gode nyheder.
Uanset, hvor meget vi kan lide den smukke, højtidelige gammeldags facon, vil den aldrig nå det tyvende århundredes menneske! Gud ønsker, at vi skal være os selv, når vi be'r.
Foldede hænder og lukkede øjne
Selv barndommens "foldede hænder og lukkede øjne" kan være en hindring. Selv om det nogle gange er en hjælp til at koncentrere sig, så forstærker det følelsen af mangel på naturlighed. Vi behøver ikke at nærme os Gud med vore hoveder bøjede, som et uartigt barn, der nærmer sig sin far, efter at han har opdaget sønnens drengestreger. Vi kan se Herren lige i øjnene og vide, at vi er tilgivet. I stedet for at bøje sit hoved, når Han bad, løftede Jesus sine øjne mod Himmelen (Johs. 17:01). David sagde: "Jeg løfter mine øjne til bjergene: Hvorfra kommer min hjælp? Fra Herren kommer min hjælp, fra himlens og jordens skaber" (Sl. 121:1-2)
Der kræves ingen speciel kropsstilling eller et specielt sprog for at kunne bede. I stedet ønsker Gud, at vi skal slappe af og nyde et naturligt kærlighedsforhold til Ham. Han er interesseret i ethvert område i vore liv. Der skal ikke være nogen "verdslig" eller "hellig" barriere i en kristens liv. Der er ikke noget område i vore liv, som vi bør holde tilbage for Herren. Det er virkelig frigørende at åbne sit hjerte for Herren. Uanset hvad du fortæller, bliver Han ikke chokeret. Han ved jo alligevel, hvordan du føler. "Alt ligger blottet og udbredt for Hans øjne; og Ham skal vi stå til regnskab". (Heb. 04:13)
"Thi vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid". (Heb. 04:15-16). På et hvilket som helst område, hvor vi fristes, har Herren også været fristet.
Gud er din Fader. Han elsker dig meget højt. Han kunne aldrig elske dig mere, end Han gør nu! Er du klar over, at Han elsker dig lige så højt, som Han elsker Jesus? Jesus sagde: "Du har elsket dem, ligesom du har elsket mig!" (Johs. 17:23). Er det ikke vidunderligt at vide, at vi er elsket så højt? Hver især er vi unikke og specielle for Herren. Han har "kaldet dig ved navn" (Es. 43:01).
Gud er "vor Fader" - en, for hvem intet problem er for småt og ubetydeligt. Han er "vor Fader i Himmelen", for hvem intet problem er for stort!
Mange kristne bliver forhindret i at have et kærligt og afslappet forhold til deres himmelske Far, fordi de aldrig har nydt et kærligt og afslappet forhold til deres jordiske far. Herren ønsker at komme og helbrede disse sår og sætte sine børn fri, så de kan nyde det nære fællesskab med Ham.
At vandre med Gud
Vi læser, at "Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham" (1. Mos. 05:24). Enok vidste, hvad det var at nyde et vedvarende ubrudt fællesskab med Herren.
En lille pige, som genfortalte historien for sin søndagsskole, illustrerede dette på en smuk måde ved at sige: "Herren gik sig en tur med Enok. De gik, og de snakkede, og de snakkede, og de gik. Så sagde Herren til Enok: "Nu er vi kommet så langt, at det ikke er værd, at du tager hjem. Du kan lige så godt komme med mig hjem.!"
"Vi kommer ind i dit nærvær" - hvad?
Udtalelsen: "Herre, vi kommer ind i dit nærvær", er uheldigvis blevet ret almindelig i kristne kredse. Rent faktisk er det en meget mærkelig ting at bede, da der ikke findes nogen måder, hvorpå vi kan komme ud af Hans nærvær.
Selvom vi måske ikke altid er opmærksomme på Guds nærvær, så kan vi ikke flygte fra det. Han har lovet aldrig at forlade eller svigte os, men altid være med os. Det er et ubibelsk begreb at forbinde kirkebygninger med Guds nærvær. Gud bor ikke i bygninger gjort med menneskehænder. Vi er et tempel for Helligånden - "Herrens hus".
Rent praktisk er vi ligeså meget i Guds nærvær i vores bil eller i badekarret som i en religiøs bygning. Det lader til, at Jesus fandt højdedragene mere ansporende til bøn, end en hvilken som helst af de religiøse bygning på Hans tid. Vi kan ikke komme ud af Guds nærvær.
Vi lever i Guds nærvær, og derfor - ligegyldigt hvor vi er, kan vore bønner stadig høres.
Daniel bad fra sit værelse. Jesus bad i en have. Paulus bad, mens han var lænket mellem vagter i fængslet, og Jonas bad fra maven af en stor fisk! Det er, når vi bliver klar over dette, at vi kan pleje en intim og vedvarende vandring med Herren.
Jeg kan godt lide at gåe en tur langs klinterne eller gennem en mark, mens jeg taler med Herren. Af og til har jeg siddet i bilen på vej til et møde, mens tårerne løb ned af kinderne, og mens jeg har givet udtryk for min taknemmelighed til Herren over at være blevet betroet Hans ord. Det er fuldstændigt naturligt at tale stille med Herren i løbet af dagen i enhver situation. Nogle gange ser jeg op, smiler og siger: "Hjælp, Herre" eller "Jeg giver det over til dig, Herre". Jeg elsker at finde ting, for hvilke jeg kan give udtryk for min taknemmelighed til Ham. Vi nyder ganske enkelt hinandens selskab.
Bøn er ikke bare at komme med forespørgsler; det er at samtale med Herren. Jesus formanede os til altid at bede (Luk. 18:01), og Bibelen fortæller os, at vi skal bede uden ophør (1. Tess. 05:17). Bøn skulle være det mest naturlige for en kristen. Dette betyder selvfølgelig ikke, at vi skal vandre rundt med lukkede øjne, men at vi altid er i en holdning af bøn i fællesskab med Faderen; hvert minut af hver time af hver dag.
Kan du forestille dig et ægtepar, hvis eneste kommunikation var et kvarter om dagen, som samvittighedsfuldt var sat til side til at tale sammen? Kan du forestille dig, at de stopper samtalen med ordene: "Jeg er ked af det, men tiden er udløbet, vi ses i morgen - samme tid samme sted!" Jeg taler ikke imod faste tidspukter sammen med Herren; det er meget bibelsk (Dan. 06:10); Salme 05:04, 55:18). Men vores andagtsliv skulle være langt mere end kun det!
