NY BOGUDGIVELSE - BESTIL OG BETAL ALLEREDE NU..!!

"Jamen...  Skal jeg DØ nu...?"

Send en mail til os på: post@FGP.dk 

Giv os dit 1) navn og 2) adresse og 3) bestil bogen.

I forlængelse heraf betal straks kr. 200 via MobilePay. Benyt vort sædvanlige Mobilnummer: 40870533.

Eller kig under rubrikken "Nødvendig Info". Der ser du, hvordan du kan overføre direkte til vor konto.

Lige så snart, vi får bogen fra Trykkeriet - vil vi sende den til dig, eller evt. selv droppe den i din postkasse.

TAK for din hjælp med at fremskaffe betaling for trykning.

Derved undgår vi at skulle låne beløbet. 
 

---------------------------------------------------------------------------------

"Hvad fortæller Tidens Tegn...??"

Denne bog kan du udskrive GRATIS...! 

Du behøver ikke at betale os noget for den.

TAK for din opbakning...! Så du må meget gerne være Ambassadør, der fortæller om at få dette unike indblik i tiden - her og nu! Og den nærmeste fremtid....!!

HVAD FORTÆLLER TIDENS TEGN ...?

 

 

Kommer

JESUS KRISTUS

Snart tilbage?

 

Af Bibeldocent Villy Hagstrøm

 

ISBN 87 850994 11 0

 

Læs om den mest spændende verdensbegivenhed – inden den finder sted!

JESUS KRISTUS

Kommer snart!!

Indhold

 

Forord

1. Skal de gode nyheder om Jesu komme forkyndes i dag?

2. Hvordan er rækkefølgen på de kommende begivenheder?

3. Er tegnene på Jesu genkomst ved at opfyldes?

4. Hvad siger Bibelen om menneskelivet, som det aktuelt leves?

5. Hvilke tegn er synlige indenfor de kristnes rækker?

6. Har Israel en placering i forbindelse med Jesu genkomst?

7. Hvad er forskellen på Kristi dag og Herrens dag?

8. Hvordan skal man forstå Bibelordene i 2. Tess. 2:01-12?

9. Hvad venter Jesus på?

10. Hvordan kommer Jesus?

11. Hvordan vil de kristne mødes med Jesus?

12. Hvad sker der med de troende – efter bortrykkelsen?

 

 

 

 

 

 

 

 

Forord

 

Der er ikke uden angst og bæven, jeg gik i gang med at skrive bogen. Men den kendsgerning, at vi kun har meget lidt litteratur om dette emne på dansk, og at tidspunktet for Jesu komme er nært forestående – har tilskyndet mig til at arbejde hermed, og jeg har mærket Guds Ånds nærvær på en særlig måde. Det har opmuntret mig i arbejdet.

 

Denne bog vil både vække modstand, modsigelse, kritik og glæde. Der er jo forskellig opfattelse omkring ”de sidste tider”. Jeg har selv læst mange bøger om dette, men aldrig to bøger, hvor man så ens på tingene. Derfor har jeg ingen grund til at tro, at alle vil være enige med mig.

 

Der er flere hensigter med denne bog:

  • Den vigtigste er at opflamme forventningen om Herren jesu komme. dernæst at
  • Rette nogle af de fejltagelser, der er gjort i årenes løb.
  • At give hjælp til dem, der står famlende omkring forståelsen af det, der er sagt omkring de sidste tider.
  • Hvis jeg så også kunne hjælpe nogen, der er ført ind på et forkert spor – gennem den ubibelsk forkyndelse – så er arbejdet ikke spildt.
  • Endelig har jeg det håb, at bogen må blive til glæde for dem, der forventer Jesu genkomst – forløsningens time.

Interessen for de profetiske forudsigelser har jeg haft siden min tidlige barndom. Allerede i min skoletid havde jeg kortlagt de forskellige trosretningers syn på dette emne, og meget grundigt bemærkede jeg, hvor ders syn eventuelt afveg fra Bibelens beskrivelser herom.

 

I tidens løb har jeg som prædikant og foredragsholder talt over dette emne. Indholdet eraf afspejles også i nærværende bog. Derudover er en række oplysninger hentet fra mange forskellige kilder

 

Jeg er klar over, at meget  i denne bog er i strid med den officielle teologiske opfattelse. Teologien kan hjælpe os med at fremskaffe konkrete oplysninger. MEN TOLKNING AF BIBELEN – herunder det PROFETISKE  ORD – kan aldrig ske via forstandens vej. Det sker KUN gennem Helligåndens åbenbaring til den enkelte. Men altid sådan, at  Åndens åbenbaring er i harmoni med Guds Åbenbarede Ord – Bibelen.

 

Hvad der måtte ligge udenfor dette – også i denne bog – er kun produkter af den menneskelige forstand og har ingen værdi.

 

Forfatteren Villy Hagstrøm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kapitel 1

 

BØR

DE

GODE

NYHEDER

OM

JESU

GENKOMST

FORKYNDES

I DAG?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg var kun en dreng, da den første verdenskrig udbrød, men kan dog endnu huske, hvorledes mange mennesker reagerede overfor dette.

 

Vi havde jo haft en mangeårig periode med fred og ro i vort land. Så det var ikke så mærkeligt, at krigsudbruddet i Europa gav folk noget  alvorligt at tænke på.

 

Hos mange rejste det spørgsmål sig, om vi nu måske var kommet til det, som kaldes ”Verdens Ende”. Og overalt, hvor det profetiske ord blev udlagt, samledes mange interesserede tilhørere.

 

Naturligvis benyttede adskillige falske lærere sig af situationen til at drive propaganda, hvilket altid sker, når noget usædvanligt hænder. Men også indenfor de evangeliske kirker og menigheder blev spørgsmålet om den nuværende tidsalders afslutning aktuel. De sidste tider forekom nu at være betydeligt nærmere, end de tidligere havde været.

 

Da det siden viste sig, at der var mulighed for, at vort land kunne gå uberørt ud af første verdenskrig, hvad krigshandlinger angik, faldt sindene ligesom mere til ro, og alt gled ind i sin vante gænge.

 

Men det viser sig, at hver eneste gang situationen i verden er alvorlig, så gentager noget af det samme sig på ny. Studiet af de sidste tider kommer i forgrunden, og mennesker ønsker at høre mere om dette emne.

 

I virkeligheden burde det ikke være sådan. Når vi læser om de første kristne, så var det sådan for dem, at de levede i en stadig forventning om det, der skulle komme. Det samme burde være naturligt for os.

 

---

 

At Kristus komme igen er en sandhed som Bibelen tydeligt giver os vidnesbyrd om. Se Apostlenes Gerninger 01:06-11:

”Dette fik dem senere til at spørge: ”Herre, er øjeblikket nu kommet, hvor du vil befri Israel og oprette dit kongedømme?”

Jesus svarede: ”Kun min Far kender det nøjagtige tidspunkt for alt dette. Det er ikke noget, I skal beskæftige jer med. Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft til at være mine vidner både i Jerusalem, i hele Judæa, i Samaria og helt til verdens ende”.

 

Kort efter løftedes Jesus op og forsvandt i en sky, mens de søgte at følge Ham med øjnene. Som de nu stod og anstrengte sig for at se, hvor Han blev af, stod pludselig to hvidklædte mænd iblandt dem. ”Mænd fra Galilæa”, sagde de, ”Hvorfor står I og stirrer op mod Himlen? Jesus er nu taget bort til Himlen; men Han kommer igen på samme måde, som I har set Ham gå bort”.

 

Her får vi først at vide, at det vigtigste for os ikke er at kende det nøjagtige tidspunkt (kun Faderen i Himmelen kender det), men deriomod, at vi bliver fyldt med guddommelig kraft, så vi kan udføre den gerning, Jesus gav os mens vi er hernede. Dernæst får vi også at vide, at Jesus en dag skal komme tilbage på samme måde, som hen en gang gik bort til Himmelen. Dette komme skal vi vente på! Tanken derom skal fylde vort sind med glæde! Vi skal leve vort liv således, at vi altid er parate til at møde Ham, når Han kommer.

En kendsgerning er, at sandheden om Jesu genkomst har en meget stor plads i Bibelen. Det er blevet fremhævet af kendte bibelforskere, at Paulus i sine breve taler om Jesu genkomst 67 gange, medens forsoningen (ved Jesu død på Golgatha) kun er nævnt  57 gange. Dr. Torrey siger: ”Kristi genkomst omtales 318 gange i NT’s 260 kapitler. Én gang pr. 55. vers fra Mattæus Evangeliet til Åbenbaringsbogen”.

 

Når budskabet om denne herlige begivenhed har fået en så dominerende plads i Bibelen, så burde den også have det i forkyndelsen! Men sådan er det ikke!

 

Ganske vist prædikes der af og til om Jesu genkomst, men ikke så ofte og klart som det burde ske. Både når man tænker på, hvor nær forestående den er, OG hvilken betydning den har!

 

---

 

Imidlertid er det også sådan, at ikke alle troende er lige glade for at høre forkyndelsen om, at Jesus kommer igen. Kort tid efter den første verdenskrigs aflsutning havde vi - i den kirke, jeg da tilhørte, en åndsdøbt lærerinde. Hun var også prædikant. Et af hendes kæreste emner var at tale om tidens tegn og Jesu genkomst.

 

I de efterfølgende år var der en underfuld vækkelsestid i vor kirke. Mange unge og ældre kom til troen. Blandt disse var der en ung pige fra vort nabolag. Hende havde jeg ofte anledning til at tale med. En søndag eftermiddag var jeg på vej til et møde i kirken, da jeg mødte hende. Da jeg spurgte hende, hvorfor hun ikke skulle til møde svarede hun, at det var fordi den kvindelige prædikant skulle tale og ”hun taler altid om Jesu genkomst, og de kan jeg ikke tåle at høre!”

Mon ikke, der findes en del troende, der har det på denne måde? De er så bundne af det jordiske, at tanken om at bytte med en himmelsk tilværelse fylder dem med skræk og angst.

 

Åndsudgydelse og budskabet om Jesu genkomst er nøje forbundet med hinanden. Da Helligånden begyndte at falde over søgende mennesker i begyndelsen af sidste århundrede som svar på mange troendes bønner, blev sandheden om Jesu genkomst levende på en særlig måde. Åndsudgydelsen fandt sted på samme måde som beskrevet i Apostlenes Gerninger kapitel 2 – ledsaget af tungetale som tegn herpå.

 

Bibelen skelner klart mellem 1)tungetale som tegn på Åndens dåb og til personlig opbyggelse. Og 2) tungetale, der skal bæres frem i menigheden og ledsages af udlægning.

 

Når budskaberne blev båret frem i menigheden dengang, så hændte det meget ofte, at netop det første budskab, de enkelte frembar gennem Helligåndens inspiration indeholdt ordene: ”Se, jeg kommer snart!”

 

Da man i begyndelse af halvtredserne (1950) næsten over hele jorden oplevede en åndelig fornyelses tid – også her i Norden – blev denne sandhed på en særdeles kraftig måde levendegjort igen. Profetiske budskaber, syner og åbenbaringer talte alvorligt om at berede sig til Jesu komme, og varslede tillige om alvorlige tider – også over de nordiske lande.

 

Hver eneste dag rykker tidspunktet for Jesu komme nærmere og nærmere. Tegnene, der skal varsle Hans komme, opfyldes lige for vore øjne. Det afgørende er ikke, om vi kan fatte og forstå alle enkeltheder i de profetiske forudsigelse, men at vi er forventning, og at alt i vor liv er i orden. At vi – ved Hans komme – skal rykkes bort sammen med alle dem, der er rede til at møde Ham.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KAPITEL 2

 

HVORDAN

ER

RÆKKEFØLGEN

DE

KOMMENDE

BEGIVENHEDER?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når vi skal beskæftige os med, hvad der skal ske – inden Jesus kommer – vil det rigtigste være at begynde med en kort orientering om, hvordean de sidste tiders begivenheder vil udvikle sig. Det viser sig nemlig, at der – til trods for at Biebelen taler kalrt om disse ting – råder meget delte opfattelser af, hvornår og hvordan de enkelte begivenheder vil ske:

 

  1. Nogle opfatter de sidste begivenheder som det, de kalder ”VERDENS UNDERGANG”. Det var egentlig også den opfattelse, jeg oprindelig selv fik om dette spørgsmål. Jeg husker fra min barndom, at nogen havde forudsagt ”VERDENS UNDERGANG” på en bestemt dag. Naturligvis gik jeg også dagen i møde med en vis ængstelse. Men der skete intet.

 

  1. Andre taler om ”DOMMEDAG”. De venter, at Jesus skal åbenbare sig synligt på himmelens skyer, og umiddelbart derefter skal alle mennesker stilles overfor den guddommelige domstol for at få deres evige skæbne afgjort.

 

 

  1. Atter andre har en modsat opfattelse. De mener, at udviklingen efterhånden skal fremskabe ”TUSINDÅRSRIGET”, som efter deres opfattelse bliver et jordisk retfærdighedsrige, der er blevet til gennem oplysning og praktisering af budskabet i Bjergprædikenen.

 

Der kunne nævnes mange andre opfattelser, som er fostrede i den menneskelige hjerne, og som forkyndes af forskellige retninger. Men det, der er nævnt her, bør være nok for at vise, hvor vidt forskellige meninger, der er.

I stedet vil jeg give en kort skitse af udviklingen som den tager sig ud for mange bibeltolkere, og dette vil klargøre både, hvor vi befinder os i dag, og hvad der senere vil ske. En sådan skitse er nødvendig for at undgå en sammenblanding af de enkelte begivenheder. Den kan også modvirke, at der skabes en forkert opfattelse af det, der angår de sidste tider.

 

Det allerførste i rækkefølgen er

 

  • At Bibelen klart og tydeligt  fremholder bestemte tegn, der vil tale om denne tidsalders nære afslutning. Ét af disse tegn er jødernes tilbagevenden til Palæstina (Israel).

 

  • Det næste, der vil indtræffe, er Jesu komme for at hente sin brud. Dette vil ske i form af en bortrykkelse. Den kommer pludselig! Den sker sandsynligvis usynligt for dem, der bliver tilbage. Den finder sted således, at de, der døde i troen på Kristus, opstår af deres grave for at iklædes ”herlighedslegemet”.

 

  • Samtidig hermed forvandles de troende, som lever, hvorefter begge grupper rykkes op fra jorden for at møde Herren i luften. Og sammen med Ham drager de hjem til de Himmelske boliger, hvor Lammets bryllup fejres.

 

Når bortrykkelsen har fundet sted begynder

 

  • Den Store Trængsel. Det blive en tid så streng og hård som aldrig før. Det er Guds straffedom, der nu bryder løs over de nationer, som bevidst har trodset Hans kald. Samtidig …….

 

  • … Fremstår en person som Bibelen kalder Antikrist. Han er på en særlig måde udrustet fra Mørkets Fyrste. Han forstår på en satanisk møde at tilrane sig magten over menneskehjerterne, så han til sidst blive en diktator på jorden.

 

  • Det jødiske folk, som efterhånden er blevet samlet i Palæstina, kommer også til at gennemgå denne trængselstid. Det ser ud, som om de i begyndelsen af trængslerne oplever en åndelig vækkelse. Dette får til følge, at en skare jøder oplever bortrykkelsen. Andre lader sig dupere af Antikrists løfter. Dette afstedkommer, at  Antikrist også tager magten over det jødiske folk – Israel. Når de vågner op overfor bedrageriet og nægter at anerkende hans magt over dem, påbegyndes

 

Et verdensomspændende felttog for at forsøge at udrydde den jødiske nation – Israel. Netop som det ser ud til at lykkes

 

  • Jesus imidlertid tilbage – sammen med de hellige, hvor Han sætter sine fødder på Oliebjerget. Når jøderne nu ser Ham åbenbaret i herlighed, så anerkender de Ham som Messias. Og hele det jødiske folk bliver frelst på én dag.

 

  • Antikrist bliver grebet og kastet i Ildsøen. Hele hans hær bliver tilintetgjort, hvorefter …..

 

  • …. Jesus tager magten på jorden i 1000 år. I denne periode er Satan bundet. Paradisiske tilstande oprettes igen på jorden.

 

  • Efter disse tusinde år løses Satan på ny i en kort tid. Denne anledning benytter han til endnu engang

 

  • At rejse menneskene til kamp mod det guddommelige. Det lykkes ham at forføre en skare. Disse går til angreb, men ild fra himlen fortærer dem alle. Da er det, at …..

 

  • … Den nuværende jord forgår, og

 

  • En ny jord fremstår, og netop da er tidspunktet inde for ….

 

  • … En endelig dom, hvor de, der ikke findes indskrevne i Livets Bog – dømmes til den evige fortabelse. Efter dette …..

 

  • … Indtræder Evighedstilstanden, hvor de frelste for evigt skal tilbede Gud og Lammet på den nye jor og i den nye Himmel.

 

Måske der her skal indføjes, at grundlaget for ovennævnte beskrivelse af begivenhedernes rækkefølge er Johannes Åbenbaring.

 

Der er forskellige opfattelser med hensyn til en ret forståelse af denne bog. Nogle mener, at den udelukkende indeholder en allegorisk fremstilling af forholdene på Johannes’ tid. Andre tolker den historisk, således at de fleste begivenheder, der omtales her – for længst er gået i opfyldelse.

 

En tredje fortolkningsmåde er, at Åbenbaringsbogen skildre en række kommende begivenheder, men at disse er blandet sammen. Dette indebærer, at fortolkerne selv må søge at finde ud af, hvilken rækkefølge begivenhederne skal have.

 

Et fjerde syndspunkt som jeg for mit vedkommende tror, er det mest rigtige, det er, at Åbenbaringsbogen gengiver Endetidens begivenheder i den rette rækkefølge. Alle profetiske udagn om endetiden, der finde i den øvrige del af Bibelen, skal indføjes der, hvor de efter Åbenbaringsbogen hører hjemme.

 

  • Begivenheder omkring Johannes’ egen tid – kapitel 1.
  • Kristendommens udvikling fra Johannes’ tid og indtil Jesu komme – profetisk fremstillet gennem de syv sendebreve – 2. og 3. kapitel.
  • Forberedelserne til og oplevelsen af Kristi komme – 4. til 8. kapitel vers 1.
  • Første halvdel af den Store Trængsel – 8. kapitel vers 2 til 12.
  • Sidste halvdel af den Store Trængsel – 13. til 18. kapitel.
  • Tusindårsriget – 20. kapitel fra vers 1 til 10.
  • Dommens dag og evigheden – 20. kapitel fra vers 11 til 22.

 

Hele denne udvikling vil ikke blive behandlet i denne bog. Men den medtages her for at klarlægge, hvilke synspunkter, der lægges til grund for indholdet i de efterfølgende kapitler.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KAPITEL 3

 

ER

TEGNENE

JESU

GENKOMST

VED

AT

OPFYLDES?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da Jesus havde forladt tempelområdet, pegede hans disciple på templets bygninger. ”Ja, se godt på dem,” sagde Jesus. ”Der skal ikke lades sten på sten tilbage. Det skal jævnes med jorden.”

 

Mens Jesus nu sad på Olivenbjerget, kom Hans disciple hen til Ham og spurgte: ”Hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?

 

Jesus svarede: ”Pas på, at ikke nogen skal bedrage jer! For dr vil komme mange, som påstår, at der er Kristus, og de vil lede mange mennesker på vildspor. I kommer til at opleve krige og høre krigsrygter, men lad det ikke skræmme jer. Det kan ikke undgås, at alt dette kommer; dog er det ikke tegnet på min genkomst. Nationer og riger over hele jorden vil føre krig mod hinanden, og der bliver hungersnød og jordskælv mange steder. Men det er alt sammen kun begyndelsen til de rædsler, som skal følge efter.

 

Over hele verden vil der blive sat ind med tortur og drab og had imod jer, fordi I hører mig til, og mange af jer vil opgive troen og endog forråde og hade hinanden. Mange falske profeter vil dukke op, og de vil vildlede mange. Efterhånden som ondskaben breder sig, vil kærligheden blive kold hos mange. (Gl. overs.: Fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste.) Men de, som holder ud til det sidste, skal blive frelst. Og evangeliet om Riget vil blive forkyndt ud over hele verden, så alle nationer kommer til at høre det – og så skal afslutningen komme.”

Mattæus Ev. 24:01-14.

 

Det første, vi lægger mærke til, når vi læser dette Bibelafsnit er, at udgangspunktet for denne samtale, er Jesu udsagn om Jerusalems fremtid. Dette foranlediger disciplene til at spørge Jesus om tre ting:

 

  1. ”Hvornår skal dette ske?” Det vil sige Jerusalems ødelæggelse. Det næste:

 

  1. ”Hvad er tegnet på dit komme?” Og

 

  1. ”Hvad er tegnet på verdens ende?”

 

Det er disse spørgsmål, som Jesus søger at besvare. Vi må, når vi læser hele kapitlet, forstå, at Jesus her både taler om det, som skal gå forud for Hans komme, og det, som skal ske senere. Altså inden verdens ende.

 

I versene 4 til 14 finder vi derfor hovedsagelig de tegn beskrevet, som bebuder Jesu komme.

 

I vers 4 til 14 finder vi derfor hovedsagelig de tegn beskrevet, som bebuder Jesu komme.

 

I vers 5 møder vi falske Kristus-skikkelser. Dette er ikke et ukendt begreb i vor tid. Her tænkes der ikke på visse sindssyge personer, som bilder sig ind, at de er Kristus. Men på forhold, der er mere kendte. Mange vil kunne erindre, at man inden for teosofiske kredse omkring 1910 præsenterede en ung inder (Krishna-murti). Han blev foregivet at være en inkarnation af Kristus. Mange vil også vide, at en afro-amerikaner (Father Divine) gennem adskillige år udgav sig for at være Gud. Han havde adskillige tilhængere.

 

Beretninger fra missionsarbejde i forskellige lande fortæller også om, at man de pågældende steder har tilsvarende erfaringer med lignende personer.

Der er dog ingen tvivl om, at dette vers omfatter mere end blot sådanne personer. I dette må vi sikkert også medregne de personer, som gennem de senere år i et bestemt tidsrum har spillet en fremtrædende rolle. De har konkret foregivet, at de var udvalgt af ”forsynet” til at udføre specielle opgaver i verdenspolitikken.

 

Ligeledes må vi antagelig medtage de religionsstiftere, som gennem deres falske forkyndelse har fremskabt en forvansket Kristusopfattelse. Ser vi det hele under ét, vil vi snart finde, at det på en særlig måde har karakteriseret vor tid. Dette gør det klart for os, at Jesus kommer snart.

 

I vers 6 møder vi krige og krigsrygter. At dette passer på vor tid, er der vist ingen, der vil benægte. Nu kan nogen jo hævde, at der gennem alle århundreder har været krig. Men samtidig må man slå fast, at siden den første verdenskrigs udbrud har der været særlig mange. For det første har de to verdenskrige været de mest voldsomme, der nogen sinde har fundet sted. Dernæst har de også været de mest omfattende. Men det er også en kendsgerning, at siden 1914 har der i virkeligheden ikke været fred på jorden. Jeg kan ikke med bestemthed fastslå, om der hver eneste dag mellem de to verdenskrige har været oprør, borgerkrige eller virkelige krigshandlinger i gang, men i hvert tilfælde har der været spændingsmomenter hele tiden. For blot at nævne nogle eksempler, så blev der borgerkrig i Finland og Rusland efter revolutionen. Mussolini, Hitler og Kemal Pascha skabte ganske stor uro gennem deres fremfærd. Italien angreb Abessinien. Der var borgerkrig i Spanien og Kina. Der var megen uro i Indien. Hvis man bare tænker på disse begivenheder og dertil lægger adskillelige andre episoder, der forekom, så er det fuldt berettiget at hævde, at fred var der ikke.

 

Fra 1945 og indtil i dag foreligger en nøjagtig oversigt over de krigsmæssige begivenheder, der har fundet sted. Denne viser med tydelig klarhed, at der ikke har været fred på jorden én eneste dag.

 

De to verdenskrige som vi har oplevet i sidste århundrede har bevirket, at mennesker har stillet det spørgsmål, om vi også kan forvente  en tredje. Adskilligt tyder på, at en sådan er i vente. Når jeg for mit eget vedkommende er blevet spurgt om dette, har mit svar altid været: ”Jeg ved det ikke, da jeg hverken kan finde den første eller den anden verdenskrig forudsagt i detaljer – i Bibelen.” Derimod læser jeg i Johannes Åbenbaring kap. 6 om én, som fik magt til at tage freden bort fra jorden. I Daniels bog 09 vers 6 står der, at indtil Jesus kommer tilbage – lige meget, om  det varer kortere eller længere tid – må vi fortsat være forberedt på krigsforberedelser og krigstilstande. Som situationen er i dag, må man fastslå, at muligheden for en tredje verdenskrig nu er større end nogensinde, og at der endnu ikke er sluttet fred efter sidste verdenskrig, at der flere steder er våbenstilstand, og at der også i dag er krigshandlinger i gang. Så der er mange muligheder for, at en pludselig akut situation kan indtræffe, der kan virke som en gnist til en krudttønde.

 

Jeg bør måske i denne forbindelse berøre en Bibelfortolkning, jeg har mødt flere gange i Danmark. Den bygger på, at Johannes Åbenbaring taler om tre véer. Spekulative fortolkere har fået dette til at blive til tre verdenskrige.

 

Hvis vi læser vers 8, finder vi imidlertid, at krige og krigsrygter – sammen med flere andre ting – kaldes véernes begyndelse. Hvorimod et nøje studium af Johannes Åbenbaring snart vil gøre det klart, at véerne først indtræder i ”den Store Trængsel”. Lad os derfor ikke gå ud over, hvad Bibelen lærer, men nøjes med at konstatere, at dette tegn er gået i opfyldelse på en klar og utvetydig måde.

I vers 7 finder vi en mere udførlig beskrivelse af forholdene og får at vide, at det fejer sig både om ydre og indre stridigheder.

 

Hvad det sidste angår, så efterfulgtes den første verdenskrig jo af ganske omfattende revolutioner.

 

Indtil nu har både borgerkrige og revolutioner været noget, der har gentaget sig igen og igen.

 

Dertil kommer de brydninger, der (har været omkring Apartheidpolitikken, forl.) og stadig findes inden for de farvede befolkningsgrupper mhp. fuld frigørelse (og ligeberettigelse, forl.) At disse bibelvers opfyldes for øjnene af os, kan enhver bibellæser tydeligt se.

 

Vers 7 taler også om både hungersnød og jordskælv. Hvad det første angår, så ved vi, at begge verdenskrige er blevet efterfulgt af stor nød. Ligesom store naturkatastrofer har forårsaget dette flere steder. Med hensyn til hungersnød så lider man under denne mange steder, men jeg vil blot nævne Nigeria og Indien. Hvad naturkatastrofer angår, så er disse en stadig foreteelse.

 

Hvad jordskælv angår, så påviser videnskaben, at antallet af disse er i tiltagende. Man har inddelt arten af sådanne katastrofer i flere grupper. Tallet ”6” og derover betegner de stærkeste former for jordskælv. Her er en fortegnelse over jordskælv på ”6” og opefter i tiden fra år 1800 til 1966:

 

1800 – 1896:  3

1897 – 1906:  2

1907 – 1916:  2

1917 – 1926:  2

1927 – 1936:  3

1937 -  1946:  3

1947 -  1956:  7

1957 – 1966: 17

 

Tallene taler for sig selv. Kun 3 jordskælv i de første 96 år og 17 i det senest nævnte tiår. På internettet kan du på følgende adresse se en mere detaljeret a’jourført statistik:

http://earthquake.usgs.gov/earthquakes/browse/stats.php

Antal af jordskælv på verdensplan i 1990 – 2002 (2002 dækker kun til oktober måned) På ovenanførte webadresse er der interessante detaljer.

Helt opdaterede til i dag.

Lokaliseret af ”the US geological Survey National Earthquake Information Center”

Styrke

(Richter)

1990

1991

1992

1993

1994

1995

1996

1997

1998

1999

2000

2001

2002

8.0 til 9.9

0

0

0

1

2

3

1

0

2

0

4

1

0

7.0 til 7.9

12

11

23

15

13

22

21

20

14

23

16

14

10

6.0 til 6.9

115

105

104

141

161

185

160

125

113

123

153

157

112

5.0 til 5.9

1635

1469

1541

1449

1542

1327

1223

1118

979

1106

1345

1210

815

4.0 til 4.9

4493

4372

5196

5034

4544

8140

8794

7938

7303

7042

8045

8129

6150

3.0 til 3.9

2457

2952

4643

4263

5000

5002

4869

4467

5945

5521

4784

6148

4760

2.0 til2.9

2364

2927

3068

5390

5369

3838

2388

2397

4091

4201

3758

4138

4245

1.0 til 1.9

474

801

887

1177

779

645

295

388

805

715

1028

946

873

0.1 til 0.9

0

1

2

9

17

19

1

4

10

5

5

1

4

Under kat.

5062

3878

4084

3997

1944

1826

2186

3415

2426

2096

3120

2861

2117

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Total

16612

16516

19548

21476

19371

21007

19938

19872

21688

20832

22256

23575

19086

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anslåede dødsofre

51916

2326

3814

10036

1038

7949

419

2907

8928

22711

231

21357

1612

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi har heller ikke kunnet undgå at lægge mærke til de hyppige oversvømmelser, stormkatastrofer (og orkaner og tsunamier, Forl.) De sidste har i de senere år været mærkbare også i vort land med hyppighed og voldsomhed, som vi ikke tidligere har oplevet dem.

Når Johannes i Åbenbaringens sjette kapitel ser en rytter på henholdsvis en rød, en sort og en gustengul hest, er det sikkert billeder på samme tegn på Jesu genkomst. Freden tages bort fra jorden. Dyrtid og regulerende foranstaltninger gør sig gældende. Døden og Dødsriget rider frem for at høste bytte.

 

Vers 9 taler om forfølgelse og trængsel. Her behøver vi kun at påpege den modstand og forfølgelse, som allerede i halvtredserne og tresserne har gjort sig gældende. Både i visse diktatur lande og i enkelte katolske områder.

 

De synspunkter, der mere og mere  bliver fremherskende blandt de farvede folkeslag viser også klart, at forfølgelse og modstan vil tiltage blandt disse. Sådanne forhold vil skabe den usikkerhed, der fremholdes i vers 10. Det kan enhver let forstå. For vort eget vedkommende behøver vi jo blot at gå tilbage til besættelsestiden (under  2. verdenskrig, red.) for at påvise, hvor hurtigt menneskers indstilling kan forandres i dårlig retning.

 

I Åbenbaringsbogen kap. 6 finder vi også, at når samtlige hesgte med ryttere er redet ud, så tales der om, at antallet af martyrer da skal blive fuldtalligt. Bibelens udsagn harmonerer nemlig altid med hinanden.

 

Indholdet af Mattæus 24:12 vil vi betragte i et senere sammenhæng.

 

I Mattæus 24:14 får vi at vide, at evangeliet skal være prædiket over hele jorden. I det store og hele kan det siges at være sket. Vi kunne måske tilføje, at vi i vor tid – via radio og TV – har mulighed for at fuldbyrde dette som aldrig før.

Nogle kristne har specielt hæftet sig ved de tegn, som ifølge Bibelen skal ske i sol, måne og stjerner, men som vi senere skal se, så har disse tegn ikke noget med Jesu genkomst at gøre. De relaterer til den kommende ”Herrens Dag”.

 

Der findes også dem, som mener at kunne fastslå, at en speciel verdensomfattende vækkelse skal komme, inden Jesu genkomst. Imidlertid er der intet skriftsted i Bibelen, der nævner dette som et specielt tegn. Og vi ved, at der har været store vækkelser – netop i de sidste år. Sådan er det stadigvæk. Tænk på lande som Indonesien, Korea, Ny Guinea, Brasilien, Etiopien og Rwanda. Der har ”vækkelsens ild” brændt så stærkt som nogensinde og den gør det fremdeles i flere af områderne. Samme muligheder for vækkelse finder der overalt, hvor troende vil åbne deres hjerter for ”Vækkelsens Ånd”. Derfor kan man uden overdrivelse sige, at der i vore dage finder flere omvendelser sted end nogensinde før.

 

Når jeg fremholder den tanke, at vi ikke kan fastslå, at en speciel worldwide vækkelse skal finde sted, inden Jesus kommer, så er det fordi et sådant synspunkt let kan blive en sovepude, når det gælder forventningen om Jesu komme. (Lad mig i den forbindelse pege på, at end ikke Jerusalems samling nævne som et tegn på Jesus komme. Men kun som et bevis på, at hedningernes tider er til ende). Vækkelse er noget, vi altid skal forvente, forkynde, bede om og tro på. I den udstrækning vi gør dette oplever vi vækkelsen. Ikke som noget fremtidigt, men som noget konkret. Lad os også i denne forbindelse huske på, at Jesus sagde:

 

---”for Menneskesønnen kommer på et tidspunkt, I ikke regner med.

 

Da skal det vise sig, hvem der er den kloge og trofaste tjener, som hans herre sætter til at styre sit hus og sørge for, at alle får noget at spise til rette tid. Lykkelig den tjener, som hans herre finder i færd med dette, når han kommer.”

(Mattæus 24: 44b-46)

 

Heller ikke Antikrists fremtræden kan forventes, inden Jesus kommer. Det hører med under ”Den Store Trængsel.”

 

Vi har derfor lov til at sige, at alle tegn, som skal advisere Jesu komme, går i opfyldelse lige for vore øjne.

 

Da Jesus ønsker, at vi altid skal være rede til at møde Ham, har Han ikke – på noget område, forudsagt bestemte afgrænsede begivenheder. Men Han giver os åndelige åbne øjne således, at vi – via det der sker, kan skønne, hvor i tiden vi befinder os.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KAPITEL 4

 

HVAD

SIGER

BIBELEN

OM

MENNESKELIVET

SOM

DET

AKTUELT

LEVES?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som det gik i Noas dage, sådan skal det gå, når Menneskesønnen kommer. De spiste og drak, indgik nye ægteskaber lige til den dag, Noa gik ind i arken; den mægtige oversvømmelse kom, og alle druknede. Eller som det gik i Lots dage. Folk spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede – lige til den dag, Lot gik ud af Sodoma: og det regnede med ild og svovl fra himlen, så alle blev dræbt. Sådan vil det gå på den dag, Menneskesønnen kommer igen.!

 

Når jeg har valgt ordene fra Lukas Evangelium og ikke hos Mattæus så er det, fordi vi her finder to eksempler på forholdene, som de skal være i verden inden Jesus kommer tilbage. Og fordi tilstanden i den sidste tid her sammenlignes med både den, der rådede på Noas tid og på Lots tid.

 

Lad os først se lidt på, hvorledes forholdene på Noas tid ligner den tid, vi lever i – netop nu.

 

  • Det var en tid, hvor grænselinierne viskedes ud.

 

  • ”Befolkningseksplosionen tog nu fart over hel jorde, og der fødtes masser af piger. Gudesønnerne fik nu rigtigt øje på kvindernes skønhed og tog lige så mange koner, de havde lyst til.

 

  • Da Gudesønnerne nu for alvor kastede sig over kvinderne og avlede med dem, opstod den kæmpeslægt, hvorom der går sagn fra gamle dage. (1. Mosebog 06:1-2 & 4)

 

Det bliver for omfattende her, at komme ind på de to fortolkninger, der forekommer, når det gælder disse vers. Da det i denne forbindelse slet ikke er afgørende, hvilken fortolkning man anser for at være den rette, skal det bare nævnes, at der her er tale om en sammenblanding af det åndelige og det verdslige, der aldrig burde være fundet sted. Når det gælder vor tid, så er der mange kræfter i bevægelse for at få placeret det, som hører denne verden til sammen med det, der har med den kristne tro at gøre. Forholdet i dag er, at man indenfor en del af det kristne arbejde faktisk ikke kan se forskellen mellem dem, der bekender sig som kristne, og de som har hele deres interesse i ”verden”. En sådan forening kan ikke andet end at bringe ulykke.

 

Den tid Noa levede i var fuld af vold og ondskab.

 

”Da Herren så omfanget af menneskenes ondskab – at deres hele adfærd sigtede mod det onden - …..

 

Men ondskaben voksede ud over jorden, og i Guds øjne blev verden mere og mere moralsk korrupt.”

  1. Mosebog 06:5 & 11

Er det ikke noget lignende, der i dag skaber bekymring i mange hjerter?

 

Der er adskilligt, som medvirker til, at voldsmentaliteten bliver mere og mere fremherskende. For det første den slaphed i opdragelsen, som mere og mere gør sig gældende. Den skaber individer, der mangler respekt for ejendomsret og menneskeliv.

 

Dernæst bærer filmen, fjernsynet og de moderne tegneserier ikke så lidt skylden herfor. De to verdenskrige (og de voldsomme konflikter i det tidligere Jugoslavien, red.) med den råhed, der da udfoldede sig, har også kraftigt medvirket til at skabe de forhold, vi lever under i dag.

 

Noas tid var også en tid, hvor det materielle var fremherskende.

 

”De spiste og drak og indgik nye ægteskaber…”

(Lukas 17:17-27a)

 

De ting, som nævnes her er ikke synd, men noget som naturligt hører med til menneskelivet. Årsagen til, at Jesus omtaler dette er, at man også nu er optaget med livet her på jorden. Så optaget, at man glemmer at søge Gud og dermed berede sig til – på rette måde – at kun ne møde det, som skal komme.