Hvor lang tid?
Kort tid efter min omvendelse hørte jeg en prædiken om at give tiende og antog, at det gjaldt ethvert område af mit liv, og at jeg også måtte give tiende af min tid og bruge den til bøn. Som ny kristen satte jeg derfor to timer og fireogtyve minutter af til bøn!
Selv om mine handlinger var alvorligt mente, var mit bønneliv ikke motiveret af et levende forhold til Herren, men af lovtrældom. For hvis ikke kærlighed er motivet, bliver andagtsstunder kedelige og vil normalt ikke vare længe. Gud ønsker ikke, at den tid vi tilbringer sammen med Ham, skal være en udholdenhedsprøve! Jeg fandt ud af, at det var bedre at sætte 15-30 minutter af, som jeg virkelig kunne udnytte fuldt ud, og snart opdagede jeg, at det ikke var tid nok. Nu er det ikke ualmindeligt for mig at bruge et par timer eller mere alene sammen med Herren. Men mit motiv for at gøre det er ikke af pligtfølelse, men fordi jeg elsker Ham og nyder Hans selskab.
Jeg elsker ved dagens afslutning at falde i søvn, mens jeg taler med Herren. Mange kristne har følst sig fordømt over at falde i søvn, mend de beder. Men hvad er mere smukt end et barn, som falder i søvn i samtale med sin far, som derefter putter det?
Hvis du synes, det er svært at falde i søvn om aftenen, så lad være med at tælle får, TAL MED HYRDEN!
(Dr. Peter Gammons i bogen: "Tro og du vil se" (Frontline/Udf.)
Ufejlbarlig Barmhjertighed og Medfølelse!
Mange troende kommer til Gud med en følelse af denne ene ting: de har kludret i det. De har gjort noget forkert og glemt at bede Gud om at tilgive dem. De ved alt om Kristi stedfortrædende død og alt i den forbindelse, men de forestiller sig Gud som en vred, gammel mand, der kun lige kan holde dem ud.
Jeg har talt med mennesker, der oven i købet skelner mellem Kristi indstilling og attitude mod dem og Faderens. De ser Kristus som en ven, der arbejder for at holde Gud Faders vrede tilbage. De forstår Kristi rolle, som Ham, der betalte for deres synder således, at Han er den eneste, der forhindrer Gud fra at give dem, hvad de virkelig fortjener. De forudsætter, at Gud ville ønske, at han kunne give dem, hvad de fortjener - på trods af Kristus.
Måske du aldrig har forestillet dig Gud Fader præcis på den måde. Men hvordan forestiller du dig Ham, når du tænker på din egen synd ..... Som de fleste kristne vil du muligvis gå med til, at Gud elsker dig. Men tror du, at Han kan lide dig? Eller tror du, at Han kun tåler dig - når alt andet er sagt, fordi Hans Søn rent faktisk døde for dig? ........
Vor Himmelske Far ønsker at have fællesskab med hver eneste af os! Det længtes Han efter medens vi stadig var syndere - stadig adskilte ved skylden af synd. Paulus skriver: "Men Gud viser sin egen kærlighed til os i dette: Medens vi stadig var syndere døde Kristus for os" (Rom. 05:08). Indtil alle aspekter af dette vers synker dybt ned i vort følelsesvæsen, vil vi aldrig blive fri for følelserne af fordømmelse, der knytter sig til synd. Strategien, der sikrede og tilvejebragte vor tilgivelse var Gud's idé: Han indledte den. Han ønsker os for sin egen skyld!
- C. S.
Julen 2004
"Og se, en engel stod foran dem, og Herrens herlighed lyste over dem, og de blev meget forfærdede." (Luk. 02:09)
Herrens herlighed er et lys, der trænger gennem materien. Det når ind til sjælen og tager mørket bort. Synden bliver afsløret ved hjælp af Helligåndens projektør og gør mennesket forfærdet.
Der er mange stærke mænd, som har grædt over sådan en oplevelse. Men går de til Jesus vil rædslen afløses af glæde. "I dag er der født jer en Frelser som er Kristus, Herren i Davids stad."
Juleevangeliet har noget at sige os i hver en linje. Det er Guds "trontale" til den fortabte menneskeslægt. Indholdet af den er samlet i dette ene ord: JESUS.
Der er jubel i Himmelen over Hans komme til jorden. For første gang i historien samles englene til frilutsmøde på Bethlehems marker. Hvorfor lejrede de sig ikke foran kongens slot? Hvorfor samledes de ikke i templet? - Vi kender svaret:
Herrens herlighed lyser kun der, hvor der er villige fødder til at bringe det glade budskab videre til andre.
Lars Rusbøle, Norge
Reflektioner omkring Jul og Nytår 2003/2004
Frelseren er født….
I dag er en Frelser født jer. Han er Kristus, Herren i Davids stad. (Luk. 02:11)
Jul og Glæde hører sammen, og der gøres meget for at vi skal kunne glæde os i denne højtid. Alle drikker imidlertid ikke af de samme glædeskilder, og heller ikke alle finder særlig grund til at være glade på trods af, at både kalenderen, julesangene og al verdens julehilsner siger det.
Den virkelige juleglæde har ikke noget med fejringen at gøre. Den er konstant - hele året. Det er glæden over, at Frelseren er født.
En opfordring til at være glad kan i de fleste tilfælde synes at være malplaceret, men ikke her. Glæd jer! Det kan man gerne sige til dem, der har fået en Frelser.
Evangeliet om Jesu komme til denne verden præges af glæde og fred. Da Guds søn trådte ind i verden, skete det ikke under særlig bevågenhed fra menneskers side. Det skete ikke med fanfarer og offentlig flagning. Folk var egentlig slet ikke klar over det, der skete.
Men Guds engle var i aktion den nat Jesus blev født. De talte til fattige hyrder på Bethlehems marker. Stjernerne har aldrig skinnet klarere, end den nat.
Den smukke beretning om engle og hyrder, om vismænd og en stjerne, har vel for de flestes vedkommende haft et romantisk skær over sig. Desværre kan der være noget af det samme, når det gælder Ham, der er midtpunktet i beretningen.. Det bliver til en gammel historie, smuk og gribende, men så heller ikke mere.
Men det gamle budskab, der blev forkyndt denne nat har noget mere i sig, end romantik og smuk stemning. Det er et budskab om Frelse. Alle som i tro tager imod det oplever noget forunderligt. De får lov til at erfare, at Jesus fødtes ikke kun den nat i Bethlehem, men Han fødes på ny i deres liv, som tror på Ham.
Budskabet giver glæde og harmoni, og det er noget som alle i vor verden trænger til ..
(O. Nilsen, "Kildevann", N)
Omkring Nytår 2001
Ved afslutningen af dette år med den chokerende hændelse i New York indprentet i sindet, er det med særlig taknemmelighed, at man mindes om indholdet i julebudskabet
- Frygt IKKE!
- Forkyndelse af en stor GLÆDE
- FRED i det menneske, der har Guds velbehag
Hvilket privilegium at kunne leve uden frygt med en ægte glæde i sit indre i visheden om at have fred med Gud og med mennesker. Alt sammen fordi Jesus ved sit komme, liv, død og opstandelse blev løsningen på vor egen kommen til kort.
Jesus brød mørkets magt og dominans. Han er verdens lys. Han er mit lys. Han vil også være dit lys! Bibelen forsikrer, at ALLE dem, der tog imod Ham, gav Han magt til at blive Guds børn. Med alt, hvad det indebærer.
Når du indser, at du ikke kan frelse dig selv fra mørkets magt og en evig fortabelse, men alene bliver frelst ved troen på Jesus, og det han gjorde for alle mennesker ved lide korsdøden, så vil du hver eneste dag kunne leve
- Uden frygt
- Hvor glæden bliver din kraftresource
- Fred vil være dominerende. uanset dine omstændigheder.
Velkommen i Guds Familie!
Godt Nytår
Hjertevarm hilsen
Niels Peter Finne
Hvordan kunne Gud tillade terrorist-angrebene på W T C i New York?
Billy Graham`s datter blev interviewet på nationalt TV i USA på "The Early Show". Jane Clayson spurgte hende: "Hvordan kunne Gud tillade terroristangrebene på World Trade Center i New York?"
Anne Graham gav et ekstremt gennemtænkt og indsigtsfuldt svar. Hun sagde:
"Jeg tror at Gud er oprigtigt ked af det, akkurat ligesom vi er det. Men i årevis har vi nu sagt til Gud, at han skal fjerne sig fra vore skoler, fjerne sig fra regeringerne i verden samt fjerne sig fra vore liv. Og når han er den gentleman, jeg tror han er, har han nok stille og roligt trukket sig lidt tilbage. Hvordan kan vi forvente at Gud giver os sin velsignelse og beskyttelse, når vi befaler ham at lade os være alene?"
Der er siden den 11. september blevet sendt massevis af e-mails i forbindelse med angrebene, men denne får dig virkelig til at tænke. Hvis ikke du har tid, så skim den alligevel i forbifarten:
I lyset af de sidste års hændelser (terroristangreb, skyderi på skoler, øgende kriminalitet m.m.) - så tror jeg det startede, da Madeleine Murray O`Hare klagede og sagde, hun ikke ville have bøn på vore skoler. Og vi sagde: "Det er da OK!"
Så var der nogen som sagde: "Vi skal ikke læse i Bibelen på skolerne". ...Bibelen som siger: "Du skal ikke dræbe, Du skal ikke stjæle, og du skal elske din næste som dig selv. Og vi sagde: "Det er da OK!"
Så sagde Dr. Benjamin Spock, at vi ikke skulle straffe vor børn, når de opførte sig dårligt, fordi deres unge personlighed kunne tage skade, og vi kunne ødelægge deres selvtillid. Og vi sagde: "En ekspert bør vide hvad han snakker om. "Det er da OK!" (Dr. Spock`s søn begik selvmord.)
Så sagde nogen, at lærere ikke bør lære børnene disciplin, når de gør noget forkert. Skolens administration sagde, at "Ingen voksne skal tage fat i en elev, når han opfører sig forkert”. Vi vil ikke have dårlig publicity, og vi vil i hvert fald ikke sagsøges!" (Der er stor forskel på disciplin kontra tæv, ydmygende tiltale, at slå m.m.) Og vi sagde: "Det er da OK!"
Så sagde nogen at vore døtre kan få abort hvis de vil, og de behøver ikke engang at fortælle det til deres forældre. Og vi sagde: "Det er da OK!"
Så kom nogle ”vise” vejledere i skolen og sagde: "Siden drenge er drenge, og de sandsynligvis vil gøre det uanset, så lad os give dem så mange kondomer som de ønsker, så de kan skaffe sig lidt morsomme og spændende erfaringer, uden at vi fortæller forældrene, at de har fået dem på skolen. Og vi sagde: "Det er da OK!"
Så kom der nogle vigtige politikere og sagde, at det ikke spillede nogen rolle hvad vi gjorde privat, så længe vi gjorde vort arbejde. Vi erklærede os enige heri, og vi sagde, at vi ikke brød os om, hvad nogen - inklusiv Præsidenten gør privat, så længe jeg har et job, og økonomien går godt.
Så kom der nogle andre og sagde: "Lad os trykke magasiner med billeder af nøgne kvinder og kalde det sundhed, en hyldest til kvindens skønne krop". Og vi sagde: "Det er da OK!"
Så tog nogen skridtet videre og publiserede billeder af nøgne børn og gik endnu længere ved at gøre dem tilgængelige på Internettet. Og vi sagde: "Det er da OK! Det er vel et led i menneskers frie vilje."
Så kom underholdningsindustrien og sagde: "Lad os lave TV-shows og film som fremmer egoet, vold og pervers sex. Og lad os lave musik som handler om drab, stoffer, mord, selvmord og sataniske temaer." Og vi sagde: "Det er da OK! Det er jo bare underholdning. Ingen tager det seriøst.”
Nu spørger vi os selv hvorfor vore børn ikke har samvittighed, hvorfor de ikke kan skelne rigtigt fra forkert, hvorfor det ikke gør dem noget at dræbe fremmede, skolekammerater og - sig selv. Sandsynligvis - hvis vi tænker længe og hårdt nok, kan vi nok finde foklaringen. Det har nok noget med udtrykket "vi høster som vi sår" at gøre.
"Kære Gud, hvorfor reddede du ikke denne lille pige fra at blive dræbt i klasserummet?" Gud svarer: "Kære bekymrede student, jeg er ikke tilladt på skoler."
Er det ikke underligt, hvor enkelt det er for folk at kaste Gud på lossepladsen for derefter at undre sig over, hvorfor verden går mod helvede.