 

Vi forstår også, når vi læser i 1. Mosebog, at kulturen var i udvikling.

 

”Hans brors navn var Jubal – stamfader til musikerne og opfinder af harpen og fløjten. Lemeks anden hustru Zilla, fik en søn ved navn Tubbal-Kajin. Han blev stamfar til dem, der laver værktøj af kobber og jern.”

 

(1. Mosebog 04:21-22)

 

Man havde også forsøgt at skaffe sig så trygge jordiske forhold som muligt.

 

Det kan vi bl.a. se i 1. Mosebog 04:17. Der står:

 

”Kain grundlagde en by og gav den navnet Hanok.”

 

Når Noa talte om, at undergangen truede, så rystede de på hovedet og sagde: ”Ulykke og undergang nu, hvor alt udvikler sig så strålende? Nej – aldrig!”

 

Hvad er det mennesker – mest af alt er optaget af i vor tid? Er det ikke at udvide og befæste deres jordiske stilling på alle områder? Og tænk så på, hvilke fremtidsplaner man udklækker i dag. Man nøjes ikke med at tage jorden i besiddelse, men også andre dele af universet.

 

I Noas dage stod mennesker med velberådet hu Gud imod.

 

”Det var dem, der på Noas tid var ulydige mod Gud – dengang Gud tålmodigt ventede på dem, mens Noa byggede arken.”

  1. Peters Brev 03:20a)

 

Lad os et øjeblik sætte os i den situation, at Noa gennem minimum 100 år forsøgte at advare menneskene mod alt det, der skulle komme over dem. Han var jo 500 år gammen, da han fik befaling om at bygge arken og 600 år gammel, da floden kom.

 

Resultatet af hans anstrengelser blev, at kun han selv, hans kone og tre sønner og deres koner blev reddet.

 

Det er allerede påpeget, at der er mulighed for at få brændende vækkelser – indtil Jesus kommer. Men samtidig skal vi ikke blive forbavsede over, at der også er mange, som bevidst vil lukke deres hjerter i for åndelig forkyndelse. Jesus har jo sagt, at det, der prægede Noas’ dage også vil præge de sidste dage. 

 

Vi bør også lægge mærke til, at Noas’ tid ikke var uden advarsler.

 

Den første advarsel om en kommende syndflod kom flere hundrede år før Noa blev født. Det var gudsmanden Enok, som ledet af den  profetiske ånd, der boede i ham – kaldte sin ældste søn Metusalem. Hvilket ordret betyder: ”Når han er død, skal det sendes.” Hvis man regner efter i slægtsregisteret vil man finde, at Metusalem døde i det år, syndfloden kom.

 

Bygningen af arken må også have været en kraftig advarsel. Det var noget konkret, de daglig kunne iagttage. Det talte sit stille sprog om, at noget udsædvanligt var ved at ske. Hvis ikke de var vågnet op før, så synes man, at de skulle have gjort det den dag, da alle jordens forskellige dyrearter kom ind i arken. Men selv dette synes at være gået dem lige så sporløst forbi, som Noas kraftige forkyndelse havde gjort det.

 

Vor tid har heller ikke manglet på kraftige advarsler og tegn. Vi har allerede betragte noget af dette: Naturkatastrofer, krigstilstande, uro, der ulmer overalt på jordkloden. Dette er advarsler, som vi hver især burde give agt på og forstå, at tiden nu snart er inde, hvor Guds straffedomme kommer til at gå hen over jorden.

 

”Som det gik til i Noas dage, sådan skal det også gå i Menneskesønnens dage”.

 

Det var Jesu klare ord, og vi ser, at de bogstaveligt går i opfyldelse.

 

Vi vil også se på, hvorledes det var i Lots dage. ”Herren sagde derfor til Abraham: ”Der lyder skrig uden lige fra Sodoma og Gomorra! Deres synd er uden lige.” 1. Mosebog 18:20.

 

Her tales om, at synden havde taget overhånd i en særlig grad.Man viste åbenlys foragt for de guddommelige love. Synden var ligefrem blevet til et skrig, der nåede himlen.

 

Når man taler om vor tids tilstand, bliver man overbevist om, at et lignende skrig når Himlen i dag. Vi, der har levet længe, kan tydeligt mærke forskel på tiden før og nu. Før betragtedes det som en skam at leve et umoralsk liv, men nu gøres det åbenlyst. Fra mange sider opfordres både unge og ældre til at bryde Guds bud og helst i så tidlig en alder som muligt.

 

I 1. Mosebog 19:04-05 står der:

 

”Efter måltidet, de de skulle gå i seng, stimlede byens indbyggere sammen omkring huset – unge såvel som gamle – og råbte til Lot: ”Bring dine gæster ud til os, så vi kan stille vore seksuelle lyster på dem”.

 

Her tales om en synd, der på en særlig måde florerede på Lots tid, og dette er en synd, som også i stadig større grad vinder udbredelse i vor tid. Ja, som endog af mange ikke længere betragtes som en synd, men af flere fremstilles som noget, der er ganske naturligt.

 

Jesu ord om Lots og vor tid kan derfor siges at være gået i bogstavelig opfyldelse.

 

Desværre ser det i øjeblikket ud som om, at vi er foregangs land, når det gælder uomoralitet. Tidligere talte man om ”synden i Sverige”, men nu har Danmark indtaget førstepladsen. Det har ikke skortet på protester fra bekendende kristne og andre ansvarsbevidste mennesker. Men det ene lovforslag efter det andet er blevet gennemført. Hver for sig har det åbnet vej for en bølge af synd.

 

Man har legaliseret, at piger på 15 år – uden forældrenes samtykke – kan få lægens hjælp til at debutere med et sexliv gennem måltagning til pessar mv. Adgangen til provokeret abort blev allerede lempet så meget i tresserne, at der allerede da dræbtes 60 fostre hver eneste dag. I 1970 blev en ny liberaliseringslov gennemført. Inden da var fremstilling af pornografisk litteratur blevet legalt. Derefter kom legaliseringen af pornografiske billeder. De forbud, der gives i loven, overholdes ikke og er i øvrigt uden betydning. Derfor kan Danmark da også rose sig af at have afholdt verdens første sexmesse. Det vakte som bekendt opmærksomhed i mange lande. Lovgivningen omkring homosexualitet er blevet væsentligt lempet. (Efter første udgave af denne bog, er der indført loven om registreret partnerskab. Ser vi på udviklingen i udlandet, så er der i skrivende stund et lovforslag i det engelske parlament, der vil pålægge pædagogerne, at børn fra 5 års alderen bliver undervis om – det naturlige i at være homoseksuel! Red.)

 

Den udvikling, der har været på dette område i vort land og i de øvrige nordiske lande, vil før eller siden bevirke, at Gud ser sig nødsaget til at sende straffedomme over vort land, som det er forudsagt gennem profetiske budskaber.

 

Når det gælder nedbrydende og ødelæggende tiltag, kommer man heller ikke udenom det stadig voksende narkomisbrug. Spørgsmålet er, om ikke også dette er forudsagt i Bibelen som et af tegnene i den sidste tid. Der er i Johannes Åbenbaring i kapitel 09 vers 21 et udtryk, som egentlig har været vanskeligt at forstå. Verset i sin helhed lyder således:

 

”De omvendte sig ikke fra deres myrderier, deres troldom, deres seksuelle synder og deres tyverier.”

 

Tidspunktet er her slutningen af første halvdel af de syv års Trængelstid, og tre af udtrykkene passer nøjagtigt med den udvikling, som for længst er i gang.

 

# 1           Myrderier kender vi til fra den voldsmentalitet, som er rådende.

# 2           Seksuelle synder er de kendsgerninger, vi lige har betragtet.

# 3           Tyverier tiltager mere og mere. Tænk bare på de mange indbrud i butikker, pengeskabe, bank og postrøverier (døgnbutikker og tankstationer, Forl.)

 

Men så er der ordet

 

# 4           Trolddom. Det er åbenbart, at der ikke tænkes på tryllekunstnere, der optræder med deres ofte forbløffende behændighedstricks. Heller ikke på de afrikanske trolddoktorer (medicinmænd, red.) der, selv om nogle af dem bevisligt er i ledtog med ondskabens åndsmagter – i de fleste tilfælde er udspekulerede bluffmagere.

 

For nogen tid siden blev jeg via en bladartikel, jeg læste, opmærksom på, at det græske ord for trolddom er pharmakeia, hvorfra ordet farmaci er udledt. Dette ord har forbindelse til medicin. Dermed har det også med euforiserende stoffer at gøre. Årsagen til, at særligt unge – men også ældre – anvender disse stoffer er jo, at de faktisk har en trolddomsagtig virkning. Lige som ved indtagelse af hash, marihuana eller opium (heroin, speed, ecstacy, fantasy o.a. Forl.) bevirker dette, at man undertiden opnår en ”himmelsk” tilstand, hvori man tilmed mener at opleve det virkelige gudsfællesskab. Det er derfor betegnende, at netop dette med rivende fart udvikler sig i vor tid. Det uhyggelige er, at det binder mennesker på en sådan måde, at der i regelen skal en speciel guddommelig kraft til for fuldstændig at slippe ud af misbruget igen.

 

Når det gælder menneskelivet i tiden før Jesu komme, bør vi også standse ved tre andre skriftsteder.

 

De handler om, hvorledes forholdene vil blive i den sidste tid. Lad os læse 2. Timoteus 03:01-05a:

 

”Du skal vide Timoteus, at i denne verdens sidste tider bliver dagene onde og farlige. Mennesker vil kun elske sig selv og deres penge. De vil være hovmodige og strore i munden; de vil spotte Gud og være ulydige mod deres forældre; de vil være utaknemmelige og helt igennem onde, hensynsløse og hårdhjertede. De vil være rå og grusomme og håbe dem, der forsøger at gøre godt. De vil forråde deres egne venner, være ubeherskede og opblæste, og de vil foretrække fornøjelser frem for at tjene Gud. De vil have ord for at være religiøse, men de vil ikke have noget med Guds kraft at gøre.”

 

Her får vi at vide, at den sidste tid karakteriseres af strenge tider. Af det, der præger mennesker i den tid nævnes

 

# 1 egenkærlighed

# 2 hovmod,

# 3 spottelyst, og

# 4 uforsonlighed. Vi møder også en anden karakteristik, der er udpræget i vor tid, nemlig

# 5 ulydighed mod forældre. Dette gør sig gældende på en så uhyggelig måde, at man nemt kan forudse, at dette må ende med en katastrofe. At dette også har forbindelse med de mange ungdomsoprør er ganske givet.

 

Det næste Bibelord finder vi i 1. Tessaloniker brev kapitel 05 vers 03:

 

”Når folk siger: ”Fred og ingen fare!” Da skal ulykken pludselig komme over dem – som veer over en fødende kvinde – dog der bliver ingen stede, de kan flygte hen.”

 

Her møder vi noget af den sorgløshed, som er betegnende for vor tid. Det synes, som om mennesker ikke vil se sandheden i øjnene, men stadig håber på bedre tider. Og dog har de oplevet skuffelse efter skuffelse, når det gælder fredshåb og bedre tider.

 

Vi har i sandhed erfaret, at man ikke kan stole på løfter og overenskomster. Selv om en tilsyneladende bedring skulle indtræffe – så det ser ud som om, at problemerne bliver løst – så ser vi af dette Bibelord, at også dette kun er et blændværk. Ingen, der har kendskab til Bibelens budskab, bør lade sig narre af sådanne udsving.

 

Det sidste Bibelord, vi skal standse ved er 2. Peters Brev 03:03-04:

 

”Først og fremmest vil jeg, I skal være klar over, at der i de sidste dage skal komme mennesker, der spotter og lever, som de h ar lyst til. De vil gøre nar af løftet om Jesu genkomst og hånligt spørge: ”Javel, så Jesus har lovet at komme igen? Hvornår mon det sker? Så langt tilbage som nogen kan huske, er alt forblevet, sådan som det var fra skabelsens morgen.”

 

Her står vi over for mennesker, der kun har interesse i at leve efter deres lyster, og som med hån og spot afviser at tale om, at denne tidsalders afslutning står for døren. Det som er forudsagt, vil uvægerligt komme!

 

Skal vi drage en samlet konklusion af det, der her er sagt, må det blive dette, at mennesker i dag er modne for den katastrofe, der er uundgåelig nær os. Derfor er det, vi her har beskæftiget os med – tegn i tiden, som bebuder Jesu Kristi snare komme!!

 

 

 

 

 

KAPITEL 5

 

 

HVILKE

TEGN

ER

SYNLIGE

INDENFOR

KRISTNES

RÆKKER?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter at vi har studeret de tegn, der åbenbarer sig a) blandt nationerne, b) i naturen og c) i forholdene omkring os, skal vi nu betragte de tegn, som gør sig gældende indenfor kristenlivet.

 

Studerer vi disse tegn, vil vi finde, at et par af dem er af negativ art – og et par meget positive.

 

Et af de negative tegn har vi tidligere nævnt, men gemt den nærmere omtale deraf til dette kapitel. Det er verset i Mattæus Ev. 24:12:

 

”Og fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste.” (Gl. overs.)

 

I dette vers tales der om den stigende lovløshed og aftagende kærlighed. Der er adskillige forkyndere, som anvender dette ord på de almindelige forhold ude i verden (dagens samfund, red.) Vi har set, at det, det står forfærdeligt til, men der findes et udtryk i ovennævngte vers, som for mig gør det klart, at der her er tale om Guds folk. Det er ordet ”kærlighed”.

 

Når vi studerer Bibelen finder vi, at vi først får del i den rette kærlighed, når vi får forbindelse med Jesus.

 

Johannes siger i sit første brevs 3. kapitel og i begyndelsen af vers 14:

 

Vi ved, at hvis vi elsker vore medkristne, er vi gået fra døden til livet.”

 

Og i kapitel 04:07:

 

”I elskede, lad os elske hinanden, for kærligheden kommer fra Gud. Enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud.”

 

Ligeledes siger Paulus i Romerbrevet kapitel 05 vers 05:

 

”…for Gud har givet os Helligånden, som fylder vore hjerter med Hans kærlighed.”

 

Udtrykket ”lovløshed” angiver, at man river sig løs fra Guds befalinger, derfor hører lovlydighed og kærlighed uløseligt sammen. Blot et par skriftsteder for at belyse dette:

 

”Den, der adlyder, elsker mig; og den, der elsker mig, vil blive elsket af min far.” ….  Johs. Ev. 14:21a

 

Og

 

”Guds fuldkomne kærlighed i et menneske giver sig nemlig udtryk i, at vedkommende adlyder Hans ord. Af dette ved vi, at vi tilhører Ham.” 1. Johs. Brev 02:05.

Tilsidesættelse af Guds ord medfører således, at kærligheden aftager. Dette er noget, som præger vor tids kristne. Man tager Guds ord mindre bogstaveligt og mindre alvorligt, end man gjorde tidligere. Det gælder både Bibelens anordninger for det kristne liv og dagliglivet i øvrigt. Blandt Guds folk synes der at være en dalende interesse for selve Ordets forkyndelse. Man benytter sig af alle mulige arrangementer for at få tilslutning. Man kan undskylde sig med, at der er så mange årsager til dette manglende mødebesøg, men i virkeligheden er det et meget alvorligt tidstegn, som vi må være vågne overfor.

 

Et andet negativt tidstegn finder vi i Johs. Åbenbaring kapitel 03:15-16:

 

”Jeg ved, hvad du har udrettet, og at du hverken er kold eller varm. Gid du dog var enten kold eller varm. Men fordi du er lunken og altså hverken det ene eller det andet, vil jeg spytte dig ud af min mund.”

 

Versene er i det sidste af de ”syv sendebreve”. Det er derfor nødvendigt at påpege disse breves profetiske betydning. Personligt tror jeg, at disse breve har tre formål:

 

De skildrer # 01: syv menigheders (kirkers) indre forhold og bringer disse et guddommeligt budskab. Disse syv menigheders åndelige forhold var netop sådan, som brevene beskriver det. Det var menigheder, der var samtidige med Johannes.

 

Dernæst giver de et billede af, hvorledes # 2: den enkelte kristne kan have det i sit indre liv. Der vil til alle tider være troende, som ligner menigheden i Efesus, i Sarde, i Laodikea, i Smyrna, i Filadelfia etc.

 

Disse breves vigtigste mission er dog # 03: at give en profetisk forudsigelse af udviklingen fra apostlenes dage og til Jesu komme. Ved et nøjere studium er det ikke vanskeligt at tidsfæste disse breve.

 

Vi nøjes med at påpege, at brevet til Laodikea er brevet til Guds folk, der lever i den sidste tid. Til dette folk tales der om lunkenhed, som fremkommer, fordi man bygger for meget på tidligere gjorte erfaringer. Guds værk kan hverken bygges på a) grundlæggernes åndelige oplevelser, på b) udbredelse, på c) antallet af medlemmer eller d) organisationens fortræffelighed og e) alsidighed. Det eneste, som er afgørende, er DEN GUDDOMMELIGE BRAND I DE ENEKLTES HJERTER.

 

Men er denne brand ikke ved at blive slukket mange steder? – Med det til følge, at man bogstavelig talt er ved at gå den fremtid i møde, som Jesus taler om?

 

Brevet til menigheden i Laodikea er dog ikke alene af negativ arft. Det indeholder et personligt budskab til den enkelte. Vi læser i vers 18:

 

”Derfor råder jeg dig til at købe guld hos mig – guld, der er renset i ild – for at du kan blive ren. Køb rent og hvidt tøj hos mig, så du ikke skal gå nøgen og skamfuld omkring. Køb også salve til dine øjne, så du kan se, hvor du går.”

 

Og vers 20:

 

”Se, jeg står for døren og banker på. Hvis nogen hører min stemme og åbner døren, så vil jeg komme ind til ham, og vi vil spise sammen.”

 

Her er vi derfor inde på de positive tegn, nemlig genoprettelse af Guds menighed. Jesus står og banker. Han har rige gaver, Han vil skænke til den enkelte, som vil tage imod dem. Jeus tilbyder:

 

  • Guld, lutret i ilden – et rigt, guddommeligt liv.
  • Hvide klæder – et liv i renhed og sejr.
  • Øjensalve – en bibelsk fylde af Helligånden.

 

Og så føres vore tanker direkte til det sidste positive tegn, vi skal betragte, nemlig Apostlenes Gerninger kapitel 02:17-18:

 

”I de sidste dage, siger Herren, vil jeg udgyde af min Ånd over al menneskeheden. Jeres sønner og døtre skal profeter. Jeres unge skal få visioner, og jeres gamle skal drømme drømme. Ja, Helligånden skal komme over alle mine tjenere, mænd som kvinder, og de skal profetere.”

 

Nu vil der sikkert være nogen, der vil indvende, at dette tegn opfyldtes på pinsedagen. Hertil kan man svare, at det er rigtigt. Den dag begyndte opfyldelsen. Men når vi går tilbage til den profetiske bog, hvorfra Peter hentede sit citat, finder vi noget, der er meget interessant.