Det er besynderligt hvordan vi tror på alt, som står i aviserne, men stiller spørgsmål ved alt Bibelen siger.
Er det ikke stof til eftertanke, hvordan alle vil til himmelen, og hævder de ikke behøver at tro, sige eller gjøre nogen ting som står i Bibelen??
Det er mærkværdigt hvordan nogen kan sige "Jeg tror på Gud", men i deres liv følger de Satan som, forresten, også "tror" på Gud??
Er det ikke underligt hvor hurtige vi er til at dømme, men vil helst ikke dømmes selv? Er det ikke tankevækkende hvordan vi kan sende tusindvis af morsomme mails, og de spreder sig som ild i tørt græs, men får vi en mail som handler om Gud, tænker vi os nøje om, inden vi deler den med andre?
Er det ikke underligt hvordan det frække og vulgære får lov til at passere frit gennem cyberspace, men den offentlige diskussion om Gud er undertrykt i skoler og på arbejdspladser?
Det er bedrøveligt hvordan mange kristne virkelig er tændt for Jesus på søndage og på møder i kristelige sammenhænge, men er fuldstændig usynlige resten af ugen.
Er det ikke sært, når du skal videresende denne mail, så vil du ikke sende den til alle på din adresseliste, fordi du ikke er sikker på hvad de tror, eller om de tror, eller hvad de vil tro - om dig, når du sender den til dem?
Det er underligt, hvor meget mere bekymret jeg er for hvad mennesker tænker, end for hvad Gud tænker.
Send denne mail videre hvis du tror, den har en mission. Hvis ikke, så slet den bare. Ingen vil vide, at du gjorde det. Men, hvis du sletter den, så gå ikke rundt og klag over, hvilken dårlig forfatning verden er i……………
Frit oversat efter: Norsk oversættelse fra
”In the Master`s service.”
Skik jer ikke lige med denne verden,
men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres ånd.
I den nye bibeloversættelse står der:
I skal ikke tilpasse jer efter alt det, som verden omkring jer gør. Tværtimod skal I lade Gud forvandle jeres indre, så I kan vide, hvad der er Guds vilje:
- det gode,
- det velbehagelige og det,
- som er harmonisk og
- fuldkomment
(Rom. 12:02)
I begyndelsen af det sidste århundrede blev en kendt og feteret skuespillerinde omvendt. Hun kom til tro på Jesus Kristus. Hun modtog Ham som sin personlige Frelser. Hendes navn var Anna Larssen Bjørner.
Efter hendes radikale omvendelse foretog hun en helt ny prioritering i livet. Det hun tidligere med stor iver havde hengivet sig til, så hun nu i et helt andet lys.
Dette sammenfattede hun, når hun sang den sang, der på en særlig måde blev knyttet til hendes forkyndelse:
Engang leved’ jeg for verden - Fandt dens lyst og glæde tom
Kendte dog ej bedre dage - Før min Frelser hvisked – Kom!
-
- Underfulde dybe fred - Som nu fylder sjæl og sind
- Aldrig kendte jeg den før - Jeg min Jesus lukked’ ind.
-
- Sløret trak Han fra mit øje - viste mig sin herlighed
- Sig mig! – Er det da et under - Verden blegnede derved.
-
- Engang leved’ jeg for verden - Men nu lever jeg for Gud
- Aldrig, aldrig har jeg angret - At jeg adlød Jesu bud.
Der var ingen, der behøvede at belære Anna Larssen Bjørner om en anden livsstil for at kunne matche det bibelvers, der er citeret indledningsvis.
Nej, den underfulde, dybe fred hun fik del i ved sin tro på Gud, ønskede hun ikke, at risikere ved at gå på kompromis med verdslig standard for menneskelig adfærd. Herunder den verdslige livsudfoldelse hun i sangen betegner "verdslig lyst" og "verdslig glæde". Hendes dom over den kvalitet var kort og godt: "TOM" (tomhed).
Hvis man forestiller sig, at Anna Larssen Bjørner kunne komme på besøg i Guds menighed(er) i dag. Hvad mon hun ville sige, når hun i en landsdækkende kristen avis bl.a. kan læse følgende uddrag:
"Kulørte lamper, høj musik og dans...........
Med fællesskabet sat i centrum fik menigheden en lejroplevelse, der gjorde op med traditioner og indgroede mønstre. F.eks var lejrens første aften rendyrket fest – med kulørte lamper, høj musik og dans. Ægtepar bød spontant hinanden op til en svingom, børnene samlede balloner og de unge festede højlydt …………………"
Jeg tror, at hun ville have grædt højlydt på samme vis som mange, mange andre med mig, der med bedrøvelse ser, hvorledes tidsånden vinder indpas – ikke i det skjulte, men ind gennem svingdørene i menighedens Hovedindgang.
Selvfølgelig elsker Gud, når vi danser! Kong David dansede af al magt ---- for Herren. Jøderne danser – bibelske danse – til Herrens ære. Vi vil springe højt af glæde. Juble og danse for Hans åsyn, når vi ser hvorledes syndere kommer ud af mørket ind i Hans vidunderlige lys. Når vi ser sygdomsplagede mennesker opleve mirakuløse helbredelser. Og vi vil danse og fryde os, når vi ser bundne og plagede mennesker blive sat i frihed. Vi vil gøre det spontant og INGEN - absolut ingen vil kunne beskylde os for at SKIKKE os lige med denne verden.
Ikke mindst vil de, der lever i "verden" forstå og kende, at de kristne i sandhed har et alternativ til deres livsstil.
Et vidunderligt alternativ og ikke et fattigt plagiat af verdslig livsstil og udfoldelse.
Må Himlens Gud se i nåde til sit folk i Danmark.
Sidste år skrev jeg denne sang. Hvad er dit svar på det centrale spørgsmål:
- Lever du dit liv med Jesus? - Er Hans Ord et lys på din vej?
- Har du vendt dig bort fra livet i synden? - Vil du følge Jesus, hvad prisen end er?
Vil DU følge Jesus – hvad prisen end er? - Hvis livet det gælder, er Han dig det værd?
- Vend ryggen til ALT, der vil binde dig her! - Vil DU følge Jesus – hvad prisen end er?
-
Bli´r du stadig mere verds’lig - i den måde du lever dit liv?
Eller længes du efter at leve nær Jesus? - Vil DU følge Jesus – hvad prisen end er?
-
- Kan du fryde dig i Ånden? - Eller dyrker du morskab og dans?
- Skal du hente hjælp i rus-stimulanser? - Vil du følge Jesus – hvad prisen end er?
I Jesu’ kærlighed – på grund af Ham!!
Niels Peter Finne
 |
Tempelrensning - ja tak!
Om end verden sværmer om mig
med sin tryllemagt og lyst,
al dens herlighed og glitter bli'r så tom,
thi min sjæl er vendt mod Himlen,
alt jeg ser dens lyse kyst. |
| |
|
Sådan lyder et vers i en gammel vækkelsessang. Engang genlød disse toner helt ind i hjertet af den kristne mentalitet. Men i år 2001 er det helt andre toner, der lyder.
Kristne drages mod verden og vælger den ikke længere fra. At tage del i verdslig kultur og livsstil er blevet attraktivt og opfattes ikke længere, som noget vi skal undgå. Desuden kan Evangeliet jo godt trænge til at blive peppet lidt op og få forbedret sit image..?? Det skulle man i hvert fald tro, når man ser sig omkring i en del kristne medier og menigheder, hvor en trist tendens vinder frem i denne tid.
I Udfordringen uge 14/15 var der f.eks flere artikler omhandlende verdslige kunstnere, som bliver fremstillet som kristne eller "næsten" kristne..?! Det er som om man ønsker at gøre det mere tillokkende at være kristen, ved at bruge de kendte som blikfang. Problemet er bare at det vildleder mennesker og ved nærmere eftertanke er det faktisk en rigtig dårlig idé.
Ikke den ægte vare
Disse "vidnesbyrd" sender nogle signaler som leder læseren eller seeren væk fra det sande evangelium. Fælles for disse "vidnesbyrd" er nemlig, at der mangler noget..! Omvendelsen, den ændrede livsstil, syndserkendelsen, behovet for Frelseren Jesus Kristus mangler. Det der er tilbage er noget overfladisk uden substans og dybde. Altså i virkeligheden et budskab som slet ikke er Evangeliet. Desuden signalerer disse "vidnesbyrd", at det er helt fint at have sin egen definerede version af tro, som ofte er en skønsom blanding af kristen Guds-opfattelse og New Age. Altså de velkendte, forslidte ord: enhver er salig i sin egen tro. - bare i en ny og nutidig indpakning.
Idoldyrkelse
Det er moderne at være åndeligt bevidst i dagens Danmark. Det sælger godt at have tænkt over livet. Men som kristne bør vi skelne mellem hvad der er det sande evangelium og hvad der ikke er det.
Vi må desuden afholde os fra selv at blive forblændede af denne verdens rigdom og berømmelse (Mark. 4,19). Hvilket vi alle kan blive, hvis vi ikke er os det bevidst. Vi lever midt i et samfund, hvis hele kultur er gennemsyret af at sætte mennesker på piedestaler og dyrke skaberværket i stedet for Skaberen. Når vi bejler til de kendte og selv lader os betage af deres meninger og præstationer, så er vi gået lige i fælden.
Mediernes ansvar
De kristne medier bør være mere påpasselige med hvem de promoverer. At f.eks Sissel Kyrkjebø i dag kalder sig kristen passer utroligt dårligt sammen med at hun i tv-reklamen for sin nye cd danser utvetydigt seksuelt tæt op af en mand, som jo ikke er hendes ægtemand, og derved i handling ikke lever Bibelens budskab ud. Det uhyggelige er, at alt det her afspejler at der i vores kollektive bevidsthed som kristne er ved at ske en bevidsthedsændring, en gradvis verdssliggørelse. Tolerance og åbenhed er blevet nøgleord. Grænser bliver flyttet. Og imens "flytter fjenden ind" i vores kirker og i vores sind.
Ud på et sidespor
Kendte og kreative mennesker, som ikke selv er personligt kristne, bliver i dag inviteret ind i kirker for at give koncerter, foredrag og udstillinger. Det er et klart bevis på at mange kirker (både folke- og frikirker) er gledet ud på et sidespor. Et spor, der fører væk fra det rene klare evangelium, som skal forkyndes og leves ud i kirkerne. Vi skal ikke skamme os over det eller nedtone det på nogen måde.
Hvis det der foregår i kirkerne i dag var Guds vilje, så kunne vi måske læse følgende passage i Apostlenes Gerninger:" Derefter samledes de alle i templet for at høre de romerske musikere fremføre sange om sanselig kærlighed og lidenskab. Herefter lod de sig underholde af glade gøglere og sammen nød de et eksotisk måltid tilberedt af kejserens yndlingskok". Havde noget sådant fundet sted, havde det nok gjort kristendommen mere populær i datidens samfund, men det havde ikke resulteret i sande disciple af Jesus Kristus. Det er selvfølgelig en absurd tanke, at vi kunne citere noget sådant fra Bibelen. Men hvordan kan vi så egentligt tro, at det som foregår i visse kirker i dag på nogen måde behager Gud?
Bedehuse
Da Jesus vandrede på jorden, blev han grebet af hellig vrede, da han så vekselererne på tempelpladsen. De havde intet at gøre dér. Han udtalte ordene : "Mit hus skal kaldes et bedehus!"(Matt. 21,13) Hånden på hjertet, når Han i dag ser på mange danske kirker, tror jeg Han gør det med samme hellige vrede eller i hvert fald bedrøvelse. Jesus er den samme i går, i dag og til evig tid. Han siger stadig: "Mit hus skal kaldes et bedehus!" Altså et sted, der ophøjer Ham og hvor mennesker søger Gud. Det er for øvrigt interessant, at det første han gør lige efter tempelrensningen er at helbrede de blinde og de lamme! Det er dét, der er Guds vilje.
Lad os gå imod strømmen
Jesus forandrer sig ikke, bare fordi tidsånden forandrer sig. Læs Romerne 12,2, hvor der står, at vi ikke skal tilpasse os denne verden. Vi skal mere end nogensinde før SKILLE OS UD og stråle som himmellys i denne formørkede tid og fordærvede kultur (Fil. 2,15-16). Vi skal være et alternativ til verden. Kirken skal være et kraftcenter hvor kærlighed, hellighed og Guds kraft til fulde kan manifestere sig. Stedet hvor mennesker kan blive sat i frihed og få et personligt møde med Jesus.