 

Joels bog indeholder tre kapitler. Et nøje studium heraf viser, at Joel havde et specielt budskab at give til sin samtid. Dette budskab er, hvad man kan kalde en dobbeltprofeti. Det vil sige, at det både havde et budskab til samtiden og en profeti om fremtiden. Denne fremtid rækker helt frem til vor tid. I alle tre kapitler finder vi nemlig et ord, som vi kan kalde ”nøgleordet” til forståelse af bogen. Dette ord er ”Herrens Dag”. Det fortæller os, at den endelige opfyldelse af profetien er henlagt til afslutningens tid.

 

Betegnende er det at lægge mærke til, at profetien om Åndsudghydelsen findes midt imellem to andre profetiske udsagn. I Joel kapitel 02:21-27 læser vi om begivenheder, som har forbindelse med Israels genoprettelse. I de to næste vers, Joel kapitel 03:01-02, findr vi, løftet om Åndsudgydelsen. Dernæst i de følgende vers kommer en beskrivelse af ”Herrens Dag”.

 

Det var studiet af disse ting, som i slutningen af forrige århundrede skabte forventning hos Guds folk om, at en ny Åndsudgydelse var i vente. Det var denne forventning, som fremkaldte den intensive bøn over hele jorden. Den bønd, der gik forud for Åndsudgydelsen, der begyndte i begyndelse af sidste århundrede.

 

At Helligånden udgydes, og at den stadig ”falder” overalt på jorden – over alle, som er åbne for dette, er derfor et af de aller tydeligste tegn på, at Jesu komme står for døren. I dag lyder der tungetale med udlægning og profetisk tale. Man oplever, at Herren helbreder syge, og at Han viser sin kraft på mange andre måder.

 

Dette er således hverken falsk lære eller overspændthed – det er Guds budskab til alle kristne: Jesus kommer snart!

 

Når der tales om Åndsudgydelse, så bør vi forstå, at dette ikke er noget, der bare er knyttet til Pinsevækkelsen.

 

Når Pinsevækkelsen i sin tid opstod som en speciel åndelige retning, skyldtes det helt enkelt den kendsgerning, at man blev tvunget til at handle sådan på grund af den modstand de, der i begyndelsen var blevet åndsdøbte – mødte i de samfund, de da tilhørte.

 

Men Gud vil, at denne Åndsudgydelse skal have en betydelig større bredde. Derfor fremstod der i tresserne den såkaldt ”Karismatiske Vækkelse”. I lighed med Åndsudgydelsen omkring forrige århundredeskifte begyndte den i USA. I tusinder af kristnes hjerter indenfor alle kristne retninger. Tilmed i den katolske kirke vaktes en længsel efter at modtage samme åndelige kraft som den, der faldt på pinsedag.

 

Siden dette er tusinder af præster, prædikanter, professorer, forretningsmænd og kirkemedlemmer af alle kategorier blevet døbt med Helligånden, og taler i tunger. Bevægelsen har siden bredt sig til Europa og de andre verdensdele, og den vokser med rivende fart.

 

Hvis Åndsudgydelsen ved forrige århundredeskifte var et tydeligt tegn på Jesu snare komme, så er dette tegn yderligere forstærket ved den karismatiske vækkelse. Åndsudgydelsen er nemlig et led i de troendes beredelse for Jesu komme. Derfor gælder det for alle kristne om, at de nu vågner op og bereder sig til at tage imod, hvad Herren har at give. Det er kun de levende og brændende kristne, som er rede til at tage mod Jesus, når Han kommer. De, der ikke har det på den måde, vil blive ladt tilbage, når Jesus snart kommer for at hente sin brud!

 

 

 

 

 

 

 

 

KAPITEL 6

 

HAR

ISRAEL

EN

PLACERING

I

FORBINDELSE

MED

JESU

GENKOMST?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

”Men den dag I ser Jerusalem omringet af fremmede tropper, skal I vide, at timer er kommet, da byen skal ødelægges. Judæas indbyggere gør da bedst i at flygte op i bjergene. De, der er i Jerusalem, skal forsøge at komme ud, og de, der er udenfor, skal ikke prøve at komme ind. I de dage skal alt det, profeterne har skrevet om, gå i opfyldelse. Stakkels de kvinder, der i de dage er gravide; og stakkels dem, som har små børn; der vil komme stor elendighed i landet, og vrede vil bryde løs over folk. Folk vil blive dræbt på stedet eller jaget bort til andre lande som fanger og flygtninge, og Jerusalem bliver indtaget og trampet ned af fremmede folkeslag, indtil deres tid er forbi.”

Lukas Ev. 21:20-24

 

Da vi studerede tidens tegn ifølge Mattæus Ev. Kapitel 24, var vi enige om, at Jesus i dette kapitel behandler tre forskellige begivenheder:

 

  1. Jerusalems ødelæggelse.
  2. Jesu genkomst.
  3. Verdens end.

 

I Lukas’ gengivelse af Jesu undervisning om forholdene ved Hans genkomst er der kommet en del detaljer med. De taler specielt om Israels stilling. Derfor skal vi nu tage dette kapitel (Luk. 21) som vort udgangspunkt.

 

Vi finder her, at der tales om tre forskellige begivenheder:

 

  1. Forudsigelse om Jerusalems ødelæggelse og forholdsregler om, hvorledes de bør agere, når byen rammes af straffedommen.
  2. En beskrivelse af Israels periode i landflygtighed og afslutningen derpå.
  3. Opfordring til at give agt på figentræets udvikling som et specielt tegn på Jesu genkomst.

 

Lad os først se lidt på, hvad Jesus siger om Jerusalems ødelæggelse. Hvis vi sammenligner vers 20 med vers 15 i Mattæus Ev. kapitel 15, vil vi finde, at der er væsentlige forskelle her.

 

I Lukas Ev. 21:20 tales om Jerusalem, der er omgivet af krigshære, medens Mattæus Ev. 24:15 taler om ”Ondskabens gud”, der står i helligdommen.

 

Forklaringen er den, at Lukas 21:20 skildrer romernes belejring af Jerusalem, mens Mattæus 24:15 taler om Antikrists magtovertagelse i Jerusalem under ”den Store Trængsel”.

 

I begge tilfælde talte Jesus advarende og vejledende ord til dem, der ville rette sig herefter.

 

Vi ved fra historiske beretninger, at de troende på belejringens tid adlød Jesu ord og derved undgik at dele skæbne med de øvrige af byens indbyggere. Den største del af disse forlod Jerusalem i år 66, da belejrerne af uforklarlig årsag trak sig tilbage til deres lejr i Gibeon. Området ligger ”50 stadier” fra Jerusalem. Som Jesus havde sagt, flygtede de op i bjergene og reddede livet.

 

Under hele belejringen døde ca. en million af de øvrige. Ca. 500 flygtninge blev korsfæstet hver eneste dag. Hen ved 100.000 blev solgt som slaver til ægyptiske bjergværker. Et lignende antal blev ført til Rom for at blive ofre i dyre- og gladiatorkampe.

 

Så kom den lange, mørke tid for jøderne, som – jf. vers 24 – varer, indtil deres (fremmede folkeslag) tid er fobi. Lad det blive sagt i korthed, at ”indtil deres tid er forbi” betyder, at Jerusalem ophører at være underlagt hedenske nationer (fremmed herredømme).

 

Vi ved fra historien, at der gennem tiderne er gjort mange forsøg på at befri Jerusalem, men dette kunne ikke ske, før Guds time var inde.

 

I forbindelse med, at Jesus taler om dette, opfordrer Han også til, at give agt på figentræet og de andre træer.

 

Allerede hos profeten Jeremias – i kapitel 24 – ser vi, at Israels børn omtales under billedet af figner. Går vi til det Nye Testamente, møder vi samme billede der.

 

Når Jesus i Lukas Ev. kapitel 13 fortæller lignelsen om det ufrugtbare figentræ – på hvilket han i tre år forgæves havde søgt efter frugt – så er dette et billede på jødernes tilstand under Jesu vandring på jorden.

 

Når Jesus i Mattæus Ev. 21:19 lod figentræet uden frugt – visne, så var dette en profetisk handling, der havde forbindelse til jødernes fremtidsskæbne.

 

Det er der en helt naturlig fortolkning, når vi lader figentræet i Lukas EV. 21:29 betyde det jødiske folk.

 

Lad os derfor nu gentage ordene i vers 29 og 31:

 

”Jesus fortsatte med følgende billede: ”Se på figentræet og alle de andre træer. På samme måde kan I også vide, at Guds rige er nær, når alt det, jeg har beskrevet, begynder at ske.”

 

 Det betyder altså, at når vi ser figentræet springe ud - det vil sige: Når det jødiske folk udfolder sig igen, da ved vi, at tiden for vor bortrykkelse fra jorden er nær forestående.

 

Hvordan har så udviklingen været med hensyn til Palæstina og de jødiske folk?

 

For det første ved vi, at Palæstina i gammeltestamentlig tid var et meget frugtbart land. Regnen faldt i tilstrækkelig mængde under to regnperioder: tidligregnen, når sæden var lagt i jorden, og sildigregnen (senregnen) kort før modningstiden.

 

Under perioden i landflygtighed efter Jerusalems ødelæggelse ophørte sildigregnen efterhånden at falde. Det bevirkede, at det frodige land lidt efter lidt blev forvandlet til en gold ørken.

 

I slutningen af det forrige århundrede skete der imidlertid en ændring, idet sildigregnen igen begyndte at falde i betydelig mængde. Bibeltolkere forstod da, at Israels befrielsestid nærmede sig. Der var nu skabt mulighed for, at landet bogstavelig talt kunne grønnes.

 

I 1897 kom det næste vårtegn. Theodor Herzl sammenkaldte da til den første Zionist Kongres. Zionismen fremstod og dermed også forventningerne om et nyt jødisk rige.

 

Kort før år 1914 begyndte man at sysle med planer om en udvidelse af Jerusalem. Efter at planen var lagt, blev der gjort opmærksom på, at der allerede i Det Gamle Testamente var talt om en sådan byplan. Læs i Jeremias 31:38-40:

 

”Der kommer en dag, siger Herren, hvor hele Jerusalem skal genopbygges til Herrens ære – fra Hanan’els tårn i det nordøstlige hjørne til Hjørneporten i nordvest, fra Garebohøjen i sydvest til Goa i sydøst. Da skal hele byen være helliget Herren – også gravområdet og askedyngen i dalen udenfor samt oplandet ud mod Kedrons bæk helt til Hesteporten mod øst; og byen skal aldrig mere indtages og ødelægges.”

 

Der var dengang nogen, som kom i tanke om, at udvidelsesplan var forudsagt af Jeremias. Da man undersøgte sagen, viste det sig, at planen var i overensstemmelse med førnævnte profeti.

 

Den 2. November 1917 kom næste trin i udviklingen, da den bekendte ”Balfour deklaration” om Palæstina som jødernes hjemsted blev udstedt.

 

Den 11. December 1917 blev Jerusalem erobret. Uden sværdslag blev byen indtaget af engelske tropper. Det var et historisk øjeblik, da general Allenby med blottet hoved red ind i ”Den Hellige Stad”.

 

Efter verdenskrigens ophør begyndte indvandring til landet, der efterhånden antog større og større dimensioner. Man gik i gang med landets opdyrkning og udnyttelse af værdige, der fandtes. Nu kunne man for alvor sige, at landet var begyndt at blomstre.

 

Det var dog ikke alle jøder, der var lige interesserede i at vende tilbage, derfor måtte et andet ord af Jeremias gå i opfyldelse:

 

”Men først sender jeg fiskere ud, som skal fiske jer op fra dybet, hvor I har gemt jer for min vrede: jeg sender jægere af sted på klapjagt for at indfange jer på bjergene og i klippehulerne, hvor I har skjult jer, så I kan få den straf I har fortjent.”

 

Fiskerne – et billede på Zionismen, der arbejdede på at drage folket tilbage til landet – havde allerede siden 1897 været i virksomhed. Men nu kom jægerne også. De forfærdelige jødeforfølgelser, som først og fremmest nazismen var skyld i, tjente det formål at jage folket tilbage til deres fædres land.

 

Den 14. Maj 1948 indtrådte næste fase i udviklingen, nemlig proklamationen af den jødiske stat. Vi ved, at der siden er blevet gjort mindst fire forsøg på at tilintetgøre Israel, men alle er slået fejl.

 

Under alle fire krige fortælles der om så mange tegn og undere, der skete, at tanken uundgåeligt føres tilbage til Israels historie i Det Gamle Testamentes tid samtidig, at man forstår, at Gud på en synlig måde også nu viser, at Han er med sit folk.

 

Under seksdageskrigen i 1967 lykkedes det israelerne at tilbageerobre – ikke alene den gamle del af Jerusalem, men også større land områder fra Ægypten og Jordan samt et mindre område af Syrien. Nogle af disse områder holdes fortsat besat, og alt tyder på, at Israel ønsker at beholde i hvert tilfælde visse dele af disse områder. Men selv om de ville have beholdt det hele, så er de endnu ikke nået frem til de grænser, som Bibelen angiver for Israel ved denne tidsalders afslutning. Disse grænser finder vi omtalt i Ezekiels Bog kapitel 47:14-20:

 

”… og resten af stammerne skal have lige store jordlodder. Jeg lovede højt og helligt at give jeres forfædre landet – og nu skal I få det i arv!

 

Landets nordlige grænse skal løbe fra Middelhavet mod Hetlon – derpå videre gennem Lebo-Hamat til Zedad; fra Zedad videre mod Berota og Sibrajim, som ligger på grænsen mellem Damaskus og Hamat, til den rammer Haurans grænse ved Hazar-Enon – med Damaskus inden for landets grænse. Nord for grænsen ligger Hamat.

 

Den østlige grænse løber fra Hazar-Enon i det nordøstlige hjørne til Haurans bjerg, hvorefter den slår en bue mod vest til Jordan og til sydspidsen af Galilæas sø. Derefter følger den Jordanfloden mod syd, hvor den adskiller Israel fra Gilead, og videre gennem det ”Døde Hav” til Tamar.

 

Den sydlige grænse løber fra Tamar i sydøst mod Meribat –Kadesj kilder og følger så bækken, der grænser til Ægypten, helt ud til det store hav, Middelhavet. Mod vest giver grænsen sig selv: Fra landets sydvestlige hjørne følger den Middelhavet mod nord på højde med Lebo-Hamat, hvor nordgrænsen begynder.”

 

Denne profetiske forudsigelse fortæller os, at det fremtidige Israel får større landområde, end Israel havde i Det Gamle Testamentes tid. Dette må også nødvendigvis ske, hvis løftet til Abraham helt og holdent skal opfyldes (1. Mosebog kapitel 15:18-21)

Rent geografisk betyder det, at Israel kommer til at omfatte større eller mindre dele (i enkelte tilfælde hele det pågældende land) af det nuværende Jordan, Syrien, Libanon, Saudi-Arabien og Irak udover de områder af Syrien, Jordan og Ægypten, som allerede er eller var besat efter krigen i 1967.

 

Alle profetier om Israels fremtid er derfor endnu ikke opfyldt, men de vil blive det før eller senere.

 

At hele Jerusalem er under israelernes overherredømme er imidlertid et meget betydningsfuldt tegn på, at vi lever i afslutningstiden. Kun, hvis tiden endnu ikke helt er inde for, at profetien om Jerusalems samling opfyldes, er der mulighed for, at Israel tvinges til at tilbagegive den gamle bydel. Men tanken om dette lyder ganske usandsynlig, når man ved, hvilke guddommelige åbenbaringer, der skete netop i forbindelse med Jerusalems erobring.

 

Det kan naturligvis ikke med bestemthed forudsiges, på hvilket tidspunkt den øvrige del af det lovede landområde skal tilfalde det israelske folk. Det kan ske gennem nye krige, men det vil i hvert tilfælde ske senest, når Jesus efter den store trængsel – sammen med de Hellige – kommer tilbage for at oprette det tusindårige fredsrige på jorden.

 

Når det gælder israelernes modtagelse af Kristus, så vil dette først finde sted ved sidstnævnte tidspunkt. Men derefter vil Israel blive det førende folk på jorden og Jerusalem selve centralpunktet for alle folkeslag. Da vil også fjendskabet med det arabiske folk være ophørt. (Se Esajas Bog kapitel 19:22-25).

 

Får Israel derfor nu lov til at beholde herredømmet over Jerusalem, kan vi med Bibelen i hånden slå fast, at Jesu komme må være en meget nær forestående begivenhed. Da kan vi med glæde og forventning løfte vore hoveder, fordi vi ved, at vor forløsning nærmer sig.

 

Figentræet er ikke alene begyndt at knoppes, men bladene begynder at udfolde sig synligt for vore øjne!

 

(Lad os her bemærke, at de andre træer, der omtales, er et billede på de mange kolonilande, som i vor tid – et efter et – opnår selvstændighed.)

 

Ordet i Zakarias Bog kapitel 12:03 er også gået i opfyldelse:

 

”Og der skal komme en dag, hvor jordens nationer vil opfatte Jerusalem som en byrde. De skal forsøge at overvinde byen, men det skal ikke lykkes; for Jerusalem er en urokkelig klipppe – enhver, som prøver at flytte den, skal rive sig til blods på den.”

 

Det mærkelige er, at selv såkaldte kristne nationer gennem FN – og på en anden måde – er med til at forhindre den udvikling, som der nu er i gang. Det er forbavsende, at ikke engang statsmænd, som er bekendende kristne, lader Bibelens udsagn være rettesnor for deres handlinger. De lader sig lede af det, som de forstandsmæssigt anser for at være klogest. De ved således ikke engang, at de derigennem er med til at opfylde det profetiske ord. Derfor er de også gået med til, at en resolution er blevet i FN, der fordømmer, at Israel nu har taget herredømme over byen. Men ikke engang FN er i stand til at ændre en smule af, hvad der er Guds vilje.

 

Selv inden for troende kredse står man visse steder uforstående overfor det, der er sket. Det er som om man ikke vil forstå, at dette er Herrens vej. Nogle mener, at Gud ikke benytter en krig som middel til at føre sin vilje igennem, men man glemmer, at det ikke alene var ved krige, at Israel oprindelig fik landet i eje. Det var også under en krig, at dette land blev befriet fra tyrkernes undertrykkelse. Gud går de veje, Han selv vil.

 

Det kan således være meget delte meninger om tidspunkt for, at visse profetier opfyldes. Imidlertid forandrer det ikke det mindste på den kendsgerning, at alle tegn i Israel klart og tydeligt peger på, at Jesus kommer meget snart!