Vejvisere uden kompas
At lukke verdslig kultur ind i kirken er i virkeligheden en fallit-erklæring! Det er at kapitulere og sige: "det vi har at byde på er ikke nok i sig selv, så vi må tage andre midler i brug!" Og så er det at ord som tidssvarende og søgervenlige Gudstjenester opstår. Men resultatet er, at Evangeliet bliver udvandet i dets sammenblanding med verdslig kultur. Det sker i et forsøg på at gøre budskabet mere fordøjeligt, så selv en dansker måske kan sluge det…! Om det er flamingo dans, verdslig pop musik, drama eller foredrag er underordnet.
Verdslig kunst og kultur bør slet ikke være i Guds Hus. Det er på tide at templerne bliver renset. Vi viser nemlig ikke vejen ud ved fortsat selv at vandre på den vej, der fører til fortabelse! Sand kristen tro er tro med konsekvenser. Store, skønne, livsforvandlende konsekvenser som at vende synd ryggen og leve et nyt liv, hvor det ikke længere drejer sig om "hvor meget verdslighed vi kan slippe afsted med - men om hvor meget verdslighed vi kan slippe af med!".
Af Camilla Eriksen
cse@image.dk
Det går ikke af sig selv!
På menighedsmødet i juni spurgte jeg: "Er vi glade for vores menighed - for fællesskabet og de mennesker, vi møder der?" Svaret var et klart "Ja!" Og vi føler os på mange måder privilegeret - eller velsignet, hvis vi skal blive i den kristne sprogbrug. Det bobler af forventning og livskraft. Frøet, der blev sået, spirer og vil uimodståeligt bryde jordskorpen, som ikke længere synes så tør og hård som tidligere.
I vore gudstjenester, sangaftener og øvrige arrangementer oplever vi en ægte længsel efter et dybere fællesskab med Gud, efter at lære Ham bedre at kende - eller sagt i mere poetiske/bibelske vendinger - at bade os i stråleglansen, som udgår fra Guds ansigt. Som præsten og digteren Hans Christensen Sthen* udtrykker det i en af sine salmer:
Den mørke nat forgangen er,
og dagen oprinder så vide.
Nu skinner sol over mark og kær,
de fugle de sjunge så blide.
Gud give os lykke og gode råd,
sin nådes lys os tilsende!
Så nu kan vi på bedste krydstogtsmanér læne os tilbage i stolene på soldækket og nyde rejsen til Himlen!?
Eller hva'….? Nej, det går ikke af sig selv!
Ligesom i et ethvert andet forhold må vi investere i hinanden og fællesskabet. Vi må bruge tid sammen og tale sammen for at lære hinanden bedre at kende og derved forstå hinanden, vi må dele vore glæder og sorger, bekymringer og frustrationer, drømme og håb - kort sagt vore liv med hinanden. Hvis ikke vi gør det, går vi så let fejl af hinanden. Så føler vi os misforstået, vi bliver skuffede - og snart er der grobund for sladder, fjendskab og splid.
Kirsten Solveig** læste et bibelvers, da hun talte ved en gudstjeneste i Fælleskirken i august. Det står i Højsangen 2,15:
"Fang dog rævene, de små ræve!
De ødelægger vingårdene,
nu vore vingårde står i blomst!
Dette vers burde være et motto i ethvert arbejdsfællesskab, enhver familie og enhver menighed. At tage tingene i opløbet, så misforståelser bliver ryddet af vejen og lurende konflikter løst inden skaderne opstår og lammer os.
Hvordan kommer vi så videre?
1) For det første må vi erkende at vi er forskellige (karakteregenskaber, baggrund, erfaring m.m.)
2) Dernæst må vi erkende, at stort set enhver handling, intention og ethvert udsagn kan forstås (eller misforstås) forskelligt.
3) Endelig må vi vælge, hvordan vi vil anskue de mennesker, der er en del af vore liv - også i menigheden.
Ad 1)
Hvor ville det være rart, hvis vi alle tænkte ens og udtrykte os ens? Det ville i hvert fald være lettere for mig, hvis alle fattede, hvad jeg mente og altid var enige i mine synspunkter!
Sådan er det lykkeligvis ikke - Gud ske lov og pris for mangfoldigheden i hans skaberværk (og hans humor!) ! En mangfoldighed, som helst også skulle være repræsenteret i menigheden. Hvis vi er for ens - og har nok i os selv - degenererer*** vort fællesskab og bliver ramt af alle mulige følgesygdomme.
Når vi lærer at værdsætte vore forskelle og bruger dem, ikke bare regenereres*** vi, men udvikles, og vort samlede potentiale, vor samlede formåen, vokser.
Når vi taler om at være medlemmer af en menighed, er det først og fremmest vores åndelige identitet - altså at være med-lemmer - og ikke et spørgsmål om statistik. Paulus siger det på denne måde i 1. Kor. 12,(12)15-27 (her kort genfortalt):
Legemet har mange lemmer, som tilsammen udgør ét legeme. På samme måde er det med Kristi legeme (altså menigheden). Ville det give mening, hvis foden sagde: "Jeg tilhører ikke legemet, for jeg er ikke hånd", og øret sagde: "Jeg tilhører ikke legemet, for jeg er ikke øje"? Hvis hele legemet var øjet, hvordan ville du så kunne høre? Eller hvis legemet var ét stort øre, hvordan kunne du så lugte eller smage? Nej, vel! Gud har skabt vort legeme af mange dele, som er anbragt nøjagtig efter hans bestemmelse.
Derfor kan øjet ikke sige til hånden, at det ikke har brug for den - og hovedet kan ikke sige til fødderne, at det ikke har brug for dem. De dele af legemet, som synes svagest, mindre ærefulde eller mindst vigtige, kan i virkeligheden dårligst undværes. Dem viser vi større ære og klæder med størst omhu.
Dette skaber harmoni mellem legemets forskellige dele, så de har lige så meget omsorg for hinanden som for sig selv. Hvis ét (med)lem lider, lider de andre også; hvis et lem hædres, glædes alle andre også.
I udgør altså (alle)sammen Kristi legeme - og hver eneste af jer er en særlig og nødvendig del af det!….Således Paulus.
Ad 2)
Fordi vi er forskellige, opfatter vi de signaler vi modtager fra hinanden i form af ord, tonefald og kropssprog forskelligt. Nogle personer bruger mange superlativer og overdriver, når de fremstiller en sag. Andre siger helst ikke for meget og tenderer til grove underdrivelser i deres fremstilling. Baggrunden for disse forskelle er både miljøbestemt, egnsrelateret og udtryk for temperament.
Det ved vi i grunden godt, men kommunikationen mellem repræsentanter for henholdsvis den ene og den anden type kan løbe grueligt af sporet, hvis ikke de to samtalepartnere gør sig det klart.
Tillad mig at bringe nogle eksempler på banen:
A. er resultatorienteret - hans ynglingssalme er "Har hånd du lagt på Herrens plov, så se dig ej tilbage". Så det gør han ikke… Han regner (ubevidst) med, at andre samler op på tingene i hans kølvandsstribe/plovfure. Han mister interessen, når projektet kører og kaster sig omgående over noget nyt, og får ellers besindige B. til at fare i flint over den måde, hvorpå han skøjter hen over alle problemerne.
B. er procesorienteret - hans ynglingssang er "Gud kan gøre det igen og igen og igen" Så det gør han også… Han bliver aldrig færdig med at afsøge detaljerne, som forgrener sig i det uendelige. Han bliver næsten ked af det og i hert fald lidt vemodig, hvis han (stærkt tilskyndet af sine omgivelser) når et resultat, for det er selve fordybelsen, der driver ham. Selv driver han A. til vanvid!
Vi genkender sikkert personer i vor omgangskreds - måske endda i menigheden - der kan minde om A. og B. I så fald er det let at forestille sig de samarbejdsproblemer, sådanne to personer kunne få.
B.s umiddelbare instinkter siger ham, at A. er upålidelig og overfladisk - én, man ikke betror sig til, og A.s ditto siger ham, at B. er kedelig, noget af en tørvetriller og temmelig tung at danse med - ikke én, man gider sidde i udvalgsmøde med.
Men - som Paulus skriver - begge er lige nødvendige og uundværlige. Derfor må de, såvel som vi, gøre en indsats for at lære hinanden at kende, så vi forstår meningen bag og baggrunden for det, vi hver især prøver at udtrykke. Og er det ikke sådan, at når ukendskab bliver til kendskab, er slutresultatet ofte venskab?
Ad 3)
Vi vælger selv, hvordan vi vil anskue livet og de indtryk, vi får. Ligeledes hvordan vi modtager det, vi hører og oplever. Hvis mit udgangspunkt er, at folk ikke kan lide mig, bliver det et filter for min opfattelse af deres tale og handlinger.
Når en siger til mig: "Det var nok en dejlig sang, du sang i aften", bliver min undertekst: "til forskel fra det bras, du plejer at komme med…" Hvis min kone spørger: "Hvor har du været henne?", tænker jeg: "Hvor er hun dog kontrollerende!" - og hendes undertekst var måske: "Jeg har savnet dig!"
Paulus skriver i 1.Kor.12,31: …og jeg vil vise jer en langt bedre vej. Dernæst bruger han hele kapitel 13 på at beskrive kærligheden og giver os anvisningen på, hvordan vi skal omgås og forstå hinanden. Han siger, at kærligheden er tålmodig, mild, uden misundelse, fremhæver ikke sig selv og bærer ikke nag. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt…
Gud er kærlighed. Som kristne har vi - som jeg indledningsvis nævnte - en naturlig længsel efter et dybere fællesskab med Gud, så vi - som vores navn udtrykker - kommer til at ligne Kristus, kommer til at ligne Gud. Og kendetegnet på at vi er kristne, er at vi har "kærlighed til hinanden" (Joh.13,35) - ligesom Jesus elskede os, skal vi elske hinanden!
Lad mig sluttelig opsummere: Vi må investere vore liv med alt hvad det indebærer i denne proces, så vi kommer til at kende og forstå hinanden. Undervejs opmuntrer og vejleder vi hinanden, vi "fanger de små ræve" - dvs. vi tager konflikterne i opløbet og alt dette gør vi med Kærlighedens tillidsfulde "tror alt, håber alt, tåler alt".
Når det bliver vor livsstil, æres Gud og de mennesker, vi kommer i berøring med, drages til ham, fordi de mærker, at troen er ægte, når livet leves.
Som vi plejer at synge afslutningsvis ved vore menighedsmøder:****
Gennem alt Guds folk går et bånd af kærlighed
Det holder os tæt indtil hinanden
Det bevarer os ved vor Faders hjerte
Fast ind i Jesu favn!
Af Stig M. Rasmussen
Medio 2003
* levede 1544-1610; var præst i Helsingør og Malmø
**arbejder for kristen organisation i Brasilien - særligt med gadebørn og fattige familier i slummen. Udsendt og delvis støttet af Fælleskirken.
***i betydningen: gå i forfald, henholdsvis genopbygges
****kvartalsvise møder af mere administrativ/praktisk karakter, men stadig med skriftord, sang og bøn.
Guds plan for endetidens menighed
Ingen enkeltperson kan åbenbare Jesus Kristus i al sin herlighed. Men Gud har lovet, at legemet - hvis det bliver udrustet ordentligt - vil nå frem til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde.
Den største fejltagelse
Ef. 04:11 lærer os, at Gud gav os nogle som apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere. Formålet med dette finder vi i vers 12 - nemlig "at udruste de hellige til deres tjeneste".
Det betyder, at de ophøjede "supertjenester" har fejlet. Det samme gælder den selvopofrende pastor, som arbejder sig flad dag og nat, indtil han bukker under for arbejdsbyrden og brænder ud.
Er Herren da ikke tilfreds med sådan en hårdtarbejdende, overgivet tjener? Jo, men det vil glæde Ham langt mere at se ham fuldføre sin opgave ved at udruste, instruere og uddele "værktøj", så enhver i menigheden kan gøre sit.
Det er en fejltagelse at tro, at en pastor skal udføre alle opgaver. Han burde snarere være som arkitekten, der instruerer, superviserer og udruster talentfulde mennesker i stedet for selv at arbejde med mursten og planker. På den måde kan han bygge mange huse på samme tid, mens han - hvis han selv skulle være håndværker - måske kun ville kunne bygge et eneste hus i sin levetid.
Det apostolske tjenesteteam bestod af Paulus, Silas og Co. De klarede at bygge menigheder mange steder i Efesus, Korinth, Tessalonika, Filippi, Lystra, Derbe etc. De plantede, udrustede og ordinerede lokale folk og efterlod dem til at gøre arbejdet i tjenesten, hvorefter på et senere tidspunkt vendte tilbage for at vande, gøde og beskære, hvor det var nødvendigt.
Den største ressource
Den mest succesfulde tjener (menighedsleder?-red.) er den, som kan gøre sig selv overflødig. Lad være med at gøre alt selv, når du rundt om dig har de hellige som den største og mest kraftfulde ressource. Det er et fantastisk potentiale. Tænk på, at blot 120 af slagsen kunne vende op og ned på den daværende verden.