 

 

 

 

 

 

 

KAPITEL 7

 

HVAD

ER

FORSKELLEN

KRISTI DAG

OG

HERRENS DAG?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det viser sig ofte, når man taler med troende mennesker om de begivenheder, der har med de sidste tider at gøre, at der er mange, som ikke kan sondre mellem de forskellige bibelske udtryk. Af den grund opstår der ofte en ikke lille begrebsforvirring. Noget af det, der på denne måde blandes sammen er betegnelserne: ”Jesu Kristi dag” og ”Herrens dag”.

 

Lad os først se på et par af de steder, hvor disse udtryk forekommer.

 

Vi begynder med Paulus brev til Filemon, kapitel 01:10:

 

”….. at I må være rene og lydefri på Kristi dag” gl. oversættelse. (Bogen: ”…. At I altid må kunne skelne klart mellem ret og uret, så I må have et rent sind; da vil I også på den dag, hvor Kristus holder dom, kunne stå rene og uden fejl.”)

 

Og derefter 2. Tessalonikerbrev 02:01-02:

 

”Hvordan vil det gå, når vor Herre Jesus Kristus kommer tilbage og vi skal samles for at møde Ham? Vi beder jer om, brødre ikke at lade jer skræmme af rygter om, at Herrens dag er lige forestående. Hvis I har hørt om en åbenbaring eller fået et budskab, eller hvis der er kommet et brev angående dette, som påstås at være fra os, så skal I ikke tro det.”

 

Nogle tror, at disse to udtryk taler om den samme begivenhd, men ved nærmere studium heraf vil man finde, at det er to vidt forskellige dage, der tales om. Den ene af disse, ”Jesu Kristi dag”, er en dag, man ser frem til med længsel og forventning. Omvendt hvad angår ”Herrens dag”. De der må opleve den, ser hen til den med frygt og bæven.

 

Lad os se lidt på, hvad der siges om den dag, som kaldes ”Jesu Kristi dag”.

”Jeg er sikker på, at Gud, som har begyndt sit gode værk i jer, vil fortsætte det til den dag, hvor Hans gerning med jer er afsluttet og fuldbyrdet – den dag, Jesus Kristus kommer igen.” Gl. overs.: ”… vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag”.

 

Her får vi at vide, at det gode værk, som Jesus har begyndt i os skal fuldføes indtil denne dag.

 

Og så læser vi igen det vers, vi citerede før:

 

”….. da vil I også på den dag, hvor Kristus holder dom, kunne stå rene og uden fejl.” (”… at I må være rene og lydefri på Kristi dag.” – Gl. oversættelse.)

 

Paulus udtrykker her ønsket om, at vi må være i den rette stilling, når denne dag oprinder.

 

Vi fortsætter med følgende vers:

”…. og holde fast ved Livets ord. Når så Kristus kommer igen, (”… på Kristi dag, at jeg …. ”gl. Oversættelse) kan jeg glæde mig over, at jeg ikke har levet og arbejdet forgæves iblandt jer.” Filipperbrevet 02:16.

 

Her fortæller Paulus om de resultater, han forventer at møde på netop denne dag.

 

”Jesu Kristi dag” må derfor være den samme, som Paulus andre steder betegner som ”hin dag” (gl. oversættelse).

 

”… jeg ved hvem jeg tror på, og jeg er sikker på, at Han har magt til at bevare det, Han har betroet mig, indtil den dag kommer (”…. Indtil hin dag”, gl. oversættelse). Ja, ikke bare mig, men alle, som længes efter, at Han skal komme igen!”

  1. Timoteus’ brev 04:08.

Mon ikke disse skriftsteder skulle være nok til at bevise, at ”Jesu Kristi dag” og ”hin dag” betegner akkurat det samme som Paulus beskriver i 1. Tessalonikerbrev, kapitel 4:16-17, hvor der står:

 

For Herren selv vil stige ned fra Himlen, g der skal høres et mægtigt kommandoråb og lyden af en overengels røst og drønet fra Guds mægtige basun. Da skal først de, der er døde i troen på Kristus stå op af graven. Derpå skal vi, der endnu er i live her på jorden, bortrykkes for sammen med dem i skyerne at møde Herren i luften. Derefter skal vi altid være sammen med Herren.”

Jesu Kristi dag er således den dag, hvor Jesus Kristus åbenbares i skyen for at hente sine hellige. Den dag, som alle – derer rede – ser hen til med længsel og forventning.

 

Det stiller sig imidlertid helt anderledes, når vi læser om Herrens dag. Se, hvad der står i 1. Tessalonikerbrev, Kapitel 05:02-03:

 

”… for I ved udmærket godt, at Herrens dag vil komme lige så uventet som en tyv om natten. Når folk siger: ”Fred og ingen fare!” Da skal ulykken pludselig komme over dem – som veer over en fødende kvinde – og der bliver ingen steder, da kan flygte hen.”

 

Allerede her lægger vi mærke til, at udtrykket ” Herrens dag” er nøje forbundet med ”pludselig ulykke” (”undergang”, gl. oversættelse) Det samme finder vi i 2. Tessalonikerbrev kapitel 02:02:

 

”… ikke at lade jer skræmme af rygter om, at Herrens dag er lige forestående. Hvis I har hørt om en åbenbaring eller fået et budskab, eller hvis der er kommet et brev angående dette, som påstås at være fra os, så skal I ikke tro det.”

 

Medens tanken om Jesu Kristi dag bringer glæde og forventning til hjerterne, så fremkalder tanken om, at Herrens dag skulle være nær forestående, den situation, at man mister besindelsen og skræmmes.

Dette fremgår også af en del andre steder i Guds Ord, hvor denne ene dag er omtalt. Esajas kaptiel 13:06:

 

”Skrig af rædsel, for Herrens time (”dag”, gl. oversættelse) er kommet, hvor den Almægtige skal knuse jer!”

 

Og Ezekiel, kapitel 30:03:

 

”Klag og grad, for dommens frygtelige dag er nær! Det er Herrens vredes dag – en dag med mørke skyer, hvor det trækker op til uvejr; for timen er kommet, hvor jeg vil dømme nationerne.”

 

I Joels bog, kapitel 02:01:

 

”Lad alarmen lyde i Jerusalem! Blæs trompeten på Herrens hellige bjerg! Lad alle ryste af skræk, for Herrens dommedag er nær!”

 

Og i vers 11:

 

”Herren leder dem med et vældigt kommandoråb; for de er Hans vældige, talløse hær, og de parerer ordre fra Ham. Herrens dommedag er frygtelig – hvem kan undslippe den?”

 

Også i det tredje kapitel er der nogle vers, der taler om dette; læs vers 4:

 

”Solen skal formørkes, og månen skal blive rød som blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer.”

 

Derefter vers 19:

 

”Hør larmen af hærafdeling på hærafdeling! Herrens dag er nær i retskendelsens dal.”

 

Jeg vil til sidst citere Zefanias’ bog kapitel 01:14:

 

”Denne frygtelige dag er nær – meget nær endda – og den kommer pludselig! På den dag (”Herrens dag”, gl. oversættelse) skal selv de tapreste mænd græde i fortvivlelse,”

 

Der kunne nævnes endnu flere skriftsteder, men disse skulle være nok til at bevise, at ”Herrens dag” har en helt anden karakter end ”Jesu Kristi dag”.

 

Hvad er Herrens dag? Jo, det er den dag, da Herren – efter trængselstiden sammen med sine hellige – kommer tilbage for at tage magten på jorden. Den dag, hvor Han sætter sine fødder på Oliebjerget, og hvor Han med det skarpe sværd, der udgår af Hans mund – ødelægger de fjender, som har samlet sig for at tilintetgøre Herrens ejendomsfolk.

 

Herrens dag er således straffens og ødelæggelsens dag. I denne forbindelse skal vi lægge mærke til , at et af de tegn, som Jesus omtaler i Mattæus Ev. kapitel 24 – først får sin opfyldelse i forbindelse med denne dag. Vers 29:

 

”Efter disse dages rædsler vil solen formørkes og månen miste sin glans. Stjernerne falder ud af deres baner, og universets kræfter rystes.”

 

Her tales om tegn i sol, måne og stjerner, men læg mærke til, at disse tegn ikke sker før efter trængselen. Og at trængselen ikke bryder frem i sin fulde kraft, før bruden er taget bort fra jorden. Vi læser videre i Esajas kapitel 13:09-10:

 

”Se, Herrens dag kommer – Herrens frygtelige vredes! Landet skal ødelægges – og alle synderne med. Lyset er slukket; for på den dag skinner hverken sol eller måne eller stjerner.”

 

Vi ser, at vers 9 taler om Herrens dag, og nu finder vi, at netop disse tegn står i forbindelse med denne dag.

 

Vi har set, at der i Joels Bog kapitel 2 tales om Herrens dag. Nu læser vi i vers 10:

 

”Foran dem ryster jorden, og himlen skælver; solen og månen formørkes, og stjernernes lys er borte”.

 

Og videre i Joel kapitel 03:04:

 

”Solen skal formørkes, og månen skal blive rød som blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer.”

 

Dette gentages i vers 20:

 

Solen og månen skal formørkes og stjernernes lys skal forsvinde.”

 

Apostlen Peter citerer Joel kapitel 03:01-05 i sin pinseprædiken, hvor han også sætter disse tegn i forbindelse med Herrens dag.

 

Det sidste Bibelord vi skal læse i denne forbindelse er fra Johannes’ Åbenbaring kapitel 06:12-17:

 

”Jeg så Lammet bryde det sjette segl. Da udbrød der et voldsomt jordskælv. Solen blev mørk som en sørgedragt, og hele månen blev blodrød. Himlens stjerner faldt ned på jorden, som umodne frugter falder fra et figentræ, der gennemrystes af mægtige storme. Himlen forsvandt som en bogrulle, der rulles sammen, og alle bjerge og øer blev flyttet fra deres plads. Og jordens konger og verdens ledere, generalerne og de rige, magthaverne, slaver og fri skjulte sig i bjergenes huler og klipper. De råbte til bjergene og klipperne: ”Fald over os og skjul os for Hans ansigt, som sidder på tronen, og beskyt os mod Lammets vrede. For deres vredes store dag er kommet. Hvem kan da bestå!”

 

Her finder vi, at disse tegn sættes i forbindelse med Lammets vrede, og det er jo netop denne, der åbenbares på Herrens dag.

 

Når jeg behandler dette så udførligt, er det, fordi jeg ved, at der findes ærlige kristne, som har svært ved at forlige sig med tanken, om at Jesu genkomst er nær forestående. Netop fordi disse tegn ikke er gået i opfyldelse. Til dem vil jeg sige: ”I skal ikke gå og vente på dette, men I skal vente på Jesus. For de tegn, der bebuder Hans genkomst, går i opfyldelse – lige for øjnene af os.”

 

Et menighedssamfunds opfattelse af omstændighederne omkring Jesu komme adskiller sig på mange måder fra de evangeliske kristnes. Her skal blot nævnes, at de har modsat syn af det, som er blevet påpeget i dette kapitel vedrørende tegnene i sol og måne.

 

Når vi skal tolke Bibelen, må vi altid placere hver begivenhed, hvor den rettelig hører hjemme. Disse specielle ting sker ifølge Bibelen i slutningen af ”Den Store Trængsel”.

 

Det er meget muligt, at nogen efter at have læst dette vil indvende, at Johs. Åbenbaring kapitel 01:10 også omtaler Herrens dag, men at det her betyder noget helt andet. Dette er fuldstændigt rigtigt. De græskkyndige siger, at det udtryk, der anvendes her, er ”hemera kyriake”, der betyder. ”Den til Herren helligede dag”, altså søndagen. At ordet ”Herrens dag” anvendes her, viser således hen til, at de kristne allerede da betragtede søndagen som Herrens dag. Dette vers har således ingen forbindelse til ”Herrens dag”, som vi møder i de forud citerede afsnit. Oversættelsen af dette ord (Johs. Åbenbaring 01:10) burde derfor have været anderledes. F.eks. ordret for at markere forskellen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KAPITEL 8.

 

HVORDAN

SKAL

MAN

FORSTÅ

BIBELORDENE

FRA

  1. TESSALONIKERBREV

KAPITEL 02:01-12?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter at vi nu har betragtet forskellen mellem ”Jesu Kristi dag” og ”Herrens dag”, vil det være helt naturligt at undersøge, hvorledes man skal forstå 2. Tessalonikerbrev kapitel 02:01-12, hvor udtrykket ”Herrens dag” forekommer.

 

Disse vers lyder således:

 

”Hvordan vil det gå, når vor Herre Jesus Kristus kommer tilbage, og vi skal samles for at møde Ham? Vi beder jer om, brødre, ikke at lade jer skræmme af rygter om, at Herrens dag er lige forestående. Hvis I har hørt om en åbenbaring eller fået et budskab, eller hvis der kommet et brev angående dette, som påstås at være fra os, så skal I ikke tro det.

 

Lad jer ikke vildlede på nogen måde. For den dag kommer nemlig ikke, før to ting er sket: Først kommer det store oprør mod Gud, og dernæst skal den store oprører, som bringer fordærv og selv ender i fordærv, åbent træde frem. Han vil bekæmpe alt guddommeligt og ophøje sig over alt, hvad der er helligt. Han vil endog tage plads i Guds tempel og udnævne sig selv til Gud. Husker I ikke, at jeg fortalte det, da jeg var hos jer? Og I ved, hvad der hindrer ham i at komme: Han kan ikke komme, før hans tid er inde.

 

Dette skjulte, lovløse værke, som oprørets og fortabelsens menneske skal udføre, er allerede i gang; men han selv ikke træde åbent frem, før den, der holder ham tilbage, bliver fjernet. Men da vil han komme, dette oprørets menneske, som Herren Jesus blot behøver at puste til – så er han færdig. Ja, når Herren kommer igen, vil hans blotte nærvær tilintetgøre ham.

 

Når den lovløse kommer, vil Satan give ham magt, og han vil forføre mennesker med al slags løgn og tegn og undere, og han vil vildlede alle dem, der er på vej til fortabelse, fordi de ikke tog imod den kærlighed til sandheden, som kunne frelse dem. Derfor overgiver Gud dem nu til forførelsen, så de tror løgnen. De vil blive dømt, fordi de ikke troede sandheden, men foretrak uretfærdigheden.”

 

Det, som har skabt en del forvirring er, at en del troende har opfattet dette afsnit som om Antikrist skal åbenbares – inden Jesus kommer. Men er dette tilfældet, da falder jo al tale om, at Jesus kan komme – når som helst – unægtelig til jorden. I så fald må vi først vente på Antikrist, inden vi kan vente Jesus!

 

Et grundigt studium af disse vers viser klart, at de ikke giver grundlag for ovennævnte slutning. Det første vi lægger mærke til er, at det var fremmede elementer, der havde bragt forvirring i Tessaloniker menigheden.

 

I sit første brev til denne menighed gav Paulus en grundig undervisning om, hvorledes Herrens komme kunne forventes. I 1. Tessalonikerbrev 04:13-18:

 

”Og nu, kære brødre, vil jeg, at I skal vide, hvad der sker med en kristen after døden, for at I ikke skal sørge som de, der ikker har noget håb. Vi tror, at Jesus døde og derpå vendte tilbage til livet igen. Og vi tror, at Gud også vil føre alle kristne, som er døde i troen på Kristus tilbage til livet sammen med den opstandne Jesus.

 

Dette siger vi jer med et ord fra Herren selv: Vi som endnu er i live, når Herren kommer tilbage, skal ikke går forud for dem, der ligger i deres grave. For Herren selv vil stige ned fra Himlen, og der skal høres et mægtigt kommandoråb og lyden af en overengels røst og drønet fra Guds mægtige basun. Da skal først de, der er døde i troen på Kristus, stå op af graven. Derpå skal vi, der endnu er i live her på jorden, bortrykkes for sammen med dem i skyerne at møde Herren i luften. Derefter skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hinanden med disse ord.”

 

Men så står der i 2. Tessalonikerbrev 02:01-03a:

 

”Hvordan vil det gå, når vor Herre Jesus Kristus kommer tilbage og vi skal samles for at møde Ham? Vi beder jer om, brødre, ikke at lade jer skræmme af rygter (gl. oversættelse: nogen ånd) om, at Herrens dag er lige forestående. Hvis I har hørt om en åbenbaring eller fået et budskab, eller hvis der er kommet et brev angående dette, som påstås at være fra os, så skal I ikke tro det.

 

Lad jer ikke vildled på nogen måde.” ……..

 

Her tales om ”nogen ånd”, hvormed sikkert menes ”profeti” eller udlægning af tungetale, der ikke er ægte. Der kan også have forekommet en form for undervisning eller måske foreligget et brev, der gjorde krav på at stamme fra Paulus, men som overhovedet ikke havde nogen forbindelse med apostelen.

 

Læg også mærke til, at det budskab, de på denne måde havde modtaget, havde virket skræmmende og havde bragt dem ud af fatning. Dette står i modsætning til, hvad der står i 1. Tessalonikerbrev kapitel 4, hvor budskabet om Jesu komme netop skulle virke trøstende.

 

Derfor kommer Paulus nu med sin forklaring. Tessalonikerne havde fået at vide, at Herrens dag var lige forestående. Men Herrens dag er jo – som tidligere påvist – noget helt andet, end Jesus komme.

 

I 2. brev til Timoteus 02:17-18 taler Paulus om to falske lærere – Hymenæus og Filetus, som lærte, at opstandelsen allerede havde fundet sted. Det kan ikke udelukkes, at det netop var disse to personer, som havde vundet indpas i Tessalonikermenigheden. Dersom opstandelsen havde fundet sted, så var bortrykkelsen jo også sket, og så stod den forfærdelige Herrens dag for dem med al dens gru.

 

Det er på dette grundlag, at Paulus nu begynder at minde tessalonikerne om, hvad han tidligere har lært dem. Inden Herrens dag må frafaldet komme og ”lovløshedens menneske”, ”fortabelsens søn” åbenbares. Men de ved også, at der er noget, der holder igen. Og så længe dette holder igen, kan han ikke åbenbares.

 

Derfor – selv om ”lovløshedens hemmeligehed” allerede virker, så må den, som holder igen først fjernes. Men da denne endnu ikke er fjernet, er tiden for Antikrist fremdeles heller ikke for hånden.

 

Spørgsmålet bliver da, hvad der menes med ”den, der holder igen?”

 

Der findes indenfor troende kredse to forskellige opfattelser, som gør sig gældende vedrørende denne sag. Den ene opfattelse går ud på, at det er den almindelige lov og orden, som er den store hindring for Antikrists fremtræden. Man bygger dette syn på Jesu udtalelse om, at lovløsheden tager overhånd, og at Antikrist kaldes for ”lovløshedens menneske!” Man mener derfor, at et fuldstændigt anarki vil gøre sig gældende, og at det er dette anarki, der efterhånden vil bane vej for Antikrists tilsynekomst. (I et tidligere kapitel har jeg fremstillet mit syn på denne udtalelse af Jesus).

 

Personlig er jeg af den opfattelse, at den anden tolkning er den rette – nemlig: at ”den, som nu holder igen”, er Jesu brud.