De hellige sidder og venter på, at tjeneste teamet skal udruste dem, så hver eneste af dem kan blomstre i deres tjeneste. Men det er en kendsgerning, at de fleste menighedstjenere (ledere?-red.) kun udnytter 10 - 20 % af det potentiale, som sidder foran dem år efter år.
De fleste steder har de hellige gennem generationer været et passivt publikum, der sidder ligesom dukker og følger instruktioner fra personen, der står foran. Stå op, sid ned, løft jeres hænder, syng, tilbed etc.
Hele formålet med lederskab er at udruste de hellige, give dem værktøj, hjælpe hver enkelt til at finde Guds plan, skabe muligheder og forløse dem ind i deres specielle gave og tjeneste.
---
Herren kræver specielle kvalifikationer, hvis vi ønsker at blive en del af dette byggeteam. I Ef. 04:01 i introduktionen til den femfoldige tjeneste skriver Paulus: "Så formaner da jeg, den fangne i Herren, jer til at vandre det kald værdigt, hvormed I blev kaldede, med al ydmyghed og sagtmodighed med langmodighed så I bærer over med hinanden i kærlighed og stræber efter at bevare Åndens enhed i fredens bånd!"
Gud vil ikke have store generaler. Det tager disse seks egenskaber at udruste og bygge de hellige til deres tjeneste. Se på apostelen Paulus. Han siger, følg mig - som jeg følger Kristus. Dette er at vandre kaldet værdigt.
Lad os vende tilbage til det gudgivne mønster for hans kirke, så kirken igen kan rejse sig op som den perfekte mand, hvor den kan rumme hele Kristi fylde. Forestil dig, hvis hele Kristi legeme i en by afspejler Jesus i Hans fylde af kærlighed, nåde, kraft og herlighed. Der vil ikke være noget problem med at vokse i tal, når mennesker vil strømme ind og falde på deres ansigt foran Ham.
.....På samme måde skal de hellige sættes i brand og føres til deres rette plads, så de sammen kan afspejle Jesus Kristus i al hans herlighed og fylde .........
(Uddrag af bibellærer Erling Rasmussens artikel i bladet Evangelist)
Hvad mangler jeg så?
Den rige unge mand, som vi hører om i de tre første evangelier (f.eks. i Matt.19,16 flg.), har lige siden min egen ungdom gjort et stærkt indtryk på mig. Han var rådsherre og meget rig. Men ikke desto mindre var der noget, han følte, han manglede. Han måtte have klarhed over spørgsmålet om det evige liv, og hvad der skulle til for at få det i eje.
Han havde åbenbart hørt om Jesus og gik til Ham for at spørge derom. Og han fik da også et svar:
"Hvis du vil gå ind til livet, så hold budene!"
Han bliver lidt forundret over, at Jesus her taler om de ti bud, for dem, mente han da, at han havde holdt alle sammen.
"Hvad mangler jeg så?"
spørger han.
Og her møder jeg så det, som skal være mit ord og spørgsmål til vor tid.
Men lad os først lægge mærke til spørgeren. Hvorfor har han gjort et så stærkt indtryk på mig? Jo, det skyldes nok, at det er sjældent i vor tid at møde en ung mand, der kunne sige som han. At han naturligvis ikke blot havde lært de ti bud, men også, at han havde holdt dem. Således som de opfattedes i Den gamle pagt. Sådan en ung mand var der altså i jødedommen. Har vi også sådan en ungdom i kristenheden?
Men dernæst spørger han altså videre, om hvad han så manglede. Og vi kan igen spørge: Hvem stiller det spørgsmål i vor tid? Hvor har vi den ungdom, ja, ældre med, der er optaget af, hvad de mangler, når det ikke lige drejer sig om jordiske ting. Men om de helt afgørende for livet her - og for evigheden?
Spørgsmålet har i hvert fald forfulgt mig. Og det på en sådan måde, at jeg knapt kan være med til et møde eller gudstjeneste uden at tænke på, hvad der mangler her, om alt skulle være efter Guds plan.
Men hvad værre er, spørgsmålet lyder også til mig selv personligt til selvransagelse.
Må jeg så også lade gå det videre til dig, som læser her?
Tager vi nemlig spørgsmålet op, er der en vej frem. Og den møder vi i Jak.01:5:
"Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den fra Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den."
Det er svaret, ikke blot når det drejer sig om den visdom, vi alle har mangel på, men enhver mangel i et ret kristenliv. Og de er mange i menighederne og i den enkelte i dag.
Men Gud vil hjælpe os, Han vil tilgive os, når vi beder Ham derom, men ikke blot det, Han vil også udfylde vore mangler. Men det sker ikke på een dag, det er en livsvarig proces, om alt skal blive ordnet på rette måde i vore liv.
(Johs. Nesgaard, Vanløse.)
”Opdrag din søn, mens der håb.”
Ordspr. 19:18.
Da de allierede tropper fangede en ung amerikaner, der kæmpede på Talebanernes side, skrev en stor amerikansk avis: ”De sagde ikke stop, da han sagde, han ville droppe skolen. De blandede sig ikke, da han blev muslim. De var faktisk stolte af, at han valgte en anden vej. Hans mor sagde:
”Det er godt for ham at have noget at gå op i.” De protesterede ikke, da han bad dem betale hans billet til Yemen, eller da hans vennekreds begyndte at indeholde mænd med våben. Så langt han kunne huske tilbage, havde hans noget progressive forældre svaret ja til alt. Det eneste de insisterede på var, der ikke skulle insisteres på noget.”
Newsweek skrev, at det var ”virkelig forvirrende”, at han blev tiltrukket af en så intolerant og lukket sekt.
Det er der ikke noget forvirrende i. Han skreg på grænser og disciplin! Mor og far tilbød det ikke, men det gjorde Talebanerne. Hvis forældrene havde koncentreret sig mere om at udvikle deres søns moralske dømmekraft, og mindre med at være ”frisindede”, ville han aldrig være havnet i den situation.
Hans nedtur begyndte ikke i Afghanistan, den begyndte med at hans forældre ikke kunne sige: ”Nej!”
Opdrag din søn, mens der er håb, tilsigt ikke at slå ham ihjel………..” (Ordspr. 19:18)
(Fra UCB Dk - Bob og Debbie Gass)
|