 

Forudsætter man derfor, at det er Jesu brud, der ”holder igen”, så er det næste spørgsmål, hvorledes dette sker.

 

For nogle år siden hørte jeg en forklaring på dette som jeg syntes lød ganske troværdig, men som jeg ikke var i stand til at kunne kontrollere, da jeg ikke har haft anledning til at lære det græske sprog. Forklaringen var, at det græske ord for ”holde igen” var det samme som i Det Nye Testamente anvendes, når der tales om at holde fast. Meningens skulle altså være den, at Paulus i 2. Tessalonikerbrev 02:06 ville sige: Også nu ved I, hvem det er, som holder fast, så han først kan åbenbares, når hans tid er inde”. (Gl. oversættelse) Og dermed skulle der også i vers 7 stå: ”…. Kun må den, som holder fast, først fjernes.”

 

Inden denne bog blev færdigskrevet har jeg haft anledning til at skaffe mig nærmere oplysninger om dette ords betydning. Det viser sig, at denne forklaring ikke holder stik. Da jeg i visse sammenhæng har fremholdt, at der findes en sådan tolkning, anser jeg det for rigtigst i forbindelse med behandlingen af dette skriftsted at oplyse, at denne forklaring ikke har sin rigtighed.

 

Hvordan kan Jesu brud ”holde igen”? Giver skriften nogen forklaring på dette, og hvor finder vi en sådan? I et tidligere kapitel er der peget på et sådant eksempel: Metusalem. Hans navn betød ikke, men var: ”Når han er død, skal det sendes”. Det vil sige, at syndfloden ikke kunne komme, så længe Metusalem levede. I ordets egentligste forstand kan man sige, at Metusalem ”holdt igen”. Dette skete gennem, at Gud gav ham en levetid, der blev længere end nogen andens. I denne forbindelse kan også nævnes Noa og hans familie. Hundrede år efter, at Noa havde fået befaling om at bygge arken, var den færdig. Af 1. Mosebog 07:13-17 får vi et indtryk, at det var selvsamme dag, at Noa og hans familie gik ind i arken, at vandfloden kom. Ifølge vers 4 og 10 var der syv dages forberedelser. Syndfloden kunne ikke komme før Noa og hans familie var inde i arken, og Gud lukkede døren. Så længe de var uden for ”holdt de igen”.

 

Da Lot siden hen beder om at få love til at flygte til Zoar og får tilladelse hertil, så bliver der sagt til ham: ”….. red dig hurtigt derhen, for jeg kan intet gøre, før du når derhen!” Således var Lot også med til at ”holde igen”.

 

I Ezekiel 22:30 står der: ”Forgæves søgte jeg efter et menneske, som var villig til at opbygge en retfærdighedens mur, der værner landet – et menneske, som ville stille sig i brechen, for at jeg ikke skulle ødelægge landet; men jeg fandt ingen.” Det fortæller også noget om at ”holde igen”.

 

Måske jeg også skulle minde om et af de skriftsteder, som tidligere er blevet belyst – Lukas Evangeliet 21:20-22:

 

”Men den dag I ser Jerusalem omringet af fremmede tropper, skal I vide, at timen er kommet, da byen skal ødelægges. Judæas indbyggere gør da bedst i at flygte op i bjergene. De, der er i Jerusalem, skal forsøge at komme ud, og de, der er udenfor, skal ikke prøve på at komme ind. I de dage skal alt det, profeterne har skrevet om, gå i opfyldelse”.

 

Dette ord var jo rettet til de troende under Jerusalems belejring. Alt tyder på, at staden ikke kunne blive ædelagt, så længe de opholdt sig derind. De ”holdt igen”.

I denne sammenhæng skal 1. Tessalonikerbrev 01:09-10 sikkert også forstås:

 

”… for andre fortæller os, hvordan vi blev modtaget hos jer, og hvordan i brød med afguderne og vendte jer til den levende og sande Gud for at tjene Ham. Og de taler om, hvordan I nu venter på, at Guds Søns skal vende tilbage fra Himlen – Jesus, som Gud oprejste fra de døde, og som skal frelse os fra den dom, der da kommer.”

 

At blive friet fra den dom, der kommer (kommende vrede, gl. overs.) betyder naturligvis, at denne ikke kan bryde frem, så længe Jesu brud er på jorden.

 

Når det gjaldt tessalonikerne, så vidste de altså både, hvem det var, som ”holdt igen”, og at denne endnu ikke var fjernet. Derfor måtte det også være klart for dem, at vor Herre Jesus Kristi komme og samlingen til Ham endnu ikke var fuldbyrdet.

 

Så fortsætter Paulus undervisningen, idet hans siger i 2. Tessalonikerbrev 02:08:

 

”Men da vil han komme, dette oprørets menneske, som Herren Jesus blot behøver at puste til – så er han færdig. Ja, når Herren kommer igen, (ved Hans synlige komme. Gl. overs.)vil Hans blotte nærvær tilintetgøre ham.”

 

Her møder vi også udtrykket: Jesu ”synlige komme”. Jeg skal ikke komme nærmere ind på meningen med dette udtryk i dette kapitel, men gentage, hvad der tidligere ganske kort er omtalt: Nemlig, at Jesu komme indbefatter to begivenheder:

 

# 1           Jesu komme på skyen. (Hvor Han bortrykker de hellige), og derefter

 

# 2           Hans komme med sine Hellige (hvor Han sætter sine fødder på Oliebjerget)

 

De skriftsteder, der taler om bortrykkelsen taler intet om bortrykkelseshandlingen er forbundet med en synlig åbenbarelse. Derfor bekræfter det førstnævnte udtryk også fremstillingen om, at Antikrists åbenbaring først sker, når bortrykkelsen har fundet sted.

 

Når jeg her har forsøgt at behandle de enkelte forhold, der angår Jesu komme, så grundigt, skyldes det, at det er en hjertesag for mig at forsøge at fjerne enhver tanke om, at der er nogen som helst kommende begivenhed, vi skal forvente – inden Jesus kommer.

 

Du som læser dette må forstå, at først og fremmest gælder det om at forvente Jesus og at være rede til at møde Ham.

 

Må Jesus hjælpe hver enkelt af os til at dette må ske.

KAPITEL 9

 

 

HVAD

VENTER

JESUS

PÅ?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dagen for Jesu komme er ikke noget, der sker tilfældigt. Når Jesus taler om tiden for sit komme, anvender Han udtrykket ”dag og time” (Mattæus Evangeliet 24:36). Og Guds ur går altid rigtigt.

 

I Daniels bog 08:13 står der:

 

”Da hørte jeg to hellige engle i samtale. Den ene spurgte: ”Hvor længe skal det vare, før den daglige offerhandling igen bliver indført? Hvor længe skal det vare, før templets ødelæggelse skal hævnes og Guds folk triumfere?”

 

Den for længst afdøde redaktør og bibellærer oscar Haglund, der var særdeles kyndig i hebraisk, fremholdt i et af sine skrifter, at det ord, som er oversat ”hellig” i grundteksten hedder ”palmoni” Diregte oversat betyder det regnemester. Vi finder for øvrigt udtrykket umiddelbart før, at tallet 2300 dage (aftener og morgener, Gamle oversættelse) nævnes. (Tallet har forbindelse med tiden efter Jesu komme og skal ikke behandles her).

 

De begivenheder, som omtales i Bibelen, indfinder sig altid til bestemte tider. Lad mig nøjes med at citere nogle skriftsteder fra ”Det Nye Testamente”:

 

  • Kristi fødsel

”Men da tiden var inde (den tid, som Gud havde fastsat), sendte Han sin Søn til verden, født af en kvinde og født som en jøde under loven” (Galaterbrevet 04:04)

  • Jesu tilfangetagelse

”Hvorfor greb i mig ikke i templet? Jeg var der jo hver eneste dag! Men nu ser I jeres chance, fordi mørket har magten.” (Lukas Evangeliet 22:53)

 

  • Jesu død

”Kristus kom, da vi var fuldstændig hjælpeløse. På det tidspunkt, Gud havde bestemt, døde Jesus for os, skønt vi endnu var gudsfornægtere.” (Romerbrevet 05:06)

 

  • Kommende straffedomme

”Og de fire engle blev løst. De var holdt tilbage til netop denne time, denne dag og måned for at dræbe en tredjedel af alle mennesker.” (Åbenbaringsbogen 09:15)

 

  • Den endelige dom

”For Han har fastsat en dag, da Han vil dømme hele verden med retfærdighed ved den mand, som Han har udvalgt dertil. Og Han har gjort det klart for os alle ved at lade Ham opstå fra de døde.” (Apostlenes Gerninger 17:31)

 

Tidspunktet for Jesu komme kan hverken udregnes eller forudsiges. Men vi ved dog, at der er en bestemt begivenhed, der bestemmer tidspunktet for Hans komme. Lad os i denne forbindelse betragte Mattæus Evangeliet 22:0214:

 

Himmeriget kan sammenlignes med en konge, der skulle holde bryllup for sin søn. Der var inviteret mange gæster, og alt var klar til festen. Tjenerne drog ud for at lade de indbudte vide, at det nu var tid at komme. Men alle meldte afbud. Så sendte kongen andre tjenere af sted, som skulle sige: Alt er parat! Mine okser og mit fedekvæg er slagtet. Skynd jer at komme! Men de indbudte tog sikke af det og fortsatte med det, de var i gang med; de skulle passe deres arbejde og forretninger. Nogle gav sig til at overfuse kongens sendebud, som de mishandlede og slog ihjel. Nu blev kongen vred. Han sendte sine soldater af sted, og morderne blev udryddet og deres by brændt. Derefter sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten kan begydne; men de gæster, som jeg først inviterede, var ikke værdige til at modtage den ærefulde indbydelse. Gå derfor i stedet ud på gadehjørnerne og indbyd alle, I støder på. Tjenerne drog af sted igen, og de hentede nu alle dem, de kunne finde – gode og onde i mellem hinanden. Og festsalen (bryllupssalen – gl. overs.) fyldtes med gæster.

 

Da kongen trådte ind for at hilse på gæsterne lagde han mærke til en mand, der ikke havde bryllupstøj på. Min ven, sagde kongen, hvordan kan det være, at du ikke er klædt om? Men manden kunne ikke svare. Så sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket. Derude er der gråd og fortvivlelse. For mange er indbudt, men få er udvalgt.”

 

Hvad vil Jesus fortælle os i denne lignelse? Det får vi klarhed over, hvis vi forstår, hvad meningen er med udtrykket ”bryllupssalen”. Der findes de, som mener, at bryllupssalen (festsalen) i dette tilfælde er Himmelen, idet man sammenligner ordet med det, som anvendes i lignelsen om brudejomfruerne (Mattæus Evangeliet 25:10) Der er imidlertid tre forskelle i disse lignelser, vi skal lægge mærke til.

 

I Matt. Ev. 22 tales om en samling, der sker efterhånden. Mend der i Matt. 25 tales om en samlet indgang. Matt. 22 fortæller om at indtræde, når kongen kom, medens Matt. 25 taler om, at man indtræder efter brudgommens komme.

 

I Matt. 22 bliver manden uden bryllupsklædning kastet udenfor, når kongen komme, medens de fem uforstandige jomfruer i Matt. 25 bliver stående udenfor – efter at brudgommen har været der. Endvidere skelnes der i Matt. 22 mellem kaldede og udvalgte, medens der i Mattæus Evangeliet 25 tales om rede og ”ikke redde”.

 

Dybest set betyder bryllupssalen (festsalen) dog det samme, nemlig menigheden, men i to situationer. I Matt. 22 er bryllupssalen Guds menighed på jorden i hvilken man kan komme med – uden at man er i den rette stilling, medens bryllupssalen i Matt. 25 er menigheden – efter at den er bortrykket til Himlen, hvor Lammets bryllup skal fejres.

 

Begge ”udenfor” er således her på jorden, idet hverken nogen, der er uren – eller som ikke er rede – kan komme ind i Himlen. I Matt. 22 såvel som i Lukas Evangeliet 14:16-24 tales der både om en indbydelse til israelere og til hedninger. Dette bekræftes af Jesu ord i Mattæus Evangeliet 22:07, hvori der tales om dem, der afslog den første indbydelse:

 

”Nu blev kongen vred. Han sendte sine soldater af sted, og morderne blev udryddet og deres by brændt.”

 

Dette vers fører os tilbage til Jerusalems ødelæggelse og til det tidsrum, hvor Israel er sat til side. Evangeliet går i stedet ud til hedningerne (indbydelsen til dem ved vejkrydsene (Matt. 22:09) og dem på gader og stræder (Lukas Evangeliet 14:21) samt ved vejen og gærderne (gl. overs.) (Lukas 14:23) Det er samme forhold, vi møder i lignelsen om de utro vingårdsmænd, hvor det hedder i Lukas Evangeliet 20:13-16:

 

”Da sagde ejeren til sig selv: Hvad skal jeg gøre? Jo, nu ved jeg det: Jeg vil sende min egen kære søn. Ham vil de vise respekt! Men da forpagterne så Sønnen, drøftede de, hvad de nu skulle gøre: Se, der kommer arvingen. Lad os rydde ham af vejen, så vi kan overtage det hele. Så smed de ham ud af vingården og dræbte ham. Derefter spurgte Jesus: Hvad vil vingårdens ejer nu gøre? Det skal jeg fortælle jer: Han vil komme og lade dem alle henrette, og så vil han forpagte sin vingård bort til andre.”

 

Da folket høre dette, råbte de: Det må aldrig ske!”

 

At denne udvikling allerede var forudsagt i Det Gamle Testamentes tid, får vi bekræftet i Apostlenes Gerninger 15:13-18, hvor der står:

 

”Efter dette indlæg tog Jakob ordet og sagde: Brødre, hør efter! Simeon har fortalt, hvordan Gud først udtog folk blandt hedningerne, som skulle bringe Hans navn ære. At hedningerne nu omvender sig, stemmer helt overens med det profeterne har forudsagt. Hør for eksempel dette afsnit fra profeten Amos: Derefter kommer jeg tilbage og genopbygger Davids faldne hytte; om end den ligger i ruiner, skal den blive rejst igen. For da vil resten af menneskeheden søger Herren, alle hedningerne, som mit navn nævnes over. Således siger Herren, der nu gennemfører det, som Han har haft planer om fra tidernes morgen.”

 

Paulus har også fået en åbenbaring om dette, hvilket fremgår af følgende ord i Romerbrevet 11:25-26:

 

”Der er en hemmelighed, som I ikke må være uvidende om, kære brødre, for at I ikke skal gøre jer for store tanker om jer selv: En del af jøderne har forhærdet sig, og denne tilstand vil vare, indtil hedningerne fuldtalligt vender sig til Gud (indtil hedningerne fuldtalligt er gået ind (gl. overs.). Og derefter skal Israel blive frelst. Husk, hvad profeterne har sagt: Befrieren kommer fra Zion. Han skal fordrive al gudløshed fra Jakob. Og så vil han fjerne deres synd, sådan som han har lovet det.”

 

Vi møder i det sidst citerede skriftsted en sætning, der kun findes et sted i hele Bibelen. Det er ordene: ”Indtil hedningerne fuldtalligt er gået ind”. Men dette udtryk svarer i virkeligheden til, hvad vi læste i Mattæus Evangeliet 22:10:

 

”….bryllupssalen (festsalen) blev fuld af gæster”.

 

Vi står her overfor det store problem som mange har grublet over i århundreder:

  • KALD
  • FORUDBESTEMMELSE
  • UDVÆLGELSE

Guds forudviden er baggrunden for alle profetiske forudsigelser. Men her møder vi det i en anden betydning. I Mattæus Evangeliet 22:14 står der:

 

”For mange er indbudt, men få er udvalgt”.

 

I Romerbrevet 08:29 læser vi:

 

”Det er dem, som Gud på forhånd har fæstet sit blik på, og som forud har bestemt skal ligne Hans Søn, således at denne en dag kan træde frem som den første blandt mange brødre.”

 

Og i 1. Peters Brev 01:02 møder vi følgende:

 

”…. Gud Fader udvalgte jer i sin forudviden til at være et folk, der helliget ved Ånden skal leve i lydighed mod Jesus Kristus, hvis blod har renset jer fra al synd. Må Gud giver jer stadig mere af sin nåde og fred!”

 

Gud vil, at alle skal frelses. Alle får et kald, og det er af egen fri vilje, om de tager imod kaldet eller ej. Gud er imidlertid så stor og alvidende, at Han fra evighedens morgen kunne forudse, hvem som ville tage imod kaldet. Disse udvalgte eller forudbestemte Han til at få del i de rigdomme og den herlighed, som Han har beredt for de, som tager imod Hans nådes tilbud. Så enkelt er det!

 

Ingen skal gå og tro, at han eller hun ikke er udvalgt eller forudbestemt. Alle, som vil, og som handler i overensstemmelse dermed, får del i det evige liv.

 

Gud har et tal. Bryllupshuset skal blive fuldt. Når den sidste gæst er komme, så kommer Jesus! Han ved ogsådagen, timen og minuttet, når det sker.

 

Hvornår den sidste kommer, hvorfra eller hvem det er – ved ingen af os. Men Han ved det. Og det er derfor, vi må være rede når som helst.

 

Når Jesus har været her, er menighedens tid på arenaen afsluttet. Dermed indtræder Israel atter. Men da dette først sker på den anden side af Jesu komme, skal vi ikke beskæftige os med de begivenheder, de da finder sted.

 

Jeg vil nu forsøge at forklare de forskellige profetiske tidsperioder i den rækkefølge, som jeg anser for at være den mest rigtige. En opstilling som denne er – så vidt jeg ved – aldrig før fremkommet på tryk. Men den indeholder de resultater, jeg efter mange års studier mener at være kommet frem til.

 

  1. Den første periode vil jeg kalde:

VERDENSRIGERNES PERIODE.

Det er den længste og omfatter tidsrummet for Kong Nebukadnezars drøm, som omtales i Daniels bog kapitel 02. Den omfatter de fire verdensriger:

  1. Babel
  2. Medien-Persien
  3. Grækenland og
  4. Rom. Dernæst
  5. Det øst- og vestromerske rige.

Hele den senere udvikling og afsluttes med et genoprettet Romerrige – eller det såkaldte 10-statsrige, der med Antikrist som hersker skal have magten under den Store Trængsel. Det er i denne forbindelse uden betydning at fastslå tidspunktet eksakt for periodens begyndelse.

Man kan heller ikke fastsætte tid for den afslutning – det eneste man heller ikke kan fastsætte tid for dens afslutning.

Det eneste man ved er, at den afsluttes, når Jesus sammen med sine hellige kommer tilbage for at TILINTETGØRE Antikrists magt.

 

Det er denne periode, man gennem årene har anset for at være ”Hedningernes tider”, og som man gennem fejlagtig forolkning har beregnet til at være 2520 år. En fortolkning som på grund af den tid, der allerede er forløbet – absolut ikke holder stik. Bibelen siger heller ingen steder, at denne periode er ”Hedningernes tider”.

 

  1. Den næste periode er den, som Jesus kalder

 

HEDNINGERNES TIDER

 

Ifølge Lukas Evangeliet 21:24 udgør denne periode – hvilket vi allerede har set, det tidsrum, hvor ”Jerusalem skal nedtrædes af hedningerne”

 

Denne periode er ikke tidsbestemt, når det gælder tal-angivelser, men den er det, når det gælder bestemte begivenheder. Man kan dog diskutere, hvilet udgangspunkt, man skal gå ud fra, nemlig om man skal begynde fra det år, hvor Jerusalem først kom under fremmed herredømme, eller om man først skal begynde ved Jerusalems ødelæggelse. Vælger man det første udgangspunkt må ”Hedningernes Tider” i alle tilfælde deles i to dele. Én periode af delvis nedtrædelse og derefter én periode af fuldstændig nedtrædelse.

 

Første halvdel af perioden begyndte i så tilfælde med Jerusalems ødelæggelse gennem Nebukadnezar år 586 f. Kr. og afsluttedes ve Jerusalems ødelæggelse år 70 e.Kr. Når jeg anvender udtrykket ”delvis nedtrædelse”, mener jeg dette, at Jerusalem i denne periode (med undtagelse af de år, da templet lå i ruiner) var centrum for den jødiske gudsdyrkelse. Og ligeledes, at den dømmende magt delvis var i hænderne på det israelske folk. Det var jo denne dømmende magt (synedriet), der afsagde dødsdommen over Jesus, selv om stadfæstelsen måtte ske gennem den romerske landshøvding.

 

Den andern periode er så fra Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.Kr. til byens befrielse i 1967 i hvilken man ikke fra Jerusalem øvede religiøs eller juridisk indflydelse. Efter oprettelsen af staten Israel i 1948 begyndte en opgangstid for den nyere del af Jerusalem, men opfyldelsen af Luk. 21:24 skete først i juni 1967.

 

Til denne periode må så yderligere lægges de sidste 42 måneder under den Store Trængsel (Åbenbaringsbogen 11:02), hvor Jerusalem under Antikrists regime på ny skal nedtrædes af hedningerne. Dette vers udelukke for øvrigt den teori, som nogle har forfægtet, at Antikrist skal være en frafalden jøde – altså en ny Judas. Dvs. én, der var fyldt af den samme ånd, som havde herredømmet over verdens største forræder.

 

Lad det i denne forbindelse være sagt så klart, som det kan siges, at udtrykket ”Hedningernes tider” kun nævnes denne ene gang i Bibelen, og at dette er i forbindelse med hedningernes nedtrædelse af Jerusalem.

 

  1. Den tredje periode er

ISRAELS SPECIELLE PERIODE

 

Nemlig de første 69 årsuger eller 483 profetiske år, der omtalt i Daniels bog 09:24-27.

Da tolkningen af dette bibelafsnit ligger udenfor hensigten med denne bog, skal jeg her undlade at bringe denne. (Om Herren tøver, håber jeg at beskæftige mig mere med dette ved en anden anledning.) Jeg vil derfor nøjes med at påpege, at denne periode er tidsbestemt. Den tog sin begyndelse i Nisan måned år 30 e.Kr. Efter vor nuværende tidsregning varede den i 476 år og 21 dage. I lighed med den anden periode angår den helt og holdent Israel.

 

  1. Den fjerde periode er

MENIGHEDENS PERIODE ELLER HEDNINGERNES FYLDE.

 

Den tog sin begyndelse på pinsedagen, da den første menighed opbygget på apostlenes og profeternes grundvold naturligvis måtte grundlægges i Jerusalem. Men allerede efter tre – fire års forløb blev de første hedninger frelst og døbt. Tolv eller tretten år derefter begyndte det egentlige missionsarbejde blandt hedningerne, hvorefter de israelsek menigheder kom til at føre en mere og mere hensygnende tilværelse.

 

Det blev efterhånden sådan, at frelste jøder fik deres naturlige plads i de kristne menigheder. Dette skal fortsætte på samme måde – indtil menighedens periode afsluttes ved Jesu komme, hvor Han henter sin brud op til de himmelske boliger.

 

Da vi dermed er kommet til afslutningen af, hvad der er denne bogs hensigt, skal de næste fire perioder bare skitseres.

 

  1. Den femte periode er

DEN 70’ ÅRSUGE.

2 x 3½ tid – eller som den kaldes i Daniels bog og Johannes Åbenbaring: 42 måneder eller 2 x 1260 dage, hvor store trængsler går hen over jorden. I første halvdel heraf får Israel et helt specielt frelsestilbud. I sidste halvdel regerer Antikrist samtidig med, at Israel gennemgår store trængsler.

 

  1. Den sjette periode er

 

DET TUSINDÅRIGE FREDSRIGE,

 

Hvor Jesu brud skal regere sammen med Jesus og paradisiske tilstande igen skal oprettes på jorden.

 

  1. Den syvende periode er den korte tid, hvor

 

HVOR SATAN PÅ NY LADES LØS,

Og hvor det lykkes ham at forlede en del af tusindårsrigets indbyggere til oprør mod Kristus, men hvor oprørerne rammes og dræbes gennem Guds straffedomme.

 

  1. Den ottende periode er

 

EVIGHEDEN

 

Med underfuld hvile og herlighed i den nye Himmel og på den nye jord for alle, som hører Kristus til og evig pine og evigt mørke venter de, der har forkastet Hans frelsestilbud.

 

Det er mit håb, at denne opstilling kan bidrage til at sætte tingene på rette plads og klare begreberne for dem, hvem visse ting har været hyllet i dunkelhed. Nu ved vi altså, hvad Jesus venter på, men også, at genkomsten kan ske – NÅR SOM HELST! Vi bør hver og én tage konsekvenserne af denne viden.

 

Konsekvensen er således denne, at vi til enhver tid må være rede….

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KAPITEL 10

 

HVORDAN

KOMMER

JESUS?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når tegnene på Jesu snare komme er så synlige som de er, forstår vi, at selve hovedbegivenheden nærmer sig med største hast. Jesus kommer på skyen. De, der er rede – bortrykkes og forvandles, hvorefter de altid skal være sammen med Ham.

 

Det mærkelige er imidlertid, at selv om denne begivenhed klart fremstilles i Guds Ord – synes det dog som om, mange bekendende kristne ikke er i stand til at udrede de bibelsek tråde vedrørende denne sag.

 

Lad os først ganske kort nævne de opfattelser om Jesu komme, der gør sig gældende inden for de forskellige (tros)retninger i vort land.

 

Den første af disse er behandlet i  et tidligere kapitel. Det er det synspunkt, at både Antikrists fremtræden såvel som de forskellige straffedomme og den Store Trængsel skal ske – inden Jesu komme. At Jesu komme i forbindelse med dommen danner afslutningen på denne tidsalder og begyndelsen af den næste. Skildringen af bortrykkelsen betragtes derfor som en slags billedtale.

 

Andre fremholder, at samtlige begivenheder i Åbenbaringsbogen – tilmed Tusindårsriget – er begivenheder, som for længst har taget sin begyndelse, og tilbage står blot Jesu komme for at holde dom.

 

Den tredje tolkning går ud på, at det meste af profetierne om endetiden er gået i opfyldelse, og at Jesu komme betyder borttagelse af de troende og ødelæggelse af de vantro. Jorden er herefter øde og tom gennem 1000 år, hvorefter den endelige dom finder sted.

 

Endelig har vi den forkerte lære, at Jesus for snart 100 år siden usynligt kom tilbage, og at man nu bare skal vente på hans synlige åbenbarelse, der sker ved det såkaldte slag ved Harmageddon.

 

Ingen af disse synspunkter er i overensstemmelse med Bibelens undervisning. En nøje undersøgelse af Skriften viser nemlig – som allerede påpeget – at Jesu komme omfatter to forskellige begivenheder.

 

Der er et første komme, hvor Jesus åbenbares i skyen, hvor de, der er døde i Kristus – opstår. Og hvor de hellige, som lever – forvandles. Derefter bortrykkes disse grupper for at være sammen med Jesus. Alt imens trængslerne går sin hærgende gang hen over jorden.

 

Det andet komme finder sted ved Trængslens afslutning. Jesus kommer sammen med de hellige og åbenbarer sin magt på jorden. Da bliver Antikrists magt besejret. Djævelen bliver bundet og Tusindårsriget bliver oprettet.

 

Vi skal her nøjes med at se på nogle skriftsteder, der handler om det første komme – altså bortrykkelsen. I 1. Tessalonikerbrev 04:13-15:

 

”Og nu kære brødre, vil jeg, at I skal vide, hvad der sker med en kristen efter døden, for at I ikke skal sørge som de, der ikke har noget håb. Vi tror, at Jesus døde og derpå vendte tilbage til livet igen. Og vi tror, at Gud også vil føre alle kristne, som er døde i troen på Kristus, tilbage til livet sammen med den opstandne Jesus.

 

Dette siger vi jer med et ord fra Herren selv: Vi, som endnu er i liver, når Herren kommer tilbage, skal ikke gå forud for dem, der ligger i deres grave”.

 

Ingen kan modsige, at der her tydeligt og klart tales om, hvad der skal ske, når Jesus kommer. Vi finder:

 

  • At Herren selv skal stige ned fra Himmelen.
  • At der skal a) lyde en befaling – en overengels røst og b) en Guds basun.
  • At de døde i Kristus skal opstå.
  • At vi, som lever, derefter skal bortrykkes i skyerne for at møde Herren i luften.
  • At vi så altid skal være sammen med Herren.

 

”Men lad mig fortælle jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle dø, men vi skal alle få nye legemer. Det vil ske i et nu, i et øjeblik. Når den sidste basun lyder, skal alle de kristne, der er døde, opstå med nye legemer, som aldrig skal gå til grunde. Derefter skal vi, der stadig lever, også pludselig få nye legemer.” (1. Korinterbrev 15:51-52)

 

Her møder vi yderligere to synspunkter:

 

  1. Det første er, at den begivenhed, som her er omtalt, sker i ét nu. Det vil sige pludseligt.
  2. Det andet er, at ved denne begivenhed finder der en forvandling sted.

 

Hvis vi læser vers 49 i samme kapitel, får vi lidt at vide om, hvori denne forvandling består:

 

”Ligesom vi her på jorden bærer Adams skikkelse, sådan skal vi en dag bære Kristi fuldkomne skikkelse!”

 

Meningen med dette er, at ligesom vi har båret den faldne skabnings billede, skal vi i evigheden bære den herliggjorte Frelsers billede. Det er det samme, som omtales i 1. Johannes Brev 03:02:

 

”Vi er altså allerede Guds børn, I elskede; men vi kan i dag ikke forestille os, hvad det siden skal føre til. Men én ting ved vi, at når Jesus kommer igen, skal vi blive ligesom Han, for da skal vi se Ham, som Han er.”

Paulus taler om det samme i Fillipperbrevet 03:20-21:

 

”Men vi hører hjemme og har vor borgerret i Himlen hos vor Frelser, Jesus Kristus. Vi ser frem til, at Han skal komme tilbage derfra. For Han vil da forvandle vort svage og dødelige legeme og give det det himmelske menneskes skønhed, så vi bliver som Han. Det vil Han gøre gennem den mægtige kraft, som har gjort Ham til Herre overalt.”

 

En anden side af bortrykkelsen omtales i Mattæus Evangeliet 24:40-41 og Lukas Evangeliet 17:34-36. Vi læser fra afsnittet i Lukas:

 

”Den nat skal to sove i samme seng; den ene bliver taget med, den anden ladt tilbage. To kvinder hjælper hinanden med at male korn; den ene bliver taget med, den anden ladt tilbage; og det samme vil ske med to mænd, der arbejder side om side på marken.”

 

Også her lægger vi mærke til forskellige detaljer:

 

  1. For det første finder vi, at her omtales forskellige tider på døgnet. Her nævnes a) natten, hvor mennesker ligger på deres leje. Her tales om b) morgenen, hvor der males på kværnen og om c) dagen, hvor man færdes på markerne. Dette er altså et af de skriftsteder, som klart og tydeligt viser, at Bibelen forudsætter, at jorden er rund. IKKE som nogle Bibelkritikere vil fastslå, at Bibelen lærer, at den skulle være flad.

 

  1. Dernæst fremgår det klart, at Jesu komme sker, uden at der er tid til forberedelse. Vi husker, at der i 1. Korinterbrev blev talt om ”et nu”, og Mattæus 24:27 læser vi:

 

”For når jeg, Menneskesønnen, kommer tilbage, så bliver det som lynet, der oplyser himlen fra øst til vest”.

 

 

Dette viser klart, at der ikke da bliver tid til nogen som helst forberedelse, så hvis man ønsker at komme med, når Jesus kommer, må man være rede når som helst.

 

 

  1. For det tredje ser vi, at denne begivenhed skaber en alvorlig adskillelse. Man kan a) bo sammen, b) arbejde sammen og c) færdes sammen. Men i det øjeblik, bortrykkelsen sker, kan selv de, der er nærmest forbundne blive adskilt: Mand og hustru. Forældre og børn. Slægtninge og venner.

 

Denne adskillelse gælder, som man vil forstå, først og fremmest mellem troende og ikke-troende. Men den sker også mellem levende, brændende kristne og dem, der er lunkne og sløve. Det er dette Jesus vil fortælle os i lignelsen om de ti brudejomfruer:

 

”På den dag skal det være med Himmeriget som med ti brudepiger, der tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. De fem handlede tåbeligt, de andre fem klogt. De første tog ganske vist deres lamper med, men glemte ekstra olie, hvorimod de sidste tog både lamper og ekstra olie med. Da det trak ud med brudgommens ankomst, blev de alle trætte og faldt i søvn. Men ved midnatstid lød råbet: ”Brudgommen kommer! Gå ham i møde! Alle pigerne sprang op og gjorde deres lamper klar. Men de fem, der ikke havde taget olie med, opdagede, at deres lamper var ved at gå ud. De bad derfor de fem andre om at få noget af deres olie. Men de andre svarede: ”Vi har ikke nok både til os og jer. I må hellere løbe hen til købmanden og købe noget selv.” Mens de var borte, kom brudgommen. De fem, der var rede, gik sammen med ham ind til bryllupsfesten, hvorefter døren blev lukket.

 

Senere kom de andre fem og stod udenfor og råbte: ”Herre, luk op for os!” Men han svarede: ”Gå bort, jeg ved ikke, hvem I er!”

 

”Vær derfor på vagt,” sluttede Jesus, ”for I kender ikke tidspunktet for, hvornår jeg kommer tilbage.” (Mattæus Evangeliet 25:01-13).

 

Indenfor kristendommen vil der altid være nogle, der er rede, og andre, der ikke er det. Det er jo ikke tilstrækkeligt, at man én gang har haft åndelige oplevelser. Det er lige så nødvendigt, at man i dag er varm og brændende. Derfor er denne lignelse et alvorligt advarselsråb til Guds folk i dag.

 

En grundigere tolkning skal der ikke gives her. Det skal kun påpeges, at der tales om jomfruer, og dette udtryk i Bibelen altid er et billede på Kristi efterfølgere. Af lignelsen fremgår det klart, at de alle fra begyndelsen af – ventede brudgommen og gik ud for at møde ham. Forskellen mellem de kloge og uforstandige jomfruer var en alvorlig forsømmelse, der havde betydning for deres åndelige liv. Resultatet blev, at kun de fem var i den stilling, at de kunne modtage brudgommen, når han kom.

 

Lad Jesu afslutningsord derfor ikke lyde forgæves:

 

”VÆR DERFOR PÅ VAGT FOR I KENDER IKKE TIDSPUNKTET FOR, HVORNÅR JEG KOMMER TILBAGE!”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KAPITEL 11

 

 

HVORDAN

VIL

OPSTANDELSEN

OG

BORTRYKKELSEN

FOREGÅ?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi er nu klar over, at der sker en opstandelse og en bortrykkelse, når Jesus kommer. Så det er ganske naturligt, at der i forbindelse med en så vigtig og samtidig usædvanlig begivenhed rejser sig en del spørgsmål, som jeg nu vil forsøge at besvare.

 

  1. Bliver a) Jesu komme på skyerne, b) opstandelsen af de døde og c) bortrykkelsen af de hellige – synlig for alle?

Dette er allerede delvis besvaret gennem fortolkningen af Paulus 2. brev til Tessalonikerne 02-08.

 

I Paulus 1. brev til Korinterne 15:51 står der: ”i ét nu” (gl. oversættelse), og Mattæusevangeliet 24:27 gør begivenhedsforløbet endnu kortere, idet det her hedder:

”For når jeg, Menneskesønnen, kommer tilbage, så bliver det som lynet, der oplyser himlen fra øst til vest.”

Selv om det sker synligt, hvad jeg ikke mener, det gør, så er det sandsynligvis således, at intet øje vil få mulighed for at følge med i det, der sker.

 

Ordene i Paulus 1. brev til Tessalonikerne 05:02:

 

”for I ved udmærket godt, at Herrens dag vil komme lige så uventet som en tyv om natten.”

 

Og flere andre skriftsteder, hvor det også nævnes, at Jesus kommer som en ”tyv”, gør det imidlertid fuldstændig usandsynligt, at der er tale om en synlig åbenbarelse.

 

Derimod vil der sikkert blive synlige eftervirkninger. Mattæusevangeliet 25:52 taler om en opstandelse, som fandt sted i forbindelse med Jesu død og opstandelse, og her står der udtrykkeligt, at ”gravene åbnede sig”. Om Jesu opstandelse fortæller Johannes i sit evangeliums 20. kapitel 06-07: ”Så nåede Peter frem, og han gik derind. Han så også ligklædet og lagde samtidig mærke til, at klædet, som Jesus havde haft om sit hoved, ikke var anbragt ved siden af ligklæderne, men lå rullet sammen på et sted for sig selv.” Det tyder på, at de, som forvandles, efterlader sig de klæder og ejendele, de har på sig. Dertil kommer så de følger, der fremkommer ved, at de bortrykkede personer pludselig tages bort fra det, de i øjeblikket beskæftiger sig med. Men denne sag må hvile i Guds almægtige hånd.

 

Når derimod Jesus efter den store trængsel atter kommer tilbage for at overtage regeringen på jorden, sker det for alles øjne. (Mattæusevangeliet 24:30 og Åbenbaringsbogen 01:07).

 

  1. Hvordan er forholdet mellem det menneskelige legeme og det forvandlede og herliggjorte legeme?

 

Et par af de forud citerede skriftsteder har allerede givet nogle antydninger.

 

Vi har læst om den jordiskes billede og den himmelskes billede. Her har vi båret den faldne skabnings billede. ”Vi skal blive ham lige”. Og ”Han skal forvandle vor fornedrelses legeme og give det samme skikkelse som Hans herlighedslegeme”. (Gl. oversættelse).

 

Stort set kan vi sige, at der sker det samme med vore legemer, som der skete med Jesu legeme ved opstandelsen.

 

Det menneskelige legeme var blevet helt og holdent til et nyt legeme. Under de 40 dage mellem opstandelsen og himmelfarten åbenbarede Han sig i den skikkelse, hans efterfølgere kendte. Ved andre anledninger kendte de Ham ikke. Han kunne pludselig åbenbare sig og gøre sig usynlig. Han var uafhængig af almindelige menneskelige forhindringer, så Han f.eks. kunne gå ind gennem låsede døre. Han kunne iklæde sig et legeme, der var til at føle på, og Han kunne nyde måltider sammen med sine disciple. Men Han kunne også usynligt være nærværende.

 

I Johannes Evangeliet 20:17 står der:

 

”Rør ikke ved mig”, sagde Han, jeg er endnu ikke vendt tilbage til min Far. Men gå hen til mine brødre og sig til dem, at jeg går til min Far og jeres Far, til min Gud og jeres Gud”.

 

Af dette fremgår det, at Jesus allerede inden himmelfarten aflagde besøg hos sin himmelske Fader. Dette er en naturlig sag, da Jesus efter opstandelsen jo igen havde fået den guddomsskikkelse tilbage, som Han gav afkald på, da Han – for vor skyld – iførte sig tjenerskikkelse.

 

Allerede på Forklarelsens Bjerg åbenbarede Han noget af sin herlighed for disciplene. Paulus så også den herliggjorte Frelser. På Patmos så Johannes Jesus iklædt hele sin guddommelige herlighed (Åbenbaringsbogen 01:12-16).

 

Alle disse egenskaber, som kendetegner Jesus, vil vi få i eje. Dermed er også sagt, at alle de jordiske skrøbeligheder, som vi hernede er behæftede med, for evigt må vige for det fuldkomment herliggjorte legeme. Når Paulus i Romerbrevet 08:21 fortæller, at selve skabningen en dag skal frigøres fra den forkrænkelighed, den nu er underlagt, så er det givet, at dette endnu mere gælder Guds ypperste skabning. Når vi ved forvandlingen bliver Kristus lige på alle områder, så er det givet, at dermed er også spørgsmålet besvaret, om vi skal kende hinanden i Himlen. Det bliver sikkert ikke sådan, at vi kender hinanden efter udseendet. Når man tænker på evighedens længde, er det klart, at i Himlen bliver der hverken børn, unge eller gamle, men at alle på dette område er lige – og det bliver heller ikke i egenskab af slægt eller venskabsforhold, det sker.

 

Udrustet med de guddommelige egenskaber kender vi hverandre som arvinger til samme herlighed. Derfor er det unødvendigt med nogen form for præsentation, idet vi alle ved alt det om alle, som vi bør vide. Samtidig med, at alt, som skal glemmes, da for evigt er glemt.

 

  1. Hvordan med de legemer, som for længst er blevet støv? Er det disse legemer, som opstår igen?

 

Rent videnskabeligt set ved vi, at intet af det, som eksisterer, forsvinder, men at det omdannes til andre former. Et stykke brænde kan blive til vanddampe, røg og aske. Men det eksisterer fortsat i en eller anden form. Når nu Herren dannede det første menneske af agerjordens muld, og forgængelsen fører menneskelivet tilbage til dets oprindelse, så er det en naturlig sag for Herren – endnu engang af de samme partikler at danne det samme menneske. Og derefter at forme det med det guddommelige livs ånd, som har ventet på denne forening.

 

Paulus giver i 1. Korinterbrev 15:35-37, 40-44, 47-49 og 53-54 så enkle forklaringer på dette spørgsmål, at kommentarer er overflødige. Man kan naturligvis også stille spørgsmålet, om de afdøde hellige først opstår og derefter forvandles. Eller om de opstår forvandlede. Men da hele processen foregår i en brøkdel af et sekund, er dette spørgsmål af helt underordnet betydning.

 

  1. Hvor er Himlen?

Skriften betegner altid Himlen – altså Guds bolig – som et sted, der er opad, i modsætning til dødsriget, som er nedad.

 

Vi har allerede betragtet et af beviserne på, at Bibelen regner jorden som rund. I Esajas Bog 14:13b står der om ham, (en skildring af Satans fald) som ville tage ”sæde på stævnets bjerg i det yderste nord”, og vi får i en fodbemærkning at vide, at dette sted ansås for at være Guds bolig. Et sådant udtryk lægger de fleste vel knapt mærke til, men det er i virkeligheden, et mægtigt bevis på Skriftens guddommelige inspiration. På ethvert landkort er nord altid opad, og at Himlen er opad kan derfor ikke betegnes med et mere talende udtryk end det ”yderste nord”.

 

Nu ved vi, at verdensrummet er uendelig stort. Ingen har endnu været i stand til at regne sig frem til den yderste grænse. Oven over dette er så Guds herlige himmel – de frelstes fremtidshjem.

 

  1. Hvordan bliver man i stand til at nå frem til dette sted og tilbage igen efter trængselstiden til vor lille jord?

 

Vi ved jo, at lyset bruger tre-fire tusinde år for at nå frem fra de fjerntliggende lyskilder, man kender til.

Jeg glemmer aldrig i mit liv, da jeg første gang blev stillet overfor at skulle svare på dette spørgsmål. Jeg havde hverken mødt dette problem i tale eller skrift.

Der var kun ét at gøre: At sende et suk mod Guds evige trone. I et nu fødtes det svar, som sikkert er det rigtige.

Jeg mindede om to af de hastighedsbetegnelser, vi kender: 1) Lydens hastighed og 2) Lysets hastighed.

Lydens hastighed er beregnet til 340 m i sekundet gennem luften. Vi er i stand til med luftfartøjer at gennembryde lydmuren. Rumskibe kan i løbet af nogle dage nå frem til månen. Men selv med et rumskibs fart ville vi bruge adskillige år for at nå den yderste planet. Så med de hastigheder findes ingen muligheder for at nå frem til det himmelske mål.

Lysets hastighed er 300.000 km i sekundet. Store områder af verdensrummet er uudforsket. Husker man på det, er det umuligt at fastslå, hvor mange ”mælkeveje”, der egentlig findes. (I en TV udsendelse blev der omtalt solsystemer, der lå 1000 millioner lysår borte). Så enhver vil forstå, at det vil tage en uoverskuelig tid at nå op over alle solsystemer og tilbage igen med lysets hastighed.

Det svar, der fødtes i mit indre bekæftigede sig imidlertid med en hastighed, man ikke kan måle, men som findes. Det er tankens hastighed. Det er ikke en hastighed, som beskæftiger videnskaben, men den findes. Det er den hastighed, som hører hjemme indenfor det guddommelige. Derfor er det kun i Bibelen, vi finder den i virksomhed.

 

I Salme 139:02b-04 læser vi:

 

”… du kender hver en tanke på miles afstand. Du ved, hvornår jeg sidder, og hvornår jeg står; du holder øje med al min færd, Du ved endog, hvad jeg vil sige – endnu inden jeg åbner munden.”

 

En tanke når altså hurtigere fra jorden til Guds trone end den tid, det tager at udforme selve tanken!

 

Daniels Bog 09:23 viser os klart, hvad der menes med tankens hastighed: ”I samme øjeblik, du begyndte at bede, gav Gud svaret, som jeg er kommet for at fortælle dig.” I samme øjeblik, som Daniel bad sin bøn, blev svaret sendt. Inden Daniel havde nået at afslutte sin bøn, var Gabriel der med bønnesvaret.

 

At det ikke gik lige så hurtigt med bønnesvaret i Daniels Bog 10:12-14 skyldtes udelukkende specielle kampe, der måtte udkæmpes i himmelrummet.

 

At der findes en hastighed, som man arbejder med i Himlen, fremgår bl.a. også af, at ilden fra Himlen faldt over alteret på Karmel i samme øjeblik, som Elias bad sin meget korte bøn (1. Kongebog 18:36-38). Og røsten fra Himlen lød i samme øjeblik, Jesus bad om en stadfæstelse fra Herren (Johannes Evangeliet 12:28).

 

Mange begivenheder i Bibelen, både når det gælder a) bønnesvar, b) hjælp i nød og c) udførelse af straffedomme, kan kun forklares, hvis man regner med, at Herren og Hans engle er i stand til at nå fra Himmel til jord med tankens hastighed. I samme øjeblik, vi oplever forvandlingen ved Jesu komme, bliver vi i stand til at færdes på guddommelig måde. Dette er vel også årsagen til, at Jesu komme og begivenhederne i forbindelse dermed udtrykkes med ordene ”ligesom lynet….”.

 

Dette fortæller os samtidig, at vi efter bortrykkelsen bliver i stand til at førdes på denne måde. Det forklarer også, at de bortrykkede – under Tusindårsriget – både kan færdes foran Guds trone i Himlen og sammen med Kristus regere på jorden.

 

KAPITEL 12

 

HVAD

SKER

DER

MED

DE

HELLIGE

EFTER

BORTRYKKELSEN ?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Er vi rede i det øjeblik, Jesus kommer, opnår vi det, som Peter taler om i sit første brev 01:03-09:

 

”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Far! Ved Hans store barmhjertighed er vi blevet født på ny til at leve med håb på grund af Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Vort håb består der, at vi er blevet arvinger til et rige, der aldrig kan forgå, og som aldrig skal forurenes eller blegne bort; denne arv er nu gemt til os i Himlen. Gud selv vil ved sin kraft sørge for, at I bliver bevaret i troen, så I når sikkert frem til den frelse, som allerede nu er bestemt til at blive åbenbaret ved tidernes ende.

Da skal I juble, selvom I måske nu i et kort stykke tid er tynget af al slags modgang. Det er på den måde, at troen prøves – som guld, der renses ved at blive smeltet i ilden. Men den tro, der har stået prøve, er meget mere værd for Gud end et stykke forgængeligt guld og vil resultere i pris og ære og herlighed den dag, Jesus Kristus kommer igen.

Ham elsker I, selv om I aldrig har set Ham. Og selv om I ikke ser Ham, tror I på Ham, og I bliver fyldt af en hellig og ubeskrivelig jublende glæde, fordi I ser frem til troens mål: Jeres sjæles frelse.”

 

Dette betyder ikke bare en forandring af vor tilværelse, men der er givet ganske klare beskrivelser af, hvad vi kommer til at opleve.

 

  1. Vi forflyttes til Guds trone i Himlen.

”Derefter så jeg en stor skare, som ingen kunne tælle; der var mennesker fra alle lande og stammer og af alle folk og sprog. De stod foran tronen og Lammet, klædt i hvide dragter og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst: ”Frelsen kommer fra Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet!”

 

Der findes en hel del, som mener, at dette er et trøstesyn for dem, der under den store trængsel må besegle sin tro med sit blod. Jeg har for mit vedkommende aldrig kunnet følge dette synspunkt, men anser, at man her møder den bortrykkede brudeskare.

 

  1. Som Jesu brud er vi med til at fejre Lammets bryllup.

”Vi kan glæde og fryde os og prise Ham, for Lammets bryllupsfest kan begynde, og Hans brud har gjort sig klar.” Hun fik tøj at tage på, og det var af rent og strålende hvidt linned; for linned er de helliges retfærdige handlinger.

Englen sagde til mig: ”Skriv: Lykkelige er de, der er indbudt til Lammets bryllupsfest”. Og han sagde: ”Dette er Guds sande ord!”

At forklare enkelthederne ved denne bryllupshøjtid er umuligt. Det, som sker er, at de hellige nu forenes til en fuldkommen åndelig enhed i Jesus.

 

  1. De deltager i den sidste afgørende strid ved afslutningen af den store trængsel.

”Derefter så jeg Himlen åben. Der var en hvid hest. Dens rytter kaldtes ”Trofast og Sand”; Han dømmer og kæmper retfærdigt.” Åbenbaringsbogen 19:11

”Himlens hære, klædt i hvidt og strålende rent linned, fulgte Ham på hvide heste.”  Åbenbaringsbogen 19:14.

Dette er ikke billedtale, men en fremstilling af, hvorledes det går til, når Jesus overtager den synlige magt på jorden.

 

  1. De får regeringsmagt sammen med Jesus under Tusindårsriget.

”Og jeg så troner. Og de, som sad derpå, fik magt til at dømme.

Nu er rollerne byttet om. Kristi efterfølgere er ikke længere ildesete, foragtede og forfulgte, men har nu fået synlig herskermagt sammen med Jesus og den udøves i fuld harmoni med Ham.

 

  1. Vi skal for evigt tjene Gud og Lammet.

”Guds og Lammets trone skal stå i byen, og Hans tjenere skal tilbede Ham. De skal se Hans ansigt, og Hans navn skal stå på deres pander.”

Dette er et af de skriftsteder, som viser os forholdene efter Tusindårsriget. Det er en tilstand, som aldrig hører op, og som på alle områder er harmonisk og fuldkommen.

At forkynde budskabet om Jesu snare komme er på ingen måde at sætte en skrækkampagne i gang. Det er at bringe et glædeligt budskab for alle, som er rede til at møde Jesus. Thi det betyder indgangen til et liv så rigt og forunderligt, at det på alle måder langt overstiger vor tankegang.

Vi råber derfor vort budskab ud til alle, som vi kan nå med dette, og vi beder hver og én om at gøre sig rede til den store dag.

Men samtidig istemmer vi det udråb, som findes i det næstsidste vers af Abenbaringsbogen:

 

”Amen! Kom, Herre Jesus.”

 

 

 

 

 

 

POST SCRIPT

 

Emanuel Minos (velanskrevet norsk forkynder med Doktorgrad fra Universitetet i Oxford) fortæller om et syn – givet af Gud. Et syn han fik kendskab til, da han afholdt møder i den norske by Valdres, hvor den ældre dame, der havde modtaget synet, boede. Han traf hende, og hun fortalte, hvad hun havde oplevet i 1968, da hun fik kendskab til, hvad der skulle ske.

Han skrev det ned, men da han var uforstående overfor det kontroversielle indhold, lagde han det ned i en skuffe.

Efter mange år så han på det igen, og da blev han klar over, at han måtte dele det med andre.

Han pointerer, at damen fra Valdres var en ældre, men vågen og sandfærdig kristen. Alle, der kendte hende gav hende et godt skudsmål. Følgende er, uddrag af, hvad hun så i synet:

”Jeg så verden som en slags globus. Jeg så Europa. Land efter land. Jeg så Skandinavien. Jeg så Norge. Jeg så visse scener, der ville finde sted, lige før Jesus kommer igen, lige før den sidste ulykke bryder løs over menneskeslægten. En ulykke som vi aldrig før har oplevet magen til.

Lige før alvoren bryder løs, er der afspænding, som vi aldrig tidligere har haft.

Der vil være fred, og freden kommer til at vare en tid. I denne fredsperiode er der nedrustning i mange lande. Også i Norge. Og heller ikke denne gang er vi forberedte, når det kommer. Den tredje verdenskrig starter på en måde, som ingen venter og fra en uventet side.

Der kommer til at opstå en LUNKEN HOLDNING – UDEN SIDESTYKKE, og et FRAFALD fra SAND OG LEVENDE KRISTENDOM blandt de kristne.

De kommer ikke til at være åbne for ransagende forkyndelse – lige før Jesus kommer igen.

De vil ikke – som før i tiden – høre om SYND og NÅDE. LOV og EVANGELIUM. BOD og BEDRING.

---

I stedet for kommer der et surrogat: LYKKEKRISTENDOM. Det gælder om at blive vellykket.

Det gælder fremgang og materielle goder. Ting, som Gud aldrig har lovet os på denne måde.

Kirker, bedehuse og frikirkelokaler bliver mere og mere tomme.

I stedet for FORKYNDELSE som vi har været vant til gennem generationer som: at tage sit kors op og følge Jesus – er det UNDERHOLDNING, KUNST og KULTUR, der overtager kirker og bedehuse. Lokaler, hvor der skulle have været VÆKKELSE, NØD OG SYNDSERKENDELSESMØDER.

Dette kommer til at ske i en stærk grad, lige før Jesus kommer igen.

Ulykker vil bryde løs over os.

Mennesker vil sove – åndeligt set.

Der bliver en moralopløsning som Norge aldrig før har oplevet. Folk vil leve som gifte uden at være gift.

Urenhed unde ægteskabet og utroskab i ægteskabet vil blive det naturlige, og man vil undskylde det på alle mulige måder. Det kommer til at snige sig ind i kristne kredse – og vi BILLIGER det.

Det samme gælder såkaldte synder mod naturen.

Der vil forekomme ting på TV som vi aldrig tidligere har oplevet. TV vil blive fuld af vold. En vold så grusom, at det kommer til at lære folk at myrde og ødelægge hinanden. De værste scener af mord og ødelæggelser af hinanden, vil folk se som underholdning.

Det kommer til at sprede sig i samfundet. Det bliver utrygt at gå på i vore gader.

Der bliver ikke bare ét tilbud på TV. Der bliver mange tilbud. (Dette med flere TV-kanaler sagde hun allerede i 1968). TV vil vise samlivsscener. De mest intime ting, der er i et ægteskab vil blive vist på skærmen.

Fok fra fattige lande vil strømme til Europa. Der er målet for vore synder nået. Da strømmede tårerne frem på den gamle dame, og hun fortsatte: Jeg får det ikke at se, men du får det at se. Da kommer Jesus pludselig igen, og den tredje verdenskrig bryder løs.

Det bliver en kort krig. Alt hvad jeg har oplevet af krig før, vil bare være some leg i forhold til denne. Og den vil afsluttes med en atombombe.

Luften vil blive så forurenet, at man ikke kan ånde i den. Det rammer flere kontinenter. Der rige lande – Amerika, Japan og Australien. Vandet bliver ødelagt. Vi kan ikke dyrke jorden mere.”

(Uddrag fra bladet Shalom 1997)

Tilkendegivelse fra forfatterens døtre:

Det er med stor glæde, at vi – Villy Hagstrøm’s to døtre, ser at vor fars bog ”Hvad fortæller tidens Tegn?” bliver genoptrykt. Vi skylder Niels Peter Finne, Full Gospel Production stor TAK for det fine arbejde med at ændre bogen til et mere moderne dansk.

Far var meget værdsat og en efterspurgt bibellærer indenfor hele Skandinavien. Tredive år efter hans død bliver han stadig citeret i kirkelige sammenhænge af de præster, der kendte ham. Far døde pludselig 68 år gammel.

Når vi skriver disse linier er det med ønske om, at bogen må blive til velsignelse og, at den må sætte tanker og debat i gang hos mange mennesker.

Vi håber også, at vore børn og børnebørn gennem bogen må få et indtryk af hvilken personlighed, deres morfar og oldefar var.

 

København, den 15. november 2002

 

Ruth Tabitah Falkenstrøm & Ulla Merci Kofod

født Hagstrøm